Kontant diagnose hjalp patienterne

Anne Sorknæs. Hun kom til at holde af arbejdet med "de hostende og harkende" lavstatuspatienter. Foto: Palle Peter Skov.
 

Anne Sorknæs, Danmarks eneste kliniske sygeplejespecialist i lungesygdomme, måtte faktisk gøre vold på både sit venlige fynske sind og på sine vaneforestillinger om følsom sygeplejerskekommunikation, da hun i 1994 var med til at indlede det forsøg på Fåborg Sygehus' medicinske afdeling, som skulle blive banebrydende for behandlingen af livsstilssygdomme.

Forsøget gik i sin gribende enkelhed ud på, at afdelingens læger og plejepersonale tog et nyt ord i brug over for patienterne. Halvdelen af rygerne med kronisk bronkitis fik at vide, at de havde rygerlunger, mens den anden halvdel fortsat fik diagnosen kronisk bronkitis. Efter et år opgjorde man forskellen på de to grupper:

Op mod 50 pct. af de patienter, der havde fået diagnosen rygerlunger, var holdt op med at ryge. Det samme gjaldt kun ca. halvt så mange af de patienter, der havde fået diagnosen kronisk bronkitis.

Ordets magt havde vist sig ganske forbløffende.

Anne Sorknæs vred sig mentalt, da hun skulle ind til den første patient og sige ''Ja, du har jo så rygerlunger!''

Forud var gået intense drøftelser på afdelingen: Kunne man gøre det? Ville det ødelægge den gode kommunikation med patienterne? Var det utidig moralisering? Ville det næste blive spritlever og fedtkar?

Især blandt sygeplejerskerne havde betænkelighederne været store, og Anne Sorknæs måtte samle sig for at virke helt naturlig og professionel, da hun første gang skulle aflevere den eksperimentelle diagnose til en patient. Og hvordan tog patienten det så?

''Det tænkte jeg nok,'' svarede vedkommende helt udramatisk ­ og blev statistisk set dobbelt så motiveret til at holde op med at ryge som næste patient, der fik diagnosen bronkitis.

Fra Fåborg Sygehus bredte begrebet rygerlunger sig hurtigt til almindeligt dansk sprogbrug, og i dag er det en anerkendt diagnose, som motiverer patienterne til at holde op med at ryge og derved forbedre deres tilstand.

''Slut var de mange ørkesløse diskussioner om, hvorvidt rygning nu virkelig er så skadelig, ledsaget af den evige historie om onklen, der blev 117 år, mens han røg fra morgen til aften,'' konstaterer Anne Sorknæs.

Anne Sorknæs mener dog ikke, at ideen umiddelbart kan overføres til andre helbredsområder, og at patienter generelt skal have råt for usødet med årsagsdiagnoser. Det kræver i hvert enkelt tilfælde mange etiske overvejelser, og der skal være et formål:

''Personligt ville jeg f.eks. aldrig tale om rygercancer, når rygere får lungekræft. Det har ingen mening. Formålet er jo ikke at vifte med pegefingeren, fordømme, moralisere eller påføre skyld. Formålet er at hjælpe patienterne til et rygestop, så længe det kan forbedre deres tilstand. På de kroniske bronkitispatienter er der ingen medicin, der virker så godt som et rygestop. Til gengæld vil rygestop ikke forandre så meget for patienter med lungecancer.''

Lungeforeningens påskønnelse

I 1999 blev Anne Sorknæs' pionerarbejde inden for lungesygeplejen belønnet med den sjælne pris fra Danmarks Lungeforening, som for første gang blev givet til en

Side 25

sygeplejerske. Den har kun været uddelt fem gange siden 1988.

Lungeforeningen Borupsminde har også vist sin påskønnelse med en pris til den danske sygeplejerske, som mere end nogen anden har sat sygeplejefaglig fokus på et område, som traditionelt har haft lavstatus.

Anne Sorknæs havde egentlig heller ikke forestillet sig, at hun skulle komme til at involvere sig så stærkt i en patientgruppe af ''rygende, hostende og harkende ældre mennesker,'' som hun oprindelig fandt en smule ulækre.

Det var lidt af et tilfælde, at hun kom ind på lungeområdet, men det var til gengæld ikke noget tilfælde, at hun gik energisk og varmhjertet ind for sine patienter, da hun først kom i gang. Sådan er hendes tilgang til faget nemlig.

