Faglig kommentar: Stor ståhej

Afsløring. Chokrapport om elendige sygehuse kunne jeg læse ved køen i supermarkedet. Ekstra Bladet forstår at lave forsider, og der er ikke det, man ikke kan holde sig ajour med, mens man venter på at kunne lægge varerne op på båndet. Jeg sparede dog 11 kr. ved at gå ned til Torben og låne hans avis, da han var færdig med at studere side 9-pigen.

''Hvad er det for chokerende afsløringer,'' spurgte jeg.

''Ikke noget, vi ikke har hørt i forvejen. Det er det sædvanlige, man ved alt om, når man har en sygeplejerske i familien.''

Jeg lånte alligevel avisen og måtte give Torben ret. Der var ingen overraskelser i den sparsomme gengivelse af Arbejdstilsynets rapport om 10 sygehuse i Århus Amt. Forkert medicin. Døende, der ligger alene. Sultende og tørstende patienter. Udsatte operationer. Rod. Overbelægning. Forhastede udskrivninger. Det er galt. Det er meget galt og uanstændigt i et civiliseret samfund. Men der er ikke noget nyt i det. Elendighederne har vi set, hørt og læst om i årevis. Også i Sygeplejersken. Der er både skidt og kanel i sundhedssektoren, og vi skal ikke glemme det virkeligt gode, fordi det står galt til nogle steder.

Og så er det måske alligevel lidt anderledes denne gang. For nu har Arbejdstilsynet besøgt landets sygehuse. Arbejdstilsynet skal tage sig af arbejderbeskyttelse og fremme et godt arbejdsmiljø. Måske kan Arbejdstilsynet sætte skub i noget. I mangel af et patienttilsyn. Man har jo lov at håbe.

Ønsker at gøre deres bedste

Mit udgangspunkt er, at ansatte i sundhedsvæsenet ønsker at gøre deres bedste for patienterne. Sådan får begge parter det bedst. Ydre forhold som overbelægning, barselorlov, for lille normering, rigide overenskomster, sygdom, effektiviseringskrav, nedslidt udstyr, bureaukrati, dårlig rekruttering til fagene, besparelser m.m. er imidlertid skyld i, at behandling og pleje ikke udføres optimalt og i nogle tilfælde uanstændigt dårligt.

Spørgsmålet er, om det ikke var bedre med noget mere ærlighed over for patienterne i stedet for at prøve at skjule elendighederne og holde facaden pæn.

Den dag, den heldige patient udskrives til sin uopvarmede lejlighed med udsigt til besøg af en tilsynsførende fra hjemmehjælpen ugen efter, kunne man jo give patienten et brev med hjem. Et brev, hvori der står, at det er uvist, om patienten er dehydreret, fordi der ikke har været ført væskeskema; at hudløsheden på bagen skyldes, at der ikke var flere aflastningsmadrasser på afdelingen; at et evt. vægttab kan tilskrives, at der ikke har været tid til at beregne patientens ernæringsbehov; at mangel på fysioterapeuter har betydet, at der ikke er givet den fysiurgiske optræning, der var behov for; at der har været givet dobbeltdosis diuretika i fire dage, inden en skrivefejl blev opdaget osv. Nej, det gør man ikke. Der bliver givet hånd og sagt farvel og hav det nu godt. Patienten indvies ikke i fejl og mangler, som kun fagfolk kan gennemskue.

Samme åbenhed kunne også vise sig i det daglige. ''Hr. Tut, jeg springer lige håndvasken over, fordi jeg skal skynde mig. Vær bare rolig, i de fleste tilfælde går det godt.'' Ville det være at overdrive åbenheden, ærligheden, det ligeværdige samarbejde og respekten for patientens autonomi? Skal tilliden til sundhedsvæsenet og de ansatte bevares for enhver pris? Også selv om tilliden måske bygger på et falsk grundlag?

Facaden skal holdes

''Vi har gjort hospitalsledelsen opmærksom på problemerne,'' bliver der sagt. Det fører bare ikke altid til de nødvendige ændringer. Budgetterne skal holdes, og facaden søges opretholdt med en tilfredshedsundersøgelse, der viser, hvor glade og tilfredse patienterne er. Det er jo det gode ved tilfredshedsundersøgelser, at de, der skal vurderes, selv formulerer spørgsmålene. Man kan styre uden om den pleje- og behandlingsmæssige kvalitet, for den kan patienterne alligevel ikke vurdere. Men hvis borgerne skal kunne stille krav om et bedre sundhedsvæsen, må de have indblik i andet og mere end servicemål.

Med jævne mellemrum tropper brandtilsynet op og forlanger nogle senge på gangen fjernet. Det samme gentager sig næste gang, de møder op. År efter år. Sådan kan Arbejdstilsynet også regne med fast arbejde fremover, for problemerne er ikke blevet løst, selv om der er blevet gjort opmærksom på dem i årevis.