Konstruktiv forskning skal fremmes

I et fag, der som sygeplejen er tilknyttet praksis, må det være videnskabens opgave at bidrage til positive ændringer i praksis. Forskningen skal være praksisnær og klinisk orienteret, og den opgave varetages bedst ud fra forståelse af sygeplejevidenskab som en kritisk-normativ videnskab. Det var hovedessensen i professor Marit Kirkevolds tiltrædelsesforelæsning den 3. april 2002 på Institut for Sygeplejevidenskab i Århus.

''Nogle vil finde de overordnede refleksioner om sygepleje som videnskab så teoretiske og højttravende, at de netop bekræfter, at sygeplejevidenskaben ikke er klinisk orienteret og praksisnær. Jeg vil bestride et sådant syn,'' sagde Marit Kirkevold. ''De videnskabsteoretiske overvejelser er med til at skabe et solidt grundlag for vore valg, når den mere jordnære forskning kan sættes i værk.''

Marit Kirkevold indledte sin forelæsning med at gøre rede for sit syn på sygeplejevidenskabens samfundsmæssige mandat og for, hvilken videnskab sygeplejevidenskaben bør være. Det tredje tema, hvilke konkrete udfordringer der ligger i etableringen af sygeplejevidenskab som selvstændigt fagområde, er refereret i artiklen: ''Forskning skal være klinisk relevant'' side 24 i dette nummer af Sygeplejersken.

''Klinisk sykepleievitenskab - illusjoner og visjoner'' kaldte Marit Kirkevold sin forelæsning. At kalde det klinisk sygeplejevidenskab og ikke kun sygeplejevidenskab er en påmindelse om, at sygeplejevidenskab bør være praksis-forankret. Visioner hører selvsagt med i en tiltrædelsesforelæsning, der jo er en slags programerklæring. Illusioner er taget med, fordi diskussionerne om sygepleje som videnskab har haft en illusorisk ideologisk forankring.

Ikke et fagforeningsstunt

Sygeplejevidenskab kan ikke erstatte al anden kundskab i faget. Den kan ikke løse problemerne med manglende kvalitet i udførelsen, og den kan ikke give sygeplejersker den status og prestige, de mener sig berettiget til. Akademiseringen skal ikke være et fagforeningsstunt. Den indædte insisteren på, om sygeplejevidenskab er - eller evt. ikke er - en videnskab, har somme tider bygget mere på ideologi end på rationel analyse og drøftelse ud fra fornuftige kriterier.

Efter 50 års eksistens lever sygeplejevidenskaben stadig ikke op til de krav, som stilles til rene akademiske discipliner, nemlig at forvalte et afgrænset fagområde, som studeres fra et særegent teoretisk

Side 27 

perspektiv, hvor et bestemt sæt problemstillinger gøres til genstand for forskning, og hvor der skabes universel kundskab. ''Der er grund til at betvivle, at vi nogensinde vil kunne leve op til disse krav. Set fra den vinkel er sygeplejevidenskab en illusion,'' sagde Marit Kirkevold. ''Måske kan det trøste nogen, at den medicinske videnskab faktisk står over for en tilsvarende udfordring, hvis vi skal tage centrale medicinske videnskabsfilosoffer som f.eks. Solbakk alvorligt (1).''

Men sygeplejevidenskaben skal ikke nødvendigvis forstås ud fra traditionelle akademiske kriterier. Det særegne ved sygeplejen og medicinen er, at videnskaben er uløseligt knyttet til veletablerede, praktiske fag. Hvad det indebærer for sygeplejevidenskabens selvforståelse, bør gøres til genstand for yderligere drøftelser. Det betyder ikke, at der skal slækkes på kravene til videnskabelig kvalitet. Snarere betydere det, at kriterierne for kvalitet og succes må være anderledes end for de rene, akademiske fag.

