De frafaldne

Hvorfor springer mandlige sygeplejestuderende fra studiet? Det spørgsmål findes der lige så mange svar på, som der findes frafaldne mandlige sygeplejestuderende. Men for alligevel at finde en slags forklaring har Sygeplejersken spurgt tre tilfældigt udvalgte mænd, der har forladt sygeplejestudiet i utide.

Esben Brammrt Hansen kørte træt i de akademiske sygeplejeteorier. Han foreslår flere praktisk elementer på første semester. Foto Nicolai Howalt.

Den ene af dem hedder Esben Brammer Hansen. Da Esben som 21-årig søgte om optagelse på Herlev Sygeplejeskole, havde han en forestilling om, at han kunne blive en anderledes sygeplejerske. Én med noget action, som kunne sætte kulør på en stue og gøre patienter og kolleger i godt humør på trods af de alvorlige omstændigheder. Familie og venner havde bakket ham op i beslutningen, han blev optaget på skolen og glædede sig til at begynde på uddannelsen.

Men allerede efter første semester blegnede Esbens billede af sig selv som sygeplejerske. ''Mange af fagene var kedelige, og det gik for langsomt. Der var meget teori i starten, og det blev gennemgået på lange forelæsninger. Det gik jeg helt død på,'' siger han.

I mængden af tør teori dukkede en forfriskende patientcase med navnet Marius Hansen op.

Klassen skulle vurdere denne ''patient'' og komme med forslag om den rette pleje. Men først skulle klassen have teorierne på plads, og det ødelagde noget af Esbens glæde ved opgaven.

''Jeg synes, Marius Hansen skulle have været præsenteret, inden vi skulle igennem sygeplejeteorierne. Læreren kunne have ladet os komme med vores egne idéer om, hvilken pleje han skulle have, og så bagefter have ført teorierne på. Alle har jo en fornemmelse af, hvad god pleje og omsorg er, og man ville nok være blevet mere interesseret, hvis man havde fået lov til at give sine egne bud, før man fik en facitliste,'' siger Esben.

Mere anatomi

Han foreslår, at sygeplejeskolerne doserer de teoretiske elementer mere jævnt, hvis de vil holde på deres mandlige studerende.

''Man kan selvfølgelig ikke lave uddannelsen om til fest og ballade, men i stedet for at starte så massivt med teorierne så kunne man fordele dem ud over første semester,'' siger han.

Han anbefaler også en smule praktik på første semester: ''Det kunne være sjovt at komme ud bare en enkelt dag eller to og få et indtryk af, hvad der foregår på et sygehus. Uden at skulle skrive en opgave om det.''

Skulle Esben bestemme, fyldte de mere praktiske fag noget mere i starten af uddannelsen. ''Hvis vi havde haft flere lektioner i anatomi og fysiologi i forhold til de teoretiske, ville jeg måske have fortsat på uddannelsen,'' siger han.

I dag er Esben 22 år, og han er gået i gang med en uddannelse som tømrer. Den store forskel fra sygeplejerskeuddannelsen forklarer han således: ''Her sker der noget praktisk hver dag. Man kommer ind i klassen, så får man en opgave, og bum, så er man i gang med den. Jeg har ikke fortrudt mit halve år på sygeplejeskolen, men der var nok for lidt action for mig.''

Sygeplejens teoretiske ord og udtryk går ud over nærheden mellem sygeplejersker og patienter, mener Michael Bloch, som stoppede på sygeplejerskeuddannelsen, da han blot manglede sin afsluttende opgave.
 

Erfaring som sygehjæper

Rigshospitalets sygeplejeskole dannede rammen, da Michael Bloch i 1995 begyndte på sygeplejerskeuddannelsen. Dengang var han 31 år og havde i fem år arbejdet på plejehjem. Nu ville han gerne have en uddannelse ­ som sygeplejerske.

Første semester begyndte lovende for Michael med et intensivt undervisningsforløb i fysiologi fulgt af en fysiologieksamen, en kort introduktion til sygeplejeteorierne og så en praktikperiode på seks uger.

Uddannelsen var virkelig spændende, syntes han, og på det tidspunkt havde han ikke noget imod uddannelsens teoretiske tilsnit. Navne som Kari Martinsen, Katie Eriksson, Virginia Henderson, Dorothea Orem og Florence Nightingale ligger stadig friskt i hans erindring.

Michael fik hurtigt lært, at teorierne var vigtige for at klare sig godt gennem studiet. Under sin første praktikperiode skulle han udarbejde en skriftlig opgave.

''Jeg skulle analysere en af mine patientsamtaler med udgangspunkt i en kommunikationsteori. Men da jeg lagde teorien ned over samtalen, kom jeg frem til nogle fortolkninger, som ikke havde noget med virkeligheden at gøre. F.eks. var det let at komme til at overfortolke patientens non-verbale sprog. Da

Side 41

min sygeplejelærer så opgaven, sagde hun, at jeg var gået for let hen over teorien.''

Teori langt fra dagligdag

Michael savnede flere lektioner i praktisk sygepleje og sygdomslære. Han fortæller, at han kun fik få timers undervisning i sengelejekomplikationer og højst fire timer i et så stort område som ortopædkirurgi.

Han blev mere og mere træt af de teoretiske udtryk og fraser, som gik igen både i skoleundervisningen og i praktikkens målsætninger og opgaver. Han syntes, teorierne var højtravende, og at sproget var for langt fra almindelige mennesker, dvs. patienterne.

