Ikke noget for tøsedrenge

Jesper Hildebrandt Jørgensen: "Hverdagen må aldrig blive rutine." Foto: Nicolai Howalt.

''Det er stærkere at tage hånd om et andet menneske end at gå ud og lægge rør i jorden eller installere lys i et hus.'' Jesper Hildebrandt Jørgensen vil gerne cementere myten om, at sygepleje kun er noget for tøsedrenge og ikke rigtige mænd: ''Al respekt for mandearbejdere som rørlæggere og elektrikere ­ det er fint, hvad de laver ­ men det er endnu barskere at stå med en menneskeskæbne i sin hånd. Det skal man være stærk for at håndtere. Fordi der er nogle andre konsekvenser,'' siger han.

Siden 4. januar i år har han været udsendt med Læger uden Grænser til et hospital i det sydlige Sudan ­ et af denne verdens brændpunkter, hvor krigen mellem nord og syd har raset i mere end en menneskealder.

Jesper holder af at være i begivenhedernes centrum: ''Jeg er en rigtig blod-og-brækket-ben-sygeplejerske. Der skal ske noget. Jeg bryder mig ikke om at gå på arbejde og vide præcist, hvad dagen vil bringe. Hverdagen må aldrig blive rutine for mig.''

Jesper blev færdiguddannet som sygeplejerske i 1997 og har fulgt en af de klassiske veje som mandlig sygeplejerske: Først skadestue/modtagelse, siden brandsårsafdelingen i Hvidovre og på Rigshospitalet og nu internationalt hjælpearbejde. Med tilknytningen til Læger uden Grænser er han for alvor kommet på sin rette hylde. I 1998 fik han sin første mission og har lige siden været i felten: ''Det er her, jeg får mine udfordringer,'' siger han.

Assistance er om noget nøgleordet hos Læger uden Grænser, og det har Jesper det godt med: ''Vi har ikke til hensigt at lave om på folk. Vi møder dem på det niveau, hvor de nu er, og assisterer dem i en vanskelig periode ­ gerne med det formål at få en hjælp til selvhjælp-udvikling i gang. Men lige så ofte drejer det sig om at klare nogle basale behov i en akut situation. Det fascinerer mig. Og med Læger uden Grænser er der det særlige, at vi også inkluderer et vidneaspekt i vores indsats. Ser vi overgreb, etniske udrensninger eller andre former for brud på menneskerettighederne, tager vi stilling og handler.

Risikoen er, at vi kan blive smidt ud af det pågældende land, men den risiko tager vi,'' siger han og understreger, at der selvfølgelig er et moralsk dilemma i den form for ideologi: ''Ved at vidne gør vi os til part i en konflikt. Ved ikke at vidne risikerer vi at skulle se passivt til, mens der foregår overgreb.''

Verdens brændpunkter

Jespers første mission gik til et tuberkulosefængsel i Sibirien. Det var barskt, men menneskeligt berigende: ''Mange forestiller sig nok, at Sibirien er det sidste sted på jorden, de vil besøge, men Sibirien er et fantastisk område, stort, flot, og grønt og med nogle utroligt imødekommende mennesker. Den russiske stat har ikke penge til at gennemføre sit udmærkede tuberkuloseprogram, så Læger uden Grænser kører et langtidsprojekt med WHOs mere cost-effective DOTS-program, der er kortere og med færre præparater, men absolut velfungerende. Projektet inkluderer undervisning og træning af de lokale til selv at kunne undervise.''

Livet i fængslet var råt, men sammenlignet med Jespers senere missioner var det en forholdsvis stille og fredelig post. Efter Sibirien gik turen nemlig til det krigshærgede Albanien, hvor Jesper arbejdede

Side 19

både som logistiker og lejrleder. Afghanistan og sidst Somalia inden Sudan er andre brændpunkter, som Jesper har været udsendt til.

Manden, der blev sygeplejerske: Det var svært at være mandlig studerende i sygeplejens kvindemiljø, så Jesper gik tit og ofte sine egne veje.

