Boganmeldelser

Mere af det der ikke virker

Astrid Bergesen

Hun passer ikke her­ - om medicin og demens

Oversat fra norsk af Marianne Tagge
København: Hans Reitzels Forlag 2000
128 sider, 128 kr.

En gammel, dement kvinde er flyttet ind på et almindeligt plejehjem, da hun på trods af hjælp fra familie og hjemmepleje ikke kan klare sig selv de fleste af døgnets timer. Kvinden er blevet tiltagende angst, forvirret og rodende. Hun har ind i mellem hallucinationer, prøver at klare nogle dagligdags ting, men må opgive, da hun ikke kan finde ud af det. Hun har det bedst sammen med andre mennesker. På plejehjemmet får kvinden psykofarmaka for hallucinationer, udagerende adfærd og søvnbesvær, selv om hun aldrig har sovet særlig meget. ''Uden eller med ringe virkning, patienten har igen været aggressiv,'' noteres der i journalen, hvorefter der ordineres mere af det, der ikke virker. Og dog ­ det virker. Kvinden begynder at savle, bliver mere aggressiv, stiv i lemmerne og nærmer sig til sidst grønsagstilstanden, stiv som et bræt. Forfatteren, hvis mor det drejer sig om, beskriver de første spæde ændringer i moderens adfærd, som familien senere kan se var starten på en ubønhørligt fremadskridende Alzheimer. ''Hun passer ikke ind her,'' siger en sygehjælper på det store og for demente helt uoverskuelige plejehjem med fortravlet og skiftende personale. På etagen ovenover ligger en skærmet enhed, men moderen passer åbenbart heller ikke der. Hun kan i hvert fald ikke flytte dertil.

Plejehjemslægen behandler ud fra ikke-analyserede situationer, hvor moderen er udagerende, og på råd fra specialist i psykiatri. På familien virker det, som om moderen skal knækkes medicinsk og passes ind i afdelingen. Efter hårdt pres fra familien og noget, der ligner tilfældigheder, sker til sidst noget positivt for moderen. Hun bliver solgt til nabokommunen.

Foruden beskrivelsen af de skræmmende episoder er der også plads til de gode og humoristiske stunder, som moderen har med personalet, familien og de andre beboere. En del af plejepersonalet prøver oprigtigt at yde en god omsorg, men det kan ikke opveje de dårlige arbejdsbetingelser, brugen af ufaglært personale, og at normeringen er så lav i weekenden, at lægen må ordinere så rigeligt med medicin om fredagen, at de gamle kan klare sig, til det bliver mandag.

Forfatteren delagtiggør os i et afsnit af moderens liv på en måde, så man er nødt til at læse bogen til ende straks. Hvad mon de finder på i næste kapitel? Nogle episoder er skrevet med humor. I andre fremstår moderens og familiens fortvivlelse, ofte underbygget med citater fra moderens journal.

Det, der står tilbage, når bogen er læst i åndeløs spænding, er, hvor magtesløs patient og familie er, når svage mennesker opsuges i systemet, og hvor ringe tilbud velfærdssystemet har til de svageste borgere.

Fortællingen er fra Norge, og noget lignende foregår jo ikke her i Danmark ­ eller gør det? Marianne Tagge skriver i forordet, at bogen er en guldgrube til forståelse af demente og deres pårørende og derfor bør læses af alle, som har indflydelse på dementes levevilkår.

Af Søren Madsen, sygeplejelærer på Centralsygehuset i Næstved.

En nutidig klassiker

Virginia Henderson
ICN

Sygeplejens grundlæggende principper

Oversat fra amerikansk af Lone Burmeister
Faglig redaktion: Ingegerd Harder
København: Dansk Sygeplejeråd 2000
60 sider, 70 kr.,

Jeg åbner kuverten. Pludselig husker jeg tilbage til begyndelsen af 70'erne til en af de første dage som sygeplejeelev. Der var bogudsalg på sygeplejeskolen. Blandt bøgerne lå et lille undseligt, lyseblåt hæfte, der i uddannelsens løb skulle vise sig at få ret så stor betydning. Hæftet hed ''Sygeplejens Grundlæggende Principper.'' Nu sidder jeg med en nyoversættelse af netop dette hæfte. Jeg bliver helt nostalgisk.

