Vi var pionerer

Det første hold mandlige sygeplejersker forlod skolen på Rigshospitalet i marts 1954. I bageste række er det fra venstre Herluf Lind, Orla Olsen, Anders Christian Jensen (forfatteren til denne artikel) og Thorvald Jacobsen. I mellemste række er det Svend Aage Hvis, Aksel Johannesen og konstitueret forstanderinde Anna Wagner samt Gunnar Johansen. I forreste række står de fire sygeplejelærere Christel Fenger, Grethe Bloch, Elsa amrth-Olsen og Ruth Ellesgaard. Først midt i august samme år blev de syv mænd autoriserede sygeplejersker. Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum.

I anledning af Dansk Sygeplejeråds 100-års jubilæum blev der i november 1999 holdt en temaeftermiddag med titlen ''100 år med Dansk Sygeplejeråd ­ Tilbageblik og visioner.''

Temaeftermiddagen var arrangeret af Seniorsammenslutningen for sygeplejersker i Frederiksborg og Københavns Amt og Hovedstadens Amtskreds. Jeg var blevet bedt om at komme med et indlæg om ''Mænd i Sygeplejen.'' Begrundelsen for, at jeg fik denne opfordring, var, at jeg var blandt de mænd, der som de første fik adgang til at gennemføre en sygeplejerskeuddannelse her i landet.

Den 3. januar 1951 var vi syv mænd, der blev modtaget på Rigshospitalets Sygeplejeskole for at påbegynde en uddannelse til sygeplejerske. Vi blev modtaget af skolens konstituerede forstanderinde Anna Wagner sammen med 24 kvindelige sygeplejeelever.

Initiativet til dette ''eksperiment,'' som det blev kaldt, kom fra forstanderen for Diakonhøjskolen i Århus, pastor F. Tange Jensen. Han henvendte sig i sin tid til forstanderinde Eli Magnussen i Sundhedsstyrelsen, som samtidig var forstanderinde på Rigshospitalet. F. Tange Jensen, som på daværende tidspunkt også var formand for ''Sammenslutningen af mandlige sygeplejere i Danmark,'' var interesseret i, at mænd fik adgang til at gennemføre en sygeplejerskeuddannelse.

Idéen om at uddanne mænd inden for sygeplejen stammede egentlig fra 1946, hvor spørgsmålet om uddannelse af mandlige sygeplejere blev taget op af et udvalg nedsat af Indenrigsministeriet. Pga. den store mangel på sygeplejersker i årene umiddelbart efter krigen udtalte en udvalgsbetænkning fra 1949 sig til gunst for et forsøg med uddannelse af ''Sygeplejere.''

Efter nogle forhandlinger med deltagelse af pastor F. Tange Jensen, forstanderinde Eli Magnussen og direktør E. Fabricius Bjerre ved Rigshospitalet gik sagen med deres anbefaling om et forsøg videre til Indenrigsministeriet. Allerede i begyndelsen af 1950 fik Rigshospitalet meddelelse om, at man kunne gøre forsøget med at ansætte mandlige sygeplejeelever.

Inden vi som det første hold kunne modtages, var der en del forhold, der skulle gennemtænkes og planlægges, f.eks. udvælgelse af elever, bolig, uniform og undervisningsplan. Nogle af disse overvejelser mødte vi allerede ved tiltrædelsen den 3. januar 1951.

Mulighed for ny uddannelse

Vi syv mænd var blandt mange andre i 1950 elever ved Diakonhøjskolen i Århus og hørte der om de nye muligheder for at gennemføre en sygeplejerskeuddannelse. Diakonhøjskolen var på den tid en skole, der uddannede unge mænd til at gå ind i kristeligt, socialt og humanitært arbejde. Da mange diakoner søgte ind på sygehjem for handicappede, blev der på skolen bl.a. undervist i sygeplejefag.

Skolen blev derfor anerkendt som sygeplejeforskole, og udvælgelsen af os blev overladt til F. Tange Jensen. Det skal i den forbindelse nævnes, at man dengang gerne skulle have været ''et halvt år i huset'' forud for optagelse på en sygeplejeskole.

Skolen i Århus var som nævnt kun for unge mænd, og der var ved skolen kun ansat én kvinde, økonomaen. Alt forefaldende arbejde som madlavning, rengøring, vedligeholdelse af skolen mv. var en del af elevernes uddannelse. På den måde var det en god læreplads for os, der ikke kunne møde med erfaring fra ''et halvt år i huset.''

