Det er altid godt, når der kommer en mand!

Side 8

Illustration. Morten Ingemann

Side 9

Det er altid godt, når der kommer en mand. I hvert fald synes det at gælde, hvis sådan en mand er sygeplejerske og har vovet sig ind i det, som flere af mine kvindelige kolleger refererer til som ''hønsegården.''

Ofte har jeg tænkt på, hvad det var for et selvbillede, mine nye kolleger havde, og om de virkelig bare baskede rundt med en indestængt længsel efter en mand. Hvad er det så for en mand, de forventer at få, når jeg træder ind i afdelingen? Er det en hane til hønsegården eller hvad?

Jeg vil i denne artikel forsøge at beskrive de oplevelser, jeg har haft, dels som sygeplejeelev, dels som mandlig sygeplejerske gennem en karriere på godt og vel 10 år, hvor jeg har arbejdet på medicinske afdelinger, i hjemmeplejen og på en skadestue. Det er oplevelser, der alle knytter sig til kønnet, nogle gange til kønsforskellen, andre gange alene til at jeg har været mand.

Jeg vil advare om, at der i det efterfølgende kan forekomme ord og vendinger, som kan virke anstødelige.

Det gik galt ved fødslen

Jeg burde faktisk have lugtet lunten, da jeg en forårsdag i 1986 satte mig til rette i stolen på sygeplejeskolen. Den allerførste dag skulle vi fortælle, hvad vi havde lavet før, og hvorfor vi ville være sygeplejersker.

Jeg tænkte, det var fordi, det skulle bruges til at planlægge, prioritere og udvikle undervisningen, og på en eller anden måde var det vel også det, der skete i de efterfølgende tre og et halvt år.

Vi var ca. 20 elever, og den første elev på hjørnet af hesteskoen fortalte, at hun hed Lise, havde en studentereksamen, havde været et år i huset og gerne ville have med mennesker at gøre. Den næste hed Lise, havde en studentereksamen, havde været au pair pige i et år og ville gerne have med mennesker at gøre. Den tredje hed Lise, havde en hf, havde været i huset og i en børnehave og ville gerne have med mennesker at gøre. Sådan fortsatte det. Lærerne smilede, nikkede venligt og kom med små kommentarer, hvor de kunne finde en afvigelse fra den forrige Lise.

Da det blev min tur, kunne jeg fortælle, at jeg havde været ubådssoldat, antennemontør, jord- og betonarbejder, pædagogmedhjælper m.m., at jeg ikke hed Lise, at jeg havde en hf, og at jeg ville være sygeplejerske, fordi uddannelsen havde en overskuelig længde, fordi der var løn under uddannelsen, og fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle lave. Der blev helt stille.

Med lettere stivnet smil spurgte en af lærerne, om der var noget i selve indholdet af uddannelsen, der tiltrak mig. Her begik jeg min første af en række fejl, idet jeg jo skulle have sagt, at jeg gerne ville have med mennesker at gøre. Det sagde jeg ikke, jeg skønnede det overflødigt. Bramfrit og uvidende om den skæbne, der ventede mig, begrundede jeg valget af sygeplejefaget med, at jeg syntes, sådan noget som f.eks. anatomi var interessant. Man gik videre til den næste Lise.

Den lunte, jeg ikke lugtede, var, at denne øvelse skulle bruges til at fremme intimiteten og samhørigheden. Den tjente nok mere til at finde og fremme det fælles end det modsatte.

Jeg vil springe resten af uddannelsen over og blot konstatere, at jeg langsomt fandt ud af koden for accept og belønning. Koden var det ens. Den adfærd, der blev fremmet, de meninger, der fik plads og måske endda kunne ophøjes til viden, var de, der cementerede det fælles, det ens.

Således afrettet og udspekuleret kunne jeg gå ud i verden, ikke i kittel og lådne ben, som ungerne i børnehaven troede, jeg skulle, men i det hvide snit, som klæder mig så godt.

Bare fordi du er en mand!

I aftenvagten på den medicinske afdeling skete det ofte, at patienterne begyndte at tale om de ting, der gik dem på, ligesom der var tid til at drøfte dagens oplevelser på godt og ondt. Det er almindeligt kendt, at sådan er det ofte i vagterne.

Jeg oplevede, at patienter og pårørende var meget glade for at tale med mig om aftenen ­ eller om natten. En dag blev det min kvindelige kollega for meget. ''Det er lige meget, hvad jeg skal tale med patienterne om, så siger de ''Det sagde Jacob også,'' eller ''Jamen, Jacob siger!'' ''Det er bare så irriterende, at de lytter mere til dig end til mig.''