Det samfundsmæssige mandat

Sygeplejevidenskabens opgave er uløselig knyttet til fagets samfundsmæssige mandat. Sygeplejefaget har lang tradition for at varetage grundlæggende omsorgs- og plejeopgaver i tilknytning til fødsel, sygdom, alderdom og død i samarbejde med patienten, pårørende og andre faggrupper. Sygeplejen spænder bredt fra sundhedsfremmende og forebyggende handlinger til sygepleje i akutte og kritiske sammenhænge, langvarig pleje og rehabilitering og omsorg ved livets afslutning. Hvilke sygeplejefaglige opgaver som dominerer i en bestemt epoke, afhænger af, hvilke helbredsmæssige behov der er fremtrædende i det samfund, sygeplejen udøves i, og hvilke ressourcer der er til rådighed.

Ved ICN-konferencen i København sidste år mindede den sydafrikanske sygeplejerske Glenda Wildschut om, at sygeplejersker i store dele af verden hver dag står over for patienter, hvis menneskerettigheder krænkes (2). Samtidig med, at sygeplejersker varetager det enkelte menneskes behov, må de kæmpe på systemniveau for, at befolkningsgruppers grundlæggende behov for værdighed, omsorg og behandling varetages. Institut for sygeplejevidenskab ved Aarhus Universitet må forstå at tage sin del af sygeplejens globale ansvar for at varetage menneskers grundlæggende omsorgs- og plejebehov, når sygdom og krænkelse truer.

Sårbare minoriteter

I Norden er levealderen høj, og folkesundheden har aldrig været bedre. Alligevel står sygeplejersker dagligt over for patienter, som ikke får varetaget deres behov for pleje og omsorg på værdig og kvalitetsmæssig vis. Udfordringerne vokser, jo mere heterogent samfundet bliver. Urbefolkninger er særligt sårbare. I Norge er man først for nylig begyndt at diskutere, hvordan den samiske befolknings behov for kulturtilpasset omsorg skal imødekommes. I Finnmarken er man ved at udvikle et tilbud, som skal gøre det muligt for ældre samiske patienter at kommunikere med sundhedspersonale på deres eget sprog. Demente samiske patienter, som tidligere har været igennem en fornorskningsproces, mister efterhånden evnen til at tale norsk, og plejepersonalet kan ofte ikke tale samisk. Mange gamle samer lider samtidig af underernæring, fordi man ikke har viden om samiske madtraditioner i omsorgstjenesten.

''Jeg håber, at vi kan tage nogle af de centrale samfundsmæssige udfordringer op, når sygeplejevidenskab skal bygges op som forskningsfelt ved Aarhus Universitet, så vi kan videreføre den solidariske forankring med nødlidende, som altid har været sygeplejens moralske fundament,'' sagde Marit Kirkevold. ''Det betyder, at det primært er sårbare grupper, som skal have vores opmærksomhed, det være sig skrøbelige gamle, kronisk syge, udsatte børn eller familier med minoritetsbaggrund eller tungt omsorgsansvar.''

Modeller for sygeplejevidenskab

Spørgsmålet om, hvorvidt sygepleje er en videnskabelig disciplin, rejses hver gang, forskningsfeltet formelt skal etableres i et nyt land. Det understreger blot, at forskning må forankres i den lokale kultur samtidig med, at videnskabelig virksomhed i sin karakter er international.

Efterhånden er der enighed om, at sygeplejevidenskab

Side 28 

bedst kan omtales som en praktisk videnskab, hvis opgave primært er at udvikle kundskab, som kan bidrage til bedre omsorg og pleje. Sygeplejevidenskaben skal sikre forskningsbaseret viden, som kan danne det kundskabsmæssige fundament for sygepleje som praksis (3,4). Men trods denne enighed er der betydelige kløfter mellem opfattelsen af, hvordan sygeplejeforskning og videnskab konkret udformes. Det er derfor slet ikke klart, hvilken videnskab sygepleje egentlig er og evt. bør være, mener Marit Kirkevold.

Kirkevold har tidligere argumenteret for, at sygeplejevidenskab kan beskrives ud fra tre forskellige modeller (5):

• Som en objektivt beskrivende videnskab

• Som en normativ videnskab

• Som en kritisk-normativ videnskab.