Inden vi forlod skolen, blev vi kraftigt gjort opmærksom på, at vi kun var pionerer, samt at det var et eksperiment, hvis udfald ville afhænge af vores indsats.

Ingen tilsagn om autorisation

Af det ansættelsesbrev, som vi modtog, dateret den 8. december 1950, fremgik følgende: Side 13

''Det bemærkes, at De efter de gældende regler ikke har adgang til efter udddannelsens afslutning at opnå bevis som autoriseret sygeplejer i henhold til lov nr. 140 af 26. april 1933.''

Vi måtte således vælge at gennemføre uddannelsen uden at have tilsagn om at opnå autorisation.

Boligspørgsmålet gav anledning til problemer for Rigshospitalet, da man ikke havde boliger til mandlige elever. Man mente desuden, at det var bedst, at de mandlige elever boede i byen. Nogle af os boede i begyndelsen langt væk fra Rigshospitalet.

I boliggodtgørelse fik vi pr. måned 88,90 kr. Nogle af os boede sammen i tomandsværelser og sparede derved en del penge på boligudgifter.

Sammen med vores ansættelsesbrev fulgte en blanket, som skulle udfyldes og returneres til brug ved ''forarbejdning af tjenestedragt,'' som det hed i brevet. Da vi ankom til skolen, kunne uniformerne ikke udleveres, da der havde været mange overvejelser om uniformens udformning. Vi måtte ikke ligne hverken læger eller portører.

Det skal siges, at vi var ganske tilfredse med den uniform, vi fik.

Valgte fælles undervisning

Forud for vores ankomst havde lærerne på skolen diskuteret spørgsmålet, om der skulle gives fælles timer, eller om der skulle undervises på parallelhold. Man valgte at spørge hele elevholdet og fik det svar, at holdet valgte fællesundervisning ­ også ved undervisning i demonstrationsstuen.

I skolestuen blev vi placeret i alfabetisk orden, drenge og piger mellem hinanden, og således sad vi også i spisestuen.

Anna Wagner udtaler til ''Tidsskrift for Sygeplejersker'' i 1951 at: ...''de mandlige elever går med i arbejdet som alle de kvindelige og gør alt, hvad der forlanges af en førsteårs elev; om det så er serveringen ved middagen her på skolen, tager drengene deres tørn.''

Selv om beslutningen om forsøget med at uddanne mandlige sygeplejersker var taget af Eli Magnussen og E. Fabricius Bjerre, var der blandt de ledende sygeplejersker en del modstand mod at skulle modtage os. Måske var det derfor, at vi i det første år kun fik adgang til at være elever på mandsafdelingerne. Afdelingerne var jo den gang opdelt i henholdsvis mands- og kvindeafdelinger.

I BT i 1952 udtaler Anna Wagner sig således: ''De kommer kun på mandsafdelinger, og her er man særdeles glade for dem. Om de

Side 14

til sin tid også skal virke på kvindeafdelingerne, ved jeg ikke.''

I Nationaltidende i 1953 skriver Ninka følgende om modstanden mod mandlige sygeplejere: ''Mærkeligt nok er det mænd, der har været mandlige sygeplejeres modstandere. Læger og fagfolk ræsonnerer i det store og hele som så: En mandlig sygeplejer vil savne mange af de egenskaber, der er al sygeplejes virkelige forudsætning: Sansen for at hygge om patienterne, evnen til at vinde deres fortrolighed og til at yde den omsorg, der for mange sygeplejersker næsten er identisk med moderskabsfølelse. Hvem er det, siger en af disse læger, der i et hjem passer det syge barn? Vist i de allerfleste tilfælde moderen!''

Hvad resultatet af dette eksperiment bliver, er derfor ikke nemt at forudse, skriver Ninka.

Der var da også adskillige, som spurgte os, om ikke vi havde oplevet vægring eller mishag ved at modtage os i faget. Til dette kan siges, at det gjorde vi faktisk aldrig, tværtimod, vi følte os velkommen alle de steder, vi gjorde tjeneste under uddannelsen.

Forstander F. Tange Jensen fra Diakonhøjskolen i Århus var en af foregangsmændene i bertæbelserne på at få anerkendt mænd som  sygeplejersker. Udklip fra Nationaltidende 11. februar 1953.
 