Jeg havde nu ikke noget imod at have patienternes tillid, ej heller at de kunne huske

Side 10

og bruge det, vi havde talt om. Men det gjorde mig nu nysgerrig, at det forholdt sig sådan. Min viden var ikke større end mine kollegers, men af en eller anden grund havde patienterne større tillid til det, der kom ud af min mund end af deres. Jeg måtte besidde en eller anden form for autoritet, eller også var jeg bare nemmere at få øje på og nemmere at skelne fra de andre.

Autoriteten kunne godt hænge sammen med, at jeg som mand i mange ældre patienters øjne måtte være noget andet end sygeplejerske. Som udgangspunkt kunne jeg da ikke være sygeplejerske, det var jo noget, kvinder var. Jeg kunne til nød blive til en ''sygeplejer.'' Måske lå her kimen til det andet, nemlig det med de mange roller, mandlige sygeplejersker får tildelt. Jeg tror, alle mandlige sygeplejersker har oplevet at blive tituleret med alt fra portør til overlæge. Den diffuse rolle, jeg som mand var tildelt, kunne godt være det, der gjorde mig til noget særligt, og som gav mig autoritet.

Den anden mulighed var, at jeg simpelthen var nemmere at få øje på. Når jeg spurgte en patient, hvem det var, hun eller han havde talt med, så var det ''hende der den mørkhårede!'' Dem var der altså en 6-7 stykker af, men der var kun én mig.

Det irriterede også flere af mine kolleger, og med god grund. Det er ikke rart at blive anonymiseret. Uanset hvad årsagen var, så betød det, at alt, hvad jeg sagde, skulle vejes på en guldvægt. Det blev husket, brugt, refereret og diskuteret af patienter, pårørende og personale.

Min kollega syntes, det var snyd, at jeg fik så meget opmærksomhed ikke bare af patienterne, men også i personalegruppen. Det er da også træls, når hele uddannelsesforløbet har handlet om konsensus og ensretning, at så løber den, der adskiller sig fra mængden, med opmærksomheden, endda uden at gøre noget særligt for det, bare fordi han er mand.

Bivirkninger ved at være mand

Bivirkningerne ved at være mandlig sygeplejerske er nært forbundet med fordelene. Den megen opmærksomhed, man oplever som mand i dette fag, betyder omvendt også, at man aldrig kan have en dårlig dag. Det er ikke muligt at gå og putte sig lidt. Man er, som før sagt, ikke hende der med det mørke hår, man er mand med et navn. Det er ikke bare ens ord, der bliver vejet, det er også ens udseende, ens humør, alt, hvad man bringer med sig på sit arbejde.

Hvis man kombinerer dette med, at der stadig hos mange er en vis skepsis over for kombinationen mand og sygepleje, så bliver det spændende. Spørg bare den kvindelige smed om det. Fagligheden bliver vejet og vurderet hver eneste dag. Kollegerne bliver efterhånden fortrolige med og trygge ved det, man kan, og hvordan man kan det, men der er stadig stor skepsis blandt patienterne, og man vil aldrig være anonym, hverken blandt kolleger eller patienter.

Der løber kuldegysninger gennem kroppen på min kvindelige kollega ­ det kunne hun nu alligevel ikke tænke sig. Det er også både godt og skidt, men skal vi tro, hvad Harriet Bjerrum Nielsen og Monica Rudbjerg (1) siger om kønssocialisering, så vil pigen søge intimiteten i sit sociale fællesskab, mens drengen vil søge autonomien og søge at hævde sig i sit. Pludselig giver det mening, vi deler socialt fællesskab, og jeg skal blive som dem, men vil det modsatte.

Nu kunne det godt lyde som en lang konflikt at være mandlig sygeplejerske, det er det bestemt ikke. Hvis man kan finde sig i at skulle antage skiftende roller i løbet af en arbejdsdag, så er der mange gode ting forbundet med det.

Når jeg valgte, at overskriften til denne artikel skulle være, at det altid var godt, når der kom en mand, så er det fordi, det er et udsagn, jeg har hørt alle de steder, jeg har været ansat som sygeplejerske. Af samme årsag har jeg da også altid spurgt nysgerrigt til, hvad det så var, der var så godt ved at have en mandlig sygeplejerske i sygeplejerskegruppen.