Hvorfor nu denne nyoversættelse? Det er der flere gode grunde til. Den tidligere oversættelse stammer fra 1967, hvorfor sproget til tider kan virke lidt antikveret. I 1969 udgav International Council of Nurses (ICN) og Virginia Henderson en revideret udgave af ''Basic Principles of Nursing Care,'' men den blev ikke oversat til dansk. Det er der nu rådet bod på. Sproget er blevet mere mundret, så teksten synes mere nærværende og nutidig. Det bemærkelsesværdige er, at selv om der er gået 40 år, siden ''Basic Principles of Nursing Care'' udkom første gang, virker den lige så vedkommende og aktuel i dag.

Der har i tidens løb været rejst megen kritik af Virginia Hendersons syn på sygepleje. Hun tænkte sygepleje alt for snævert, hun fokuserede udelukkende på den behovsdækkende sygepleje, hendes sygepleje fokuserede på menneskets store organsystemer, hun var for naturvidenskabelig, eller hun var slet og ret for gammel. Ved genlæsningen af ''Sygeplejens Grundlæggende Principper'' står det imidlertid klart, at Virginia Hendersons syn på sygepleje er langt mere nuanceret, end disse reduktionistiske kritikpunkter lader ane. Det bliver klart, hvorfor denne lille sag dukker frem gang på gang og i dag er blevet en klassiker inden for sygeplejen.

Læs den eller genlæs den, men læs den med et åbent sind. På den måde lever vi op til Virginia Hendersons egen bøn om, at vi skal læse, hvad hun skriver, og ikke det, vi tror, hun skriver.

Af Jens Bydam, uddannelsesleder for sygeplejerskeuddannelsen, Sygepleje- og Radiografskolen i Københavns Amt. 

Kunsten at forene teori og praksis

Henrik Dybdal Larsen, Kaj Christensen, Janne Jørgensen, Helene Nygaard, Jens Krüger Rasmussen

Socialpsykiatri -­ et systemisk perspektiv

København: Munksgaard 2000
328 sider, 328 kr. 

Forfatterne, der alle er ansat i ''Dag og døgncenter Nord,'' ''Kafferisteriet,'' ''Kærhuset'' og ''Cafe Utopia i Holstebro,'' har gennem deres tiårige samarbejde udviklet en socialpsykiatrisk praksis, som de præsenterer her. Forfatterne, der repræsenterer forskellige faggrupper f.eks. psykolog, ergoterapeut og lærer, bruger hver deres faglige indfaldsvinkler til at beskrive deres praksis. Enkelte afsnit har kun en forfatter f.eks. afsnittet om systemisk teori.

Et teoretisk afsnit om den systemiske tankegang bag deres arbejde er grundigt og tilgængeligt. Det føles ikke tungt. Derefter bevæger bogen sig ind i den daglige praksis, hvor de mangesidige indfaldsvinkler i det socialpsykiatriske arbejde præsenteres. Det er en svær opgave at beskrive sit eget arbejde, når man både skal have sin teori og praksis med, men forfatterne kommer godt fra opgaven. Flere gange benyttes cases til at forklare og gennemgå arbejdet. Bogen står stærkest i forsøgene på at reflektere over forskellige situationer fra praksis. Elever og praktikere vil kunne lære af forfatternes overvejelser.

Indimellem er der en tendens til at være for korrekt. Forfatterne skriver de rigtige ting og har de rigtige meninger. Socialpsykiatrisk praksis er smækfyldt med dilemmaer, problemer og potentielle muligheder for at lave fejl. Det kunne have været spændende, hvis det havde været trukket tydeligere frem, f.eks.: ''Her har vi lavet en fejl, og den har vi lært af.'' ''Her er et vigtigt dilemma i socialpsykiatrien. Lad os dvæle ved den.''