Positive tilkendegivelser

I aviserne blev der i de første år skrevet meget positivt om os og om forsøget som helhed. I den debat blev der bl.a. også skrevet en del om ''mændenes ligestilling'' og dette på trods af, at vi de første år ikke havde adgang til kvindeafdelingerne og heller ikke havde modtaget tilsagn om at kunne opnå autorisation.

I 1951 udtalte skoleforstanderinde Anna Wagner følgende til Information: ''Jeg kunne have lyst til at lade de mandlige elever prøve at være på kvindeafdelingerne, men det er endnu ikke afgjort, om dette eksperiment skal foretages. Vi har jo fordomme alle sammen, og man ved ikke, hvordan de kvindelige patienter vil reagere. Men jeg ved egentlig ikke, hvorfor det ikke skulle kunne lade sig gøre. Vi har dog mandlige læger på både mands- og kvindeafdelingerne.''

Videre skrives det, at forstanderinden er yderst tilfreds med de syv mandlige pionerer. De er ualmindelig flinke og dygtige. Der har overhovedet ikke været vanskeligheder af nogen art. De viser i høj grad, at de er klar over, at hele spørgsmålet om mandlige sygeplejere afhænger af, hvordan de klarer deres opgaver.

Og i 1953 udtaler forstanderinde Eli Magnussen sig til Nationaltidende om bl.a. ligestilling: ''Hvorfor ikke give dem ligestilling, spørger sygeplejerskernes dygtige og afholdte forstanderinde frk. Magnussen, der fra første færd har støttet dette initiativ, der for nogle år tilbage blev taget dels af forstanderen for Diakonhøjskolen i Århus, Tange Jensen, dels af Plejerforeningen. Alt nyt skal prøves, og det er det, vi i øjeblikket gør. Afdelingerne er glade for sygeplejerne, de falder godt ind i det hele, og de er gode kammerater.

Disciplinære vanskeligheder har vi overhovedet ikke haft, og sikkert føler vore drenge et vist ansvar som pionerer, for det er jo det, de er. De ved lige så godt som vi, at deres og andre unge mænds fremtid vil afhænge af udfaldet af det eksperiment, der her gøres.''

BT skriver i 1952: ''Stor glæde over de mandlige sygeplejere,'' og Anna Wagner bliver spurgt om, hvorfor Rigshospitalet har optaget mandlige sygeplejeelever. Var det mon fordi, der for år tilbage var problemer med rekrutteringen af kvindelige sygeplejeelever? Anna Wagner svarede ifølge avisen, at ''det var på Diakonhøjskolens initiativ, at man optog mandlige elever, men man kendte allerede mandlige sygeplejere både i Norge, England og Amerika.'' Hun siger videre, at ''hun ikke tror, der bliver mange i Danmark, for det er jo et specielt arbejde, som ikke ligger for så forfærdelig mange mænd, men det materiale (læs drengene), vi hidtil har haft, har været fortrinligt. Efter min mening er deres tilstedeværelse god for ånden på skolen.''

Til Århus Stiftstidende udtaler vi selv i 1951, at ''Vi er klar over, det er et stort ansvar, vi har påtaget os, om dette her skal danne skole. Vi kan sige, at vi er stolte over at være blandt de første.''

Pionerer i et eksperiment

Under hele vores uddannelsestid blev vi ofte omtalt som pionerer i et eksperiment. Det var på en måde spændende, men Side 15

bragte også en vis usikkerhed med sig. Der var megen fokus på, hvordan vi klarede os og opførte os, hvor vi end befandt os.

Vi var klar over, at der blev holdt øje med os. Det var på sin vis en motivation til at præstere det bedste. Den tilstand styrkede vort kammeratskab og omsorg for hinanden. Det betød, at vi ofte drøftede erfaringer og hændelser for derved at justere hinanden. Vi var bevidste om, at vi skulle yde vores bedste, både når vi gik i skolen og skulle til eksamen, og når vi befandt os i den kliniske del af uddannelsen.

Vi havde fået tildelt et fælles omklædningsværelse, som vi kaldte ''kahytten.'' Her opholdt vi os mange timer sammen og udfoldede vores kammeratskab ­ eller netværk ­ som vi vil kalde det i dag.

Det skal også nævnes, at vi blev utrolig godt modtaget i de kliniske afdelinger. Der var ingen problemer i arbejdsfællesskabet og i opgavefordelingen i forhold til vores kvindelige kollegaer. Det ville næsten også være det værste, der kunne have hændt os.

Rigshospitalet benyttede mange lejligheder til at præsentere os.

