Heltidsjob som fagpolitiker

Jan Agerbo Toft: "Det er så nemt at lade mændene tage initiativerne i syegplejen." Foto: Nicolai Howalt.

''Dansk Sygeplejeråd gør ikke noget for sine medlemmer.''

Sådan et udsagn kan få enhver fagpolitiker til at hoppe i sædet, og det skete da også for søster Elna Krogh Nielsen, da en af hendes håbefulde elever, nuværende formand for Dansk Sygeplejeråds sønderjyske amtskreds, Jan Agerbo Toft, luftede sine synspunkter i elevtiden på Sankt Lukasstiftelsens Sygeplejeskole.

Ud over at være en estimeret forstanderinde for en af datidens bedste sygeplejeskoler var søster Elna også en engageret fagpolitiker i Dansk Sygeplejeråd. Det var normalt ikke noget, hun skiltede med over for sine elever, men da Jan fremkom med sit provokerende synspunkt, røg hun op.

Om det lige var søster Elnas fortørnelse, der satte skub i Jan Agerbo Tofts lyst til at blande sig, kan han ikke huske præcist, men kort efter meldte han sig som repræsentant for elevrådet til at kæmpe for bevaringen af den lukningstruede skole.

Sammen med nogle kammerater troppede han op til daværende overborgmester Egon Weidekamps fødselsdag med en lagkage, udsmykket med Lukasstiftelsens emblem, en due, der til anledningen havde fået vredet halsen om.

I dag er Jan Toft fuldtids fagpolitiker, og vejen til sådan en toppost i en af Danmarks store organisationer har træk af den klassiske model ­ elevrådsrepræsentant, tillidsrepræsentant, amtskredspolitiker. Men karrieren tog sin helt almindelige begyndelse i psykiatrien på Bispebjerg Hospital, da Jan i 1983 var blevet færdig med sin sygeplejerskeuddannelse. Derefter gik turen til en medicinsk afdeling på sygehuset i Thisted, hvor han senere blev involveret i et projekt under Dansk Institut for Sundheds- og Sygeplejeforskning: Afprøvning af plejetyngdemålingssystemer.

''Det var både spændende og udfordrende at være med til at prøve noget nyt,'' husker han og mindes fra sin praksistid, at det indimellem næsten har været for nemt at få, hvad han kalder spændende opgaver: ''Faktisk kan jeg godt være lidt bekymret på mine kvindelige kollegers vegne. Jeg synes, at de mange gange holder hinanden fast i en slags middelmådighed. Det er så nemt at lade nogle af de mandlige kolleger tage nogle initiativer og få nogle gode oplevelser,'' siger han og vedgår gerne, at har der været noget ekstraordinært under opsejling, har han altid haft lyst til at byde ind.

Ingen andre ville

Projektdeltagelsen medførte, at Jan blev frikøbt i næsten halvandet år fra sit daglige arbejde for at undervise personalet på sygehuset. Senere, da det begynde at trække op til sparerunder, blev han valgt til tillidsrepræsentant: ''Igen, jeg blev valgt, fordi vi manglede en tillidsmand, og ingen andre stillede op ­ og nok også, fordi jeg i kraft af projektet havde fået kontakter rundt om på hele sygehuset,'' siger han.

Allerede under elevtiden havde lærerne på sygeplejeskolen opfordret ham til at blive sygeplejelærer, når han blev færdig som sygeplejerske, men Jan opdagede under projektarbejdet i Thisted, at han bedre kunne lide at undervise det færdiguddannede personale: ''Jeg var vant til at undervise elever og introducere de nyansatte på sygehuset, ligesom jeg også havde noget undervisning både hos Røde Kors og i et af oplysningsforbundene. Men gennem projektet fandt jeg ud af, at det var mere udfordrende at undervise og vejlede mine færdiguddannede kolleger end eleverne. Det fik mig til at tænke i nye baner. Poul Engholm i Viborg, Dansk Sygeplejeråds nuværende amtskredsformand, var dengang faglig sekretær og forekom mig at kunne ''en hulens masse.'' Jeg fik lyst til også at forsøge mig som faglig sekretær og søgte den første ledige stilling, der dukkede op ­ og det blev så på amtskredskontoret i Sønderjylland.

Udfordringen som faglig sekretær lå for mig i, at man kan være med til at påvirke kollegernes hverdag, og da jeg senere blev opfordret til at stille op til valget som amtskredsformand, slog jeg til, for som politiker har man for alvor mulighed for at få nogle ting igennem, som medlemmerne kan have glæde af,'' siger han og nævner nogle af de mærkesager, han har satset på:

'Side 23

'Overenskomst for de ansatte i de integrerede ordninger samt en ordning, der sikrer, at alle lederstillinger i de integrerede ordninger besættes med sygeplejersker. Og nu sidst indførelsen af nyt lønsystem, hvor jeg har kæmpet for, at det især er funktionerne i den kliniske sygepleje, som skal udløse noget mere i løn samt ret og pligt til efteruddannelse.''

Tilfredse mænd

Jan Toft startede i sin tid med at læse jura, men da han skulle tjene penge til studierne, fik han job som ufaglært sygehjælper i De gamles By i København. Da det på et tidspunkt blev til mere arbejde end studier, fandt han ud af, at det måske kunne være sjovt, som han siger, at blive sygeplejerske. Inspirationen havde han hjemmefra med en mor, der er sygeplejerske.

Men selv om Jan droppede ud af jurastudiet, så har han bevaret sin lyst til læse og tilegne sig ny viden. I årenes løb er det bl.a. blevet til en diplomuddannelse fra Forvaltningshøjskolen: ''Jeg har altid arbejdet mere end de 37 timer om ugen og altid haft noget at fordybe mig i ud over det daglige arbejde,'' siger han og peger på alle de udviklings- og karrieremuligheder, der er inden for sygeplejen:

''Det er åbenbart svært at få flere mænd ind i et kvindefag som sygeplejen, men lige så snart vi er indenfor, trives vi. I hvert fald møder jeg stort set kun tilfredse mandlige kolleger.

Jeg ved godt, at der er så langt flere kvinder i sygeplejen, og at man derfor også kan møde flere utilfredse kvindelige kolleger, men igen, jeg hører stort set aldrig mine mandlige kolleger beklage sig, måske fordi vi i modsætning til mange kvindelige sygeplejersker orker at diskutere vilkår, vi ikke kan acceptere.

​