Aldrig i tvivl om sygeplejen

Ser man lidt tilbage, så var slagterens datter fra Svendborg aldrig i tvivl om, at hun skulle være sygeplejerske. Så hvorfor spilde tid på gymnasiet, når man kunne gå den lige vej og være færdig sygeplejerske allerede som 22-årig? Og færdig blev hun i 1980 fra Svendborg: ''Sydfyn er det smukkeste sted i verden, som man kun nødtvungent forlader,'' lyder den lokalpatriotiske kommentar.

Den manglende gymnasieuddannelse har ikke hindret hende i senere at stå som førsteforfatter på faglige arbejder, hvor lægenavnet har været sekundært. Det teoretiske har hun lært sig, efterhånden som hun fik brug for det. Først supplerede hun med hf-enkeltfagskurser og siden, når behovet opstod, med kurser omkring forskningsmetoder, edb, og hvad der nu ellers var brug for.

De første år som sygeplejerske arbejdede Anne Sorknæs mere traditionelt, fortrinsvis med almenmedicinsk sygepleje og en tid med hjemmesygepleje, men i 1987 blev hun opfordret til at gå ind i et forsøgsprojekt på Fåborg Sygehus. Det handlede om undervisning af patienter med kronisk bronkitis eller KOL, som står for Kronisk Obstruktiv Lungelidelse ­ eller i dag mere bramfrit: Rygerlunger.

Undervisning med effekt

Hun gik i 1987 en anelse tøvende til sit første forskningsprojekt med KOL-patienter, fordi arbejdet med ''de hostende og harkende'' patienter måske ikke lige var, hvad hun havde drømt om, men på den anden side så hun også udfordringen. Hendes svar var derfor, at hun gerne ville gå ind i projektet, men samtidig ville hun have indflydelse på dets udformning og forløb.

Det fik hun. Hun var med til at lave hele beskrivelsen af, hvordan projektet skulle løbe af stabelen, og inden længe var hun dybt engageret i den patientgruppe, som forsøget rettede sig mod.

''Min fordom gik nok lidt på, at her havde vi at gøre med nogle trælse svingdørspatienter, som krøb langs væggene og ikke havde meget selvværd, men efterhånden, som jeg lærte dem at kende gennem samtaler og undervisning, opdagede jeg, at det var nogle fantastisk dejlige patienter at arbejde med,'' husker hun.

Formålet med undersøgelsen, der omfattede 100 KOL-patienter, var at klarlægge, hvilken forskel personlig undervisning (enetimer med sygeplejersken) ville gøre for patienterne og deres lungelidelse. Om man med personlig undervisning kunne styrke patienternes opmærksomhed og ansvar for eget helbred og gøre dem i stand til bedre at håndtere deres sygdom.

Over for de patienter, som fik den helt personlige undervisning, stod en kontrolgruppe, som fik den traditionelle og ustrukturerede undervisning og instruktion af forskellige personer.

Forskellen viste sig at være markant. De patienter, som sygeplejerskerne tog personligt hånd om, klarede sig langt bedre end de, som blev traditionelt instrueret. De opnåede højere livskvalitet samtidig med, at de sparede samfundet for store udgifter til genindlæggelser og praksisydelser.

Undersøgelsens resultat kunne man læse om både i Sygeplejersken (39/92) og i det ansete medicinske tidsskrift The Lancet (juli 1992).

Smag for forskning

Den vellykkede undersøgelse gav Anne Sorknæs smag for mere metodisk fordybelse i de problemstillinger, som hun mødte i den daglige klinik.

Således bekymrede det hende, at KOL-patienterne gennemgående spiste for lidt og var alt for tynde, og sammen med overlæge Lars Tougaard fik hun på Fåborg Sygehus' medicinske afdeling gennemført et forsøg, som bekræftede hendes teori om, at patienterne manglede ilt under spisningen. Når de fik tilført ilt under måltidet, spiste de nærmest det dobbelte. Det har hun og Lars Tougaard nu skrevet en videnskabelig artikel om, som afventer offentliggørelse.

Anne Sorknæs kan lide at forske og undervise, men hun understreger, at det for hende er klinikken, der er omdrejningspunktet for den faglige fordybelse og for

Side 26

den undervisning, som hun også gerne påtager sig. Man skal altså ikke vente at finde hende permanent bag et kateder eller som ren skrivebordsforsker. Forskningen skal være til for patienternes skyld og ikke omvendt.