Den objektivt beskrivende sygeplejevidenskabs opgave er at udforske, beskrive, fortolke og forklare fænomener af relevans for sygeplejen. Formålet er at producere viden, ikke at anvende viden. Forskeren betragter fænomenerne på afstand og tager ikke normativ stilling til fundene. Kundskaben skal være tro mod virkeligheden, men beskæftiger sig ikke med, hvordan virkeligheden burde være. Videnskaben kan pege på, hvordan et bestemt mål kan nås, men uden at gøre målet til genstand for normativ analyse og vurdering, hvilket falder uden for videnskabelig virksomhed. Det er en opgave for filosofien og for praksis.

Dette perspektiv på videnskabelig virksomhed har været dominerende inden for naturvidenskaberne i 1900-tallet. Sygeplejen har i høj grad været inspireret af videnskaber med dette tankegods, så perspektivet er også i dag det mest fremtrædende inden for sygeplejeforskningen.

Den normative videnskab er i diametral modsætning til den objektive videnskab. Der ligger eksplicitte værdimæssige valg til grund for al empirisk forskning, og normative valg sætter rammer og peger på mål for videnskaben. Filosofiske betragtninger er således overordnet den empiriske forskning. Den normative sygeplejevidenskab er nært tilknyttet klinisk sygeplejepraksis, og man ser det som dens vigtigste opgave at udvikle kundskab, som kan underbygge sygeplejepraksis. Praksis og videnskab må have samme værdigrundlag for, at sygeplejevidenskabelig kundskab kan bruges i sygeplejepraksis. Den mest toneangivende nordiske repræsentant for dette syn findes i ''Vasatraditionen'' ved Åbo Akademi, hvor man har opbygget en videnskabelig tradition med udgangspunkt i specifikke ontologiske, normative og epistemologiske valg under ledelse af Katie Eriksson (5). Det har ført til en klart afgrænset videnskabelig virksomhed med udgangspunkt i bestemte grundlæggende begreber og teorier, som afgør, hvilke spørgsmål der stilles, hvilke konkrete problemstillinger der udforskes, hvilke metoder der anvendes, og hvordan de empiriske fund tolkes.

Kritisk-normativ videnskab

Kritisk-normativ sygeplejevidenskab indlemmer både normative og kritiske elementer, men der er en tydelig skillelinje mellem de normative og kritisk-analytiske betragtninger. Begge tilhører videnskaben og fungerer relativt selvstændigt i et gensidigt påvirkende forhold, men de er ikke hierarkisk ordnet, som man finder det inden for den normative tradition.

Antagelsen bag denne videnskabsforståelse er, at filosofiske overvejelser og empirisk arbejde møder forskellige metodologiske og kundskabsmæssige gyldighedskriterier og derfor ikke kan integreres fuldstændigt. Filosofisk analyse og argumentation vurderes efter logiske kriterier og overbevisende argumentation. Empirisk forskning vurderes derimod ud fra, i hvilken grad fundende støttes af empiriske data. Et væsentligt træk ved den kritisk-normative tradition er, at den hævder, at videnskab ikke kan være objektiv. Videnskaben kan ikke lade være med at tage stilling til, hvad der er væsentligt.

Erfaringerne viser, at en objektiv videnskab let kan blive konserverende af gamle forestillinger og magtkonstellationer, idet de normative overvejelser ikke gives tilstrækkelig plads inden for den videnskabelige virksomhed. En kritisk-normativ videnskabsforståelse er inspireret af forskellige tendenser inden for samfundsvidenskaben bl.a. kritisk teori, som netop har påvist svagheden

Side 29 

ved traditionel, empirisk videnskab. Kritisk teori har også påvist, hvordan en normativ tradition kan udarte tilsvarende, men i modsat retning. Den kritisk-normative sygeplejevidenskab prøver at finde balance mellem disse to yderpunkter, så ulemperne begrænses.

Handlingsperspektivet indlemmes mere direkte i kritisk-normativ forskning. Ændring af praksis bliver et direkte mål, men ikke ud fra et rationelt og teknologisk perspektiv som inden for traditionel videnskab. Heller ikke som en direkte følge af relevant kundskab som i normativ videnskab. Sammenhængen mellem teoretisk kundskab og praksis er kompliceret og indvævet i en kommunikativ og magt-præget kontekst. En etisk forsvarlig og fagligt god praksisændring indebærer både normative, deskriptive og forklarende elementer. Derfor må teoriudviklingen indgå i et kontinuerligt dialektisk forhold, hvor normative og deskriptive betragtninger sættes op imod og kritisk udfordrer hinanden.