Bogen falder lidt mod slutningen. Der bliver for mange opremsninger af ugeplaner, møder og udvalg, som ikke er så relevante for læseren. 10 års godt arbejde og erfaringer fra socialpsykiatrien og en god bog senere kan vi andre kun lære af. Forfatterne skal have ros for at forsøge den svære kunst, det faktisk er, at forene sin teori og sin praksis. Vi andre, der bevæger os i det socialpsykiatriske felt, kan lade os inspirere og helt sikkert lære noget, vi kan bruge i eget arbejde.

Af Robert Olsen, forstander på Mændenes Hjem i København. 

Højaktuel for operationssygeplejersker

Jan Hoborn

Asepsis In the operating Theatre

Göteborg: Mölnlycke 1999
134 sider, ca. 150 kr.

Jan Hoborn har med brug af 10 internationale forfattere, der alle er kendt inden for infektionshygiejne, produceret en bog, der på et forståeligt engelsk beskriver betydningen af aseptik i forbindelse med forebyggelse af postoperative sårinfektioner.

Postoperative sårinfektioner er fortsat et ikke ubetydeligt problem inden for moderne kirurgi, og en landsdækkende prævalensundersøgelse, foretaget af Statens Serum Institut i 1999, viste, at 8 pct. af indlagte patienter havde en sygehuserhvervet infektion, hvoraf en fjerdedel var postoperative sårinfektioner. Postoperative sårinfektioner er et resultat af balancen mellem faktorer, der bestemmer graden af bakteriel forurening af såret, og faktorer, der bestemmer patientens og sårets modstandskraft mod infektioner. I 10 kapitler forklares nogle af årsagerne til postoperative sårinfektioner, og forebyggelsen beskrives. Det drejer sig om: Spredning af mikroorganismer, mikrobiel kontaminering af operationssår, betydning af operationsafdækninger, operationsbeklædning, CEN-standarder og testmetoder benyttet ved standardtilblivelsen, ventilationsformer på operationsstuer og sterilisationsmetoder.

Håndbogen giver uddybet baggrundsviden i relation til indførelse af de kommende infektionshygiejniske standarder (DS 2451­5) og er derfor højaktuel for sygeplejersker i operationsafdelinger.

Bogen er udgivet af Mölnlycke, producent af engangsoperationstekstiler, og den er udleveret til mange operationssygeplejersker, der har deltaget i firmaets seminarer. Det gør ikke bogen mindre lødig.

Af Ian Gottlieb, hygiejnesygeplejerske på Holstebro Centralsygehus. 

Et spark bagi

Preben Brandt

Den sindslidende og de professionelle

-­ et udkast til en samspilsforståelse
Frederikshavn: Dafolo 2000
98 sider, 125 kr. 

Hvis man synes, at det er svært at kvalitetssikre i forhold til de bløde værdier i psykiatrien, eller hvis man interesserer sig for arbejdet med ikke-indlagte sindslidende og brugerinddragelse, så er her en mulighed for at blive klogere. ''Den sindslidende og de professionelle'' beskæftiger sig med at afdække og analysere temaer i arbejdet med ikke-indlagte sindslidende, pårørende og professionelle. Baggrunden er et ønske om at undersøge, om de sociale tilbud til sindslidende virker efter hensigten, og om de har kvalitet for dem, der skal nyde godt af dem.

At psykiater Preben Brandt, hvis hjerte banker i takt med de hjemløse sindslidende, har udarbejdet projektet, er en garanti for, at de sindslidendes behov er i fokus. Hans udgangspunkt er, at kvaliteten skal forstås ud fra, hvad den sindslidende selv kan fortælle om sit liv med de tilføjelser og anderledes synspunkter, som andre, der kender dem, fortæller om. Preben Brandt har gennemført interviewer med 15 sindslidende, der alle har været i kontakt med psykiatriske og sociale institutioner. Herefter er 16 medarbejdere med direkte kendskab til de enkelte sindslidende og syv pårørende og bekendte interviewet. På den måde bliver der sat fokus på den sindslidendes unikke livsforløb, og systemets mangler kommer til at fremstå klart. Spørgeteknikken er inspireret af Bourdieu, og målet er at få autentiske udsagn, der i højest mulig grad er ufarvet af udspørgeren. Efter analysen af interviewene opstilles en række temaer, som alle fremstår som væsentlige indsatsområder i det samlede tilbud til de sindslidende. Temaerne fremstilles ved hjælp af udpluk fra interviewene, og mens ens tæer krummer sig i skoene, bliver det f.eks. sat til skue, hvor dårligt vi tager hånd om mødre til tvangsfjernede børn.