''Alle teorierne om sygepleje, kommunikation, pædagogik og sociologi foregik på et alt for abstrakt niveau. Vi skulle bruge ord og udtryk, som patienterne ikke forstod, og jeg synes, at teorierne lå meget langt fra, hvad vi skulle bruge i vores daglige arbejde,'' siger han.

Han husker et eksempel fra et af sine praktikophold, hvor en ældre sygeplejerske fortalte ham, at det var vigtigt at vise sympati over for patienterne. Denne formulering blev straks rettet af en yngre sygeplejerske, som sagde, at man ikke skulle vise sympati over for patienterne, men derimod empati. ''Jeg vidste jo godt, hvad den ældre sygeplejerske mente,'' siger Michael.

Han tror, at de teoretiske udtryk skader nærheden til patienterne. ''På det mentale plan bevæger sygeplejersker sig væk fra patienterne, hvis de skal gå rundt og tale på den måde,'' siger han.

Teori hører hjemme på videreuddannelser

Han mener, at de mest abstrakte teorier hører hjemme på sygeplejerskernes videreuddannelser.

''Man vil højne det teoretiske niveau på basisuddannelserne for at forberede folk til at læse videre. Men de fleste studerende går direkte ud i job med tæt kontakt til patienterne, så hvorfor skal de fyldes med al den teori? De mest komplicerede teorier kan man nøjes med at lære, hvis man vil tage en bachelorgrad eller læse videre til f.eks. afdelingssygeplejerske eller undervisningssygeplejerske,'' mener han.

Da Michael næsten var færdig som sygeplejerske og kun manglede at aflevere sin afsluttende opgave, opgav han studiet.''Grunden til, at jeg faldt fra, hænger dels sammen med min personlighed, idet jeg har svært ved at afslutte ting. Men det hænger også sammen med, at den afsluttende opgave kræver, at man inddrager en masse sygeplejeteorier. Og jeg orkede bare ikke at beskæftige mig med mere teori,'' forklarer Michael.

Han forudså også, at hans skepsis over for de forskellige teorier kunne blive et problem ude på en afdeling. F.eks. ville han skulle forholde sig til dem, når han var med til at oplære nye elever. I dag læser nu 36-årige Michael på Journalisthøjskolen i Århus. Han har dog ikke opgivet at gøre sygeplejerskeuddannelsen færdig en dag.

Sygeplejeskolen spurgte ikke Claus Damsgaard, hvorfor han ønskede at ofrlade studiet eller forsøgte at holde på ham. "Det undrede mig meget, når der mangler mænd i faget," siger han.

Ingen stoppede ham

Claus Damsgaard, 28 år, begyndte på sygeplejerskeuddannelsen i efteråret 1998, men valgte efter to semestre også et andet studium. I dag læser han på lærerseminariet.

Claus trivedes ellers godt med både sygeplejeteorier og forelæsningsundervisningen. Årsagen til, at han sprang fra sygeplejestudiet, lå i selve det praktiske arbejde. Problemet viste sig, da han startede i praktik på en medicinsk afdeling.

''De var utroligt søde på afdelingen, men jeg havde svært ved at arbejde så tæt på meget syge og gamle mennesker. Jeg er ikke sart, men deres sår lugtede meget, og jeg brød mig ikke om at tage mig af patienternes personlige hygiejne. Når jeg vågnede om morgenen, glædede jeg mig ikke til at tage af sted, og jeg kunne ikke forestille mig at skulle være på den afdeling de næste seks måneder, så jeg besluttede mig for at gå ud,'' fortæller han.

Sygeplejeuddannelsen kan naturligvis ikke klandres for, at Claus ikke var havnet på den rette hylde, men den kritik, han retter mod skolen og studiemiljøet, kan alligevel være interessant.

For det første undrede det Claus, at skolen ikke greb fat i ham, da han fortalte, at han ville framelde sig studiet. ''Der gik højst fem minutter, fra jeg gik op og sagde, at jeg ville melde mig ud, til papirerne var underskrevet. Ingen spurgte mig hvorfor eller prøvede at holde på mig. Jeg var ligeglad, men det undrede mig meget, når der mangler mænd i faget. De var åbenbart også ligeglade,'' siger Claus.

Han foreslår, at sygeplejeskolerne indfører en procedure, når en elev meddeler, at han eller hun vil gå ud af skolen. Studievejlederen kunne i disse tilfælde tage en samtale

Sied 53

med vedkommende for at høre, om man kan gøre noget for at ændre den studerendes beslutning eller evt. lære noget af den studerendes oplevelser.

Skolen tom kl. 15.00

For det andet mener Claus, at sygeplejeskolerne skal sørge for et bedre socialt studiemiljø, hvis de vil holde på de mandlige studerende: ''Klokken 15.00, når undervisningen var slut, var skolen tømt. På min skole var fredagscaféen indrettet i nogle ikke særligt hyggelige lokaler med højt til loftet, og der var ikke ret mange, der havde lyst til at være dernede. Det ville have været en god investering at finde et bedre lokale til caféen, men skolen ville ikke hjælpe os med det.''

Problemet var dog også, at pigerne hellere ville gå på andre caféer. ''Drengene på skolen spurgte tit pigerne, om de ikke gik med ned i caféen, men der var mange piger, der ikke gad hinanden. Det bider sig i halen, men jeg tror, at hvis f.eks. hver femte studerende havde været en fyr, så ville der være mere socialt samvær på skolerne. Det ville holde på mændene og tiltrække endnu flere mænd til faget,'' mener Claus.

​