Når der var fest i Sygeplejeboligen, hvad enten det nu var en eksamensfest eller et jubilæum, blev vi bedt om at servere. Når vi serverede til disse fester, optrådte vi i vores flotte uniformer. Vi blev naturligvis instrueret i, hvordan vi skulle gebærde os under serveringen.

Uddannede sygeplejersker

Vi afsluttede uddannelsen i marts 1954, og glæden var stor, da vi stod med eksamensbeviset i hånden, også selv om vi endnu ikke var blevet lovet autorisation.

Mens vores kvindelige kollegaer modtog autorisation som sygeplejersker, måtte vi vente med at modtage vores autorisation til den 18. august 1954. Vi fik dog i mellemtiden lov at arbejde som sygeplejersker uden autorisation.

Først efter indstilling fra Indenrigsministe-riets Sygeplejekommission i 1955 fremsatte indenrigsminister Carl Petersen forslag til ''Lov om Sygeplejerske.'' Efter en debat i Folketinget besluttede man at bevare betegnelsen ''autoriseret sygeplejerske,'' og denne titel gjaldt nu både mænd og kvinder. Folketinget ville beskytte betegnelsen ''sygeplejerske,'' og dermed forsvandt betegnelsen ''sygeplejer,'' som vi var blevet kaldt under hele uddannelsen.

Indenrigsministeriets Sygeplejeudvalg har formentlig været påvirket af, at ''Sammenslutningen af mandlige sygeplejere i Danmark'' allerede i 1953 rettede henvendelse til Indenrigsministeriet med anmodning om, at dens medlemmer kunne modtage autorisation mod visse overgangsbestemmelser, som indeholdt forslag til supplerende uddannelse.

''Sammenslutningen af mandlige sygeplejere i Danmark,'' som havde ca. 1.100 medlemmer, argumenterede i samme henvendelse for, at mændene på den måde kunne opnå ledende stillinger.

Et andet argument var, at nogle få af dens medlemmer allerede havde en fuld sygeplejerskeuddannelse i 1933, da den oprindelige lov om autorisation af sygeplejersker blev vedtaget i Folketinget og kun omfattede kvinder.

Denne henvendelse fra de mandlige sygeplejeres sammenslutning har sikkert været medvirkende til, at den daværende indenrigsminister Carl Petersen foreslog Folketinget at beskytte navnet ''sygeplejerske.''

En udfordrende periode

Det var ikke helt let at være i konstant fokus gennem godt tre år for efter endt uddannelse at glide ind i anonymiteten som almindelig sygeplejerske. Men de tre år var en spændende og udfordrende periode med megen avisomtale. Vi var dog ikke særligt påvirkede af denne avisomtale.

I Århus Stiftstidende kunne man læse følgende: ''De har ungdommens lattermildhed, men man undgår ikke at lægge mærke til den alvor og ildhu, hvormed de går op i deres gerning.''

Vi har været med til at skabe et stykke historie i dansk sygepleje. Det har derfor også været spændende i forbindelse med udarbejdelse af dette indlæg til Sygeplejersken både at genkalde og genlæse, hvad det var, der skete i årene 1951 til 1954, ­ en periode, som for os var meget begivenhedsrig.

Vi blev, som det fremgår af foranstående, betegnet som ''et godt materiale i et eksperiment,'' og kan, set i historiens lys, glæ-de os over, at eksperimentet faldt heldigt ud.

Anders Chr. Jensen har været sygeplejedirektør på Hvidovre Hospital indtil 2000.

Litteratur

1. Rigshospitalet, december 1950. Ansættelsesbrev.
2. Tidsskrift for Sygeplejersker, juli 1951. Mandlige sygeplejeelever på Rigshospitalet.
3. Nationaltidende, april 1951. Mandlige sygeplejere under uddannelse.
4. Information, juni 1951. Mandlige sygeplejere på Rigshospitalets kvindeafdelinger?
5. Berlingske Tidende, juni 1951. Første mandlige sygeplejere.
6. Århus Stiftstidende, april 1951. De første sygeplejere bliver færdige i 1954.
7. B.T., januar 1952. Stor glæde over de mandlige sygeplejere.
8. Nationaltidende, februar 1953. 19 mænd venter på ligestilling med kvinder!
9. Sammenslutningen af mandlige sygeplejere i Danmark, maj 1953. Til Indenrigsministeriets sygeplejeudvalg (upubliceret).
10. Politiken, december 1955. Lov der gør mænd til sygeplejersker.

​​​