Som skrevet i indledningen har mange af mine tidligere kolleger refereret til deres fællesskab som ''hønsegården.'' De er på en og samme tid med til at reproducere hønsegården samtidig med, at de tager afstand fra den. Skal man bruge en hane, som kan få hønsene til at oppe sig lidt? Nogle af de svar, jeg har fået, har været, at det giver færre

Side 11

intriger og bedre arbejdsklima, samt at det betyder, at der kommer nogle andre emner op til diskussion og drøftelse i personalegruppen, når en mand sidder med ved bordet.

Jamen, jeg takker for tilliden og stiller mig også til rådighed i rollen som hane med et hanegal i ny og næ. Jeg skulle helst være som dem, men være anderledes, så jeg kunne gribe ind og være konfliktmediator og fredsmægler, hvis det skulle blive nødvendigt, og det havde man åbenbart erfaring med, at det blev det med mellemrum.

Andre gange skulle jeg repræsentere autoriteten og skære igennem fnidderen ­ kykkelikyyy.

En god krop

Det er ikke kun af raffinerede grunde, at man gerne vil have mandlige sygeplejersker. Nogle gange handler det også bare om krop.

Nu vil det ligge mig fjernt at insinuere, at mine tidligere kolleger har taget mig pga. mit udseende. Ikke at jeg anser det for umuligt, men ­ nej. Alligevel er et par gode ben og en seriøs overarm ikke at foragte. Det er sket masser af gange, at jeg har været efterspurgt, fordi der skulle bruges råstyrke til en given opgave.

Patienterne er glade for en god overarm. Jeg kan godt forstå den gamle dame, som, usikker på sin gang, sætter pris på at mærke en hånd og en arm, der signalerer en styrke, der kan bære hende, hvis det går galt. Det giver en tryghed og en ro og dermed mod på at turde. Jeg har bevidst brugt at lade patienterne mærke, at de er kommet i menneskehænder, og det giver en ro over situationerne.

Ægteskabstilbud og gamle damer

Som tidligere nævnt er der ofte en vis skepsis at spore hos patienterne, hvis det er første gang, de skal plejes af en mandlig sygeplejerske. Det er forståeligt nok, for hvis man ser den markedsføring, som på den ene eller den anden måde omhandler sygeplejersker, så er det altid kvinder, der optræder, ligesom selve kerneydelsen ­ omsorgen ­ traditionelt er en egenskab, mange mener kvindekønnet besidder, og som nogle formørkede sjæle endda mener, de har patent på. Af samme grunde overrasker det ofte patienterne, når de finder ud af, at sådan en mand med dyb stemme og førnævnte overarme faktisk også kan sådan ''noget omsorgs noget.''

Nogle af mine største oplevelser som sygeplejerske knytter sig til de situationer, hvor jeg holdt en hånd, hvor jeg var dér, hvor jeg skulle være, og hvor det betød forskellen på angst og tryghed.

I de situationer, hvor nærheden har befordret samtalen, har jeg oplevet, at mange gamle kvinder er blevet særligt glade for denne mandlige sygeplejerske. For mange af den ældre generation er det måske første gang, de nogensinde har kunnet tale om nære personlige ting med en mand. Det lå ikke i kulturen på vore bedsteforældres tid, at man talte om personlige følelser. Det oplever hun nu pludselig, at hun kan, der er nu pludselig en, der lytter til hende. Jeg får rollen som den ægtemand, de gerne ville have haft, men ikke fik.

Helt konkret har det medført mange komplimenter. Blandt de mere kuriøse er ægteskabstilbuddene. ''Hvis jeg var bare 50 år yngre, så ville jeg fri til dig,'' som den gamle dame sagde til mig ude i hjemmeplejen.

For nyligt talte jeg med en pensioneret mandlig sygeplejerske, som kunne fortælle om den massive skepsis og ekstreme opmærksomhed, han og hans elevkammerater var ofre for som de første mandlige udøvere af faget. Sådan er det heldigvis ikke mere, men det er stadig godt, når der kommer en mand, på trods af, eller måske netop fordi, han ikke hedder Lise og aldrig bliver ens ­ og godt det samme. For hvorfra kommer dynamikken i det ens? Hvorfra kommer trangen og viljen til at udfordre, udforske og forandre de sociale konstruktioner hvis ikke fra de maskuline egenskaber hos både mænd og kvinder?

Jacob Fage Sørensen er konsulent i Dansk Sygeplejeråd.

1. Litteratur

   Nielsen HB, Rudbjerg M. Historien om piger og drenge. København: Gyldendal; 1991. 

​