Som forholdsvis nyuddannet har han skullet forholde sig til en elendighed, som ikke findes på vore breddegrader: ''Første gang, man tager ud, ved man ikke rigtigt, hvad man går ind til, heller ikke selv om man har forberedt sig på de kurser, som Læger uden Grænser kører. Man ser nogle frygtelige ting og møder mange ulykkelige skæbner.

 Derfor er ens eget personlige menneskesyn et vigtigt aspekt ved udsendelserne. Selv overlever jeg på en erkendelse af, at jeg er der for at assistere mennesker i nød.

Jeg skal ikke ''redde'' hele verden, men hjælpe alle dem, jeg kan, på de givne vilkår. På den måde tror jeg, at man kan holde styr på sit følelsesregister,'' siger han og tilføjer:

''Man må aldrig blive hård som sygeplejerske. I det øjeblik et menneskes skæbne ikke længere rører én, skal man holde op, for så har man mistet den medmenneskelige del af det, der er så væsentligt i sygeplejen. Man skal altid assistere ­ også med hjertet.''

Tættere på patienten

Interessen for Læger uden Grænser er ikke ny for Jesper. Allerede i gymnasiet blev han interesseret i organisationens arbejde, men kædede det ikke umiddelbart sammen med sygeplejen. Derfor gik turen i første omgang til forsvaret, hvor han var i et par år efter sin nysproglige studentereksamen. Efter forsvaret blev der tid til lidt af hvert ­ bartender, scenearbejder og andet ufaglært arbejde: ''Men så begyndte jeg at spekulere over, hvad det egentlig var, jeg ville med mit liv, og valget faldt på sygeplejen, fordi det humanitære aspekt her er så markant. Sygeplejersker er tættere på patienterne end lægerne, og så er der ikke alt det karriereræs som inden for medicinen. Det har selvfølgelig også spillet en rolle, at min mor er sygeplejerske.''

Rejselysten og lysten til at beskæftige sig med andre kulturer har han fra begge forældre. Familien var i en årrække udstationeret i Bruxelles, faderen i NATO, moderen i et sygeplejerskejob.

Jesper kom ind på sygeplejerskeuddannelsen på sygeplejeskolen i Hvidovre, og var forsvaret en ren mandeverden, så dumpede han nu ned i en næsten ren kvindeverden: ''Mænd er måske lidt hårdere i deres omgangsform end kvinder. Vi siger tingene ligeud, hvis der er problemer, finder en løsning og kommer så videre. Kvinder har en anden adfærd. Her snakkes der mere i krogene. I hvert fald var der ufatteligt mange kliker på sygeplejeskolen i Hvidovre, og det var helt tydeligt, at de ikke kunne lide hinanden.''

Jesper fandt det svært at være mandlig studerende i sygeplejeskolens kvindemiljø, så han holdt sig meget for sig selv i løbet af studietiden og gik i det hele taget sine egne veje. Bl.a. som frivillig medarbejder med kontakt og rådgivning til stofmisbrugere og med fundraising for Læger uden Grænser.

Hvis sygeplejefaget skal tiltrække flere mænd, skal man slå noget mere på det, han selv er fascineret af, tror han: ''Sygeplejerskeuddannelsen bliver mere og mere teoretisk. Teori er selvfølgelig en vigtig del af studiet, men det må ikke blive på bekostning af det praktiske. Jeg tror, vi mænd har mest lyst til den kliniske sygepleje, at være dér, hvor der sker noget, og hvor man kan bruge sig selv rent fysisk. Derfor synes jeg, at man netop skal vægte disse sider af faget ­ det akutte, det operative ­ hvis man vil have fat i drengene,'' siger han.

Selv er han ikke i tvivl om, at han altid vil stå ''med hænderne i fadet,'' som han siger, også den dag, hvor han stifter familie og ikke længere tager til verdens brændpunkter.

Tanken om at læse medicin er ham ikke helt fremmed: ''Så skulle det være med det formål at blive kirurg. En kirurg, der på ægte sygeplejerskevis følger sine patienter i efterforløbet. Ellers står man jo bare og opererer et menneske og har ikke som sygeplejersken dialogen med personen.'' 

​