Hun understreger betydningen af samspillet mellem teori og praksis, men lægger heller ikke skjul på sine ambitioner om at gå videre med det teoretiske og forskningen, måske læse til cand.cur., måske drive det til en ph.d.

Tværfagligheden

Siden 1. januar 2000 har hun haft orlov fra Fåborg Sygehus og været tilknyttet to lægers ph.d.-projekter på den infektionsmedicinske afdeling på Odense Universitetshospital. ''Fantastisk inspirerende arbejde, fantastisk inspirerende mennesker og fantastisk godt samarbejde,'' siger hun og nævner omhyggeligt navnene på sine chefer, professor Court Pedersen og overlæge Svend Stenvang Pedersen, samt de to ph.d.-arbejdende læger, Lone Mygind og Annette Holm, og ikke mindst det tætte samarbejde med sygeplejerskekollegaen Lene Hergens.

I øvrigt vil hun gerne understrege sine gode erfaringer med tværfaglighed i de forskellige små og store forskningsprojekter, som hun har været involveret i. Hun har aldrig, aldrig fornemmet nogen form for standsforskel mellem faggrupperne ­ hverken når det gjaldt arbejdet eller fordelingen af æren.

De to ph.d.-projekter, som hun nu er tilknyttet, handler henholdsvis om lunge-betændelse og om KOL-patienter. Anne Sorknæs' arbejde består overvejende i at indsamle prøver, tale med patienterne, tage sig af ambulante kontroller og føre databasen, men i øvrigt er hele arbejdsprocessen præget af tværfaglighed.

Anne Sorknæs håber på, at hun måske selv får tid til en mindre sideundersøgelse, ''for når man nu alligevel står med et materiale på 800 KOL-patienter!''

Resultater tilbage til patienterne

Ligesom forskningen skal tage udgangspunkt i patienternes problemer, så skal forskningens resultater også returneres til patienterne, så de får glæde af dem.

Med den grundfilosofi har Anne Sorknæs lagt meget arbejde i formidlingen af resultaterne. Hun er således førsteforfatter på et populært sundhedsinformationshæfte med titlen ''Rygerlunger,'' udgivet på forlaget Fremad i 1997 i samarbejde med læge Lars Tougaard.

Derudover har hun også præsteret faglige artikler i Sygeplejersken, været medforfatter på en artikel i det engelske Lancet om den gode effekt af personlig undervisning af KOL-patienter og været medforfatter på en artikel i Lancet og Ugeskrift for Læger om, hvordan diagnosen rygerlunger fremmer rygeophør.

Man vil også kunne møde hende som en engageret underviser både af patienter, kollegaer og læger. Faktisk er hun lige for tiden med i et lille projekt med ugentlig undervisning af astmapatienter i en lægepraksis. En del af sin astmaviden har hun tilegnet sig med den engelske uddannelse ''Diploma in astma Care.''

Det kollegiale har Anne Sorknæs plejet ved selv at tage initiativ til en faglig sammenslutning af sygeplejersker, der arbejder med kroniske lungepatienter på Fyn. De mødes et par gange om året til heldags- og aftenmøder, som de fynske sygehuse på skift er ramme om. Hun har desuden siden 1995 været sekretær i bestyrelsen for faglig sammenslutning af sygeplejersker, der arbejder med lungemedicin og allergologisk sygepleje (FS-18).

Midt i en klunketid

Og så kan man vel egentlig undre sig over, at der har været plads til mere i den 43-årige Anne Sorknæs liv. Men det har der, både til manden, der er møbelhandler i Svendborg, og til de to børn, der i dag er 20 og 15 år.

Og så kan vi hilse og sige, at beboerforening og dilettantforening i Øster Skerninge heller ikke ville være det samme uden Anne Sorknæs' behjertede indsats. Der går stadig lokalt ry af hendes rolle i ''Midt i en klunketid,'' og hun er praktisk taget dilettantforeningens kostumeafdeling.

I den del af sognet, som hedder Vester Skerninge, finder man både Anne og husbond som klassiske korsangere i Vester Skerninge Kor, der senest underholdt med Bach i julen.

Der er efter sigende ingen falske toner i den milde sygeplejerske fra Sydfyn, som godt tør oversætte kronisk obstruktiv lungelidelse til rygerlunger.