Afslutningsvis foreslås auditanalyse som en metode til at diskutere og sikre kvalitet i arbejdet med sindslidende. Auditforløbet gennemføres ved, at man sammensætter et ressourcepanel af personer med forskellig baggrund og viden inden for området. De gennemgår f.eks. nogle udvalgte forløbsbeskrivelser eller procedurer med faste intervaller, og på baggrund heraf udarbejdes en fælles konklusion på, hvad der opfattes som god og dårlig praksis. Ideen er, at medarbejderne hele tiden er med til at bygge kvaliteten op på tværs af de forskellige tilbud til de sindslidende.

Bogen, der udspringer af et initiativ fra Socialministeriet, er et inspirerende og forfriskende indslag om, hvordan man kan inddrage de sindslidende, når der skal kvalitetsudvikles eller opstilles visioner og mål for den samlede indsats. Et væsentligt argument for at koordinere indsatsen for de sindslidende bedre.

Jeg har fået et spark bagi og er allerede på vej ud til de sociale institutioner for at aftale nogle auditforløb.

Af Jørn Eriksen, ledende centersygeplejerske, Distriktspsykiatrisk center Brønshøj.

Klog af skade

Per Holm (red.)

Job med Vold

Vold som Udtryksform
København: Socialt Udviklingscenter 2000
170 sider, 150 kr.

''Job med vold'' er et resultat af det landsdækkende voldsforebyggende projekt ''Vold som udtryksform,'' der har eksisteret siden 1992. Projektet og bogen hviler på nogle antagelser, som omskriver traditionelle opfattelser af vold og voldsom adfærd. For det første opfattes vold af mennesker med særlige behov for omsorg ikke som et udtryk for ondskab, men som et udtryk for afmagt og frustration. For det andet rokkes ved opfattelsen af, hvem der er offer, og hvem der udøver vold. F.eks. kan offer- og aggressorrollen findes hos den samme, og offerrollen kan i sig selv føre til voldsom adfærd. For det tredje lægges vægt på at forbedre personalets arbejdsbetingelser til gavn for både personale og beboere.

Forståelsen og analysen af vold er derfor flertydig, og læseren udfordres ved denne omskrivelse af vold. Især synes jeg, at et udgangspunkt, hvor alle involverede potentielt synes at være ofre, er svært at forliges med, da spørgsmål om skyld og ansvar derved taber sin relevans.

Antologien er bygget op omkring 10 kapitler, skrevet af overvejende sociologer, psykologer og pædagoger. Emnet ''job med vold'' behandles meget bredt, og bogen handler ofte mere om job end om vold. Indholdet er primært baseret på forfatternes personlige erfaringer, hvilket giver det et præg af normative, men ofte også indsigtsfulde overvejelser om forebyggelse og minimering af skader.

Særligt interessant er kapitlet ''Den dynamiske model ­ at tackle vold med teoretisk refleksion'' af børneforsorgspædagog Knud Ejner Jessen og socialpædagog Naja Schødt Jensen. De skriver ud fra en antagelse af, at vold kan analyseres og forklares teoretisk, og at den teoretiske forklaring kan bruges til handlingsplaner. Det spændende er, at kapitlet er skrevet med en stærk metodisk bevidsthed, hvor der skelnes skarpt mellem de ''rå'' data om beboeren og fortolkningen af disse data. Videre insisteres der på, at den ramme, personalet vælger at tolke data med, ikke må forlades, med mindre det viser sig, at handlingsplanen ikke virker. Der lægges også vægt på etiske aspekter ved valg af teoretiske rammer, f.els. det at bruge udviklingspsykologien over for voksne mennesker. Den metodiske bevidsthed bliver på denne måde et redskab til at minimere et mere tilfældigt valg mellem fortolkningsrammer.

Af Niels Buus, sygeplejelærer ved Sygeplejeskolen i Århus.