Dejligt at hjælpe

Jens Jacob Sørensen: "Mænd i sygeplejen har stadig nyhedens interesse hos mange af klienterne".  Foto: Kissen Møller Hansen.

''Det er dejligt at vide, at klienterne har det lidt bedre, når jeg går, end da jeg kom,'' siger hjemmesygeplejerske Jens Jacob Sørensen, som har fejret 10-års jubilæum på sin nuværende arbejdsplads Aalborg Kommunes Hjemmeplejedistrikt Øst.

Jens Jacob er kommet på sin rette hylde inden for sygeplejen: ''Det betyder selvfølgelig ikke, at man skal blive det samme sted hele arbejdslivet, men jeg er altså en af dem, der trives vældig godt i mit daglige arbejde som hjemmesygeplejerske. For mig er der udfordringer hele tiden.

Med fare for at det kommer til at lyde banalt: Jeg kan godt lide at hjælpe mennesker. Jeg kan lide den direkte kontakt til klienterne, som netop hjemmesygeplejen giver mulighed for. Jeg ved, at langt de fleste glæder sig til mit besøg, hvor jeg prøver at få det bedst mulige ud af de givne betingelser. F.eks. har det betydning, at man sætter sig ned og lytter til, hvad folk har på hjerte. Nogle gange føler man sig næsten som et familiemedlem, der bliver delagtiggjort i klientens glæder og sorger. I virkeligheden handler det om at give og tage i den slags relationer. Klienterne får noget af mig, og jeg får noget af dem. Medmenneskelighed må være det rigtige ord her.''

Arbejdspladsen Aalborg Øst organiseres ud fra et stort center med plejehjemspladser, beskyttede boliger, et skærmet afsnit til demente beboere, et aktivitetscenter, en sundhedsklinik samt et antal klienter i egen bolig. Jens Jacob arbejder både i centret og kommer rundt til klienterne i eget hjem, ligesom det også hovedsageligt er ham, der står for områdets sundhedsklinik. Her er der åbent to gange om ugen á tre timer: ''Det arbejde holder jeg også meget af. Aalborg Øst er et nyere byområde med en meget blandet beboersammensætning. Det afspejler sig i det klientel, som kommer i klinikken ­ fra flygtninge, yngre handicappede, psykisk syge, som skal have deres depotmedicin, og til folk, som f.eks. er på antabus. Jeg synes om at snakke med folk og rådgive dem.''

Foretrækker det praktiske

Jens Jacob Sørensen er ikke en enlig svale i den danske hjemmesygepleje. Der sidder mandlige kolleger til ham rundt omkring i landets hjemmesygeplejer, og noget af det, de er fælles om at fremhæve ved deres job, er, at det er så selvstændigt. Man tager sine egne beslutninger og fører dem ud i livet: ''Det skal dog ikke forveksles med, at jeg går med en drøm om at blive leder. Tværtimod, så er der ikke meget lederpotentiale i mig. Jeg foretrækker det praktiske arbejde ude hos klienterne ­ frem for skrivebordsarbejdet og de mange møder,'' siger han.

Jens Jacob startede med at læse medicin, men sprang fra ­ og lige ind i sygeplejen: ''Under medicinstudiet havde jeg haft mange sygeplejerskevikarvagter og faldt her for det praktiske arbejde, og med en mor, som var sygeplejerske, og som snakkede godt for sit fag, lå det egentlig meget lige for, at jeg skulle prøve sygeplejen. Det blev bekræftet af et job på et amtsplejehjem i Fjerritslev, hvor jeg er vokset op, og hvor jeg senere under elevtiden kom ud i praktik.''

Jens Jacob dimitterede som sygeplejerske fra sygeplejeskolen i Aalborg i 1988, og med det samme var der bud efter ham fra den geriatriske afdeling, som han havde lært at kende under elevtiden.

Han husker tiden på sygeplejeskolen som en god periode i sit liv: ''Vi var fem fyre på holdet, men skilte os ikke specielt ud fra resten af klassen. Måske fordi vi var et velfungerende hold, hvor alle var med i diverse aktiviteter.''

Koteletter i natten

Hvis Jens Jacob mærkede mindre til kønsforskellen under uddannelsen, så vil han godt vedgå, at mænd i sygeplejen stadig har nyhedens interesse for mange af klienterne: ''Uha, er der også mænd i hjemmesygeplejen,'' lyder det engang imellem.

''Men jeg har nu aldrig mødt nogen, som ikke ville have min hjælp,'' siger han og fortæller, at stereotyper er svære at udrydde: ''Lægen er en mand, og sygeplejersken er en kvinde. Sådan tænker mange stadigvæk. Ofte forveksles jeg med lægen, men når det så går op for klienten, at jeg er sygeplejersken, så er det også i orden.''

Jens Jacob vil ikke afvise, at man som mandlig sygeplejerske måske scorer lidt lette point i starten: ''Men det kan vi mænd jo ikke gå rundt og sole os i. Vi skal kunne leve op til de forventninger, som klienterne har til hjemmesygeplejen. Klienterne kan vi ikke narre, de gennemskuer hurtigt, hvad det er, vi kommer med ­ også selv om de somme tider lægger op til en slags særbehandling af os. Jeg kan f.eks. huske en kvindelig klient, da jeg en overgang kørte som nattevagt. Hun ventede simpelthen med varm mad kl. 3 om natten. Det var lidt specielt at sidde dér og spise koteletter i nattens mulm og mørke, men igen ­ den slags kan man ikke leve højt på. Det er fagligheden, der tæller i den sidste ende.'' 

​

​