Et hav af muligheder

Preben Ulrich Pedersen: "Du er mand, du må tage den tunge patient. Sådan lød det tit." Foto: Nicolai Howalt.

''Man har alle de muligheder, man selv orker.'' Preben Ulrich Pedersen er en af de sygeplejersker, som har haft mod og energi til at skabe sig en forskerkarriere inden for sygeplejen.

I dag har han en ph.d.-grad og er ansat i en forskerstilling på Rigshospitalets hjertecenter, hvor han er i gang med at undersøge, hvad sygeplejersker kan bidrage med, så de hjerteopererede patienter får en bedre livskvalitet.

Det har været lysten til at blive bedre til sit arbejde, som har været hans drivkraft i de mange år, det har taget ham at bygge sig selv op som forsker: ''Jeg har aldrig haft en forventning om, at jeg en dag skulle ende i en eller anden stor topstilling, fordi jeg har taget en forskeruddannelse. Tilfredsstillelsen ligger i, at man som forsker kan være med til at forbedre sygeplejen til patienterne og dermed selv blive en mere kompetent fagperson,'' siger han.

Preben Ulrich blev færdig med sin sygeplejerskeuddannelse i 1980 og havde derefter job først på en kirurgisk og senere en medicinsk afdeling. Efter nogle år begyndte tanken om videreuddannelse at melde sig: ''I 80'erne var det ikke muligt at tage en akademisk overbygning på sygeplejerskeuddannelsen i Danmark. Hvis man ville have en universitetsgrad, måtte man starte helt forfra.

Jeg begyndte derfor at tænke over studiemuligheder i udlandet efter først at have taget en diplomuddannelse fra Danmarks Sygeplejerskehøjskole i 1988. Til sidst havnede jeg på Hälsovårdshögskolan i Göteborg, hvor en af professorerne fortalte mig, at der bestemt ikke er noget forkert i at have ambitioner. Jeg kan huske, jeg syntes, det var underligt, at jeg skulle uden for landets grænser for at høre den slags, men dengang var vi også nærmest kun en håndfuld sygeplejersker, som havde lyst til at gå forskervejen.'' 

Gået efter relevante job

Preben Ulrich har selv stykket sin forskeruddannelse sammen kombineret med de job, der passede ind i forløbet: ''I 10 år har jeg ikke haft en fast stilling,

Side 24 

fordi jeg har gået efter de job, som var relevante for mine studier. Jeg har f.eks. undervist og har haft job, hvor jeg kunne afvikle projekter. Der har ikke været nogen begrænsninger overhovedet. Som sygeplejerske kan man altid få arbejde, hvor og hvornår man har lyst. Inden for hvilke andre fag kan man det? Jeg synes, det er fantastisk. Man har alle muligheder, og det er én selv, der styrer det. På den måde kan man være selvfinansierende under sin videreuddannelse og ikke som så mange andre faggrupper være nødt til at stifte gæld.''

Der er langt fra forskerjobbet på Rigshospitalet til elevtiden på sygeplejeskolen i Hvidovre. Preben Ulrich havde prøvet lidt af hvert ­ bl.a. rejsebranchen ­ inden han ved et rent tilfælde fandt på, at han ville være sygeplejerske.

Dengang var der rift om pladserne på sygeplejeskolerne. Flere skoler havde op til et par års ventetid i modsætning til i dag, hvor skolerne står med åbne arme for at få fyldt studiepladserne op. I første omgang blev han dog afvist.

Ikke egnet til sygepleje
''Jeg prøvede først at komme ind på skolen ved Bispebjerg Hospital, men her mente forstanderen, at jeg ikke egnede mig til sygeplejen. Ansøgeren før mig havde sin mor med. Det rystede mig. Som 24-årig havde jeg i hvert fald ikke lyst til at komme slæbende med mine forældre,'' siger han og mindes også med stor munterhed sine egne helt urealistiske forestillinger om det at være sygeplejerske:

''Jeg så mig selv være en del af et stort operationshold, hvor det gjaldt liv eller død. Simpelthen. Da jeg så endelig kom i praktik på en operationsafdeling, gik det helt anderledes. I hvert fald fik jeg prædikatet ''uegnet som operationssygeplejerske.'' Jeg kunne dårligt nok kende forskel på en nåleholder og en tamponholder. Det interesserede mig nemlig ikke. Det gjorde patienterne derimod. Dem gjorde jeg meget ud af. De var jo præmedicinerede, måske omtågede og kunne falde ned af lejet, måske var de bange. I hvert fald skulle de ikke ligge alene før operationen, mente jeg. Jeg fik en fin udtalelse for min omsorg for patienterne og for resten også gode karakterer under hele uddannelsen.''

Det skal du da ikke
Preben Ulrich var ældre end de fleste af sine studiekammerater, og så var han af hankøn: ''Dengang var det den store modedille at strikke, så alle mine elevkammerater sad dér med klirrende strikkepinde. Det var ikke til at holde ud at høre på.

Indimellem blev jeg nok betragtet som lidt sær: Manden, der ikke strikker, manden, der ikke bor på kollegiet som vi andre osv. Det var nu ikke noget, der generede mig synderligt. I hvert fald tænkte jeg aldrig på at droppe ud af uddannelsen.''

Han husker ikke, at det betød nogen større forskel i praktiktiden, at han og et par mandlige elevkammerater skulle tilpasse sig et kvindemiljø på afdelingerne, men alligevel var og er praksis præget af de kønsroller, naturen nu engang har udstyret os med, understreger han: ''Du er mand, du må tage den tunge patient. Gider du lige flytte det her tunge patientbord,'' sådan lød det tit.

Det er den rolle, mændene ifølge Preben Ulrich ofte får tildelt i sygeplejen af de kvindelige kolleger. Og patienterne holder sig heller ikke tilbage: ''Jeg kan f.eks. huske, når jeg ville fjerne et bækken hos en kvindelig patient, så hed det ofte: Nej, sådan noget skal du virkelig ikke stå og rode med. Det klarer vi selv. Sådan lød det aldrig til mine kvindelige kolleger.''