Inden for nordisk sygeplejevidenskab ses der foreløbig kun antydninger til denne tradition, men flere forfattere f.eks. Holter (6) og Scheel (7) har taget til orde for en sygeplejeforskning, der bygger på disse idealer. Internationalt er der også tale om en ny tendens under udvikling.

Tre typer forskning

De tre modeller for sygeplejevidenskab har en parallel i den norske sociolog Ragnvald Kallebergs typologi af forskningsspørgsmål som henholdsvis konstaterende, vurderende og konstruktive. Konstaterende spørgsmål har som formål at beskrive, hvordan en bestemt ting forholder sig i virkeligheden. Vurderende spørgsmål har som mål at vurdere et bestemt aspekt ved virkeligheden efter normative kriterier. Den afgørende forskel mellem beskrivende og vurderende spørgsmål er, at værdier og normer introduceres som noget væsentligt i de vurderende spørgsmål.

Man er ikke kun interesseret i at konstatere et fænomen, men også i, om det er rigtigt eller forkert. Jürgen Habermas (9) og John Rawls (10) har bidraget til tanken om videnskabelige spørgsmål som vurderende. Af de to typer forskningsspørgsmål kan man aflede det, Kalleberg kalder konstruktive spørgsmål, og som har til formål at besvare spørgsmål om, hvad der kan og bør gøres for at forbedre en bestemt situation eller praksis. Alle tre typer forskning er væsentlig, men der er en hierarkisk sammenhæng, idet konstaterende forskning er en forudsætning for den vurderende, som igen er en forudsætning for den konstruktive videnskab. Hverken den konstaterende eller vurderende forskning er dog tilstrækkelig. Særligt i fag, som er tilknyttet praksis, må videnskaben være konstruktiv og have som opgave at bidrage til positive ændringer i praksis (11).

Det er med udgangspunkt i denne analyse, Marit Kirkevold mener, at man ved Institut for sygeplejevidenskab ved Aarhus Universitet må udføre såvel beskrivende som vurderende og ikke mindst konstruktiv forskning. -

Litteratur

1. Solbakk JH. Medisinen som møtested og markedsplass. Oslo: Forum i samarbeid med Framtiden i våre hender; 1995.
2. Fasting U. Menneskerettigheder og sygepleje. Klinisk Sygepleje 2002 (1):11-5.
3. Dickoff J, James P, Wiedenbach E. Theory in a practice-discipline: Part I: Practice oriented theory. Nurs Res 1968(17)5:415-35
4. Dickoff J, James P, Wiedenbach E. Theory in a practice-discipline: Part II: Practice oriented research. Nurs Res 1968(17)6:545-54.
5. Kirkevold M. Hva slags vitenskap er sykepleievitenskapen? In: Uhrenfeldt L, Noer VR, Laustsen S, editors. Fokus på sygepleje: Videnskab og Samfund. København: Munksgaard; 2002. p. 56-72.
6. Holter IM. Critical theory: an introduction and an exploration of its usefulness as a philosophical foundation for developing nursing theories and for guiding nursing practice and administration. Oslo: Institutt for sykepleievitenskap, Universitetet i Oslo; 1987.
7. Scheel ME. Interaktionel sygeplejepraksis: vidensgrundlag, etik og sygepleje. København: Munksgaard; 1994
8. Kalleberg R. Forskningsopplegget og samfunnsforskningens dobbeltdialog. In: Holter H, Kalleberg R, editors. Kvalitative metoder i samfunnsforskning. 2nd ed. Oslo: Universitetsforlaget; 1996.
9. Habermas J. Kraften i de bedre argumenter. Oslo: Ad notam Gyldendal; 1999.
10. Rawls J. A theory of Justice. Oxford University press; 1999.
11. Tranøy KE. Vitenskapen - samfunnsmakt og livsform. Oslo: Universitetsforlaget 1986.