Faglig kommentar: Sammenfaldende interesser

Spontan helbredelse er min foretrukne behandling. De fleste gange med fint resultat. Denne gang var der dog ikke noget at gøre. Efter hårvasken var jeg blevet døv på det ene øre, og proppen forsvandt hverken spontant eller med egenomsorg. Jeg måtte have fat i sundhedsvæsenet. Halvandet gram lettere, og nu kan jeg høre myrerne trampe.

Mens jeg ventede på at komme ind til konsultationssygeplejersken, anspændt og fantaserende om, at Ulla måske ville jage janetsprøjten gennem trommehinden, prøvede jeg at mestre min situation ved at læse foldere. Om folinsyre, om røg og om seks om dagen. En af folderne skilte sig ud. På forsiden er et billede af en mand i 30-40'erne i profil. Pæn og velsoigneret, men noget sløv, trist og tillukket i sin fremtoning. Teksten på forsiden lyder:

"Har din mand ændret sig inden for det sidste halve år?"

Kun for kvinder

Der er ikke noget nyt i, at pjecer med budskab om sundhed og sygdom har pårørende som målgruppe. Men denne pjece var alligevel anderledes. Den handlede om, at næsten halvdelen af befolkningen løber ind i en depression i løbet af livet, at mænds symptomer adskiller sig noget fra kvinders, bl.a. forsøger de hyppigere selvmord. Typiske symptomer og ændret adfærd er nævnt, og budskabet er, at konen på en eller anden måde må se at få sin mand sendt til læge, fordi depression kan helbredes.

Der er viden, indsigt og klogskab bag pjecen. Der er harmoni mellem indhold og form: Mænd skal ofte puffes eller beordres til læge af deres koner, og depression kan gøre det endnu sværere at tage sig sammen. Jeg tror ikke, mange koner vil kunne lade være med at åbne pjecen, der er læst på mindre end et minut og er kort, klar og kontant, men alligevel nænsom. Der skal nok også være mænd, hvis nysgerrighed vækkes af en tekst, der næsten siger: Kun for kvinder.

Pjecen er skrevet af overlæge Finn Zierau, Alkoholenhederne i H:S. Udgiveren er et medicinalfirma, men antidepressiva nævnes ikke med et ord. Alligevel ved vi jo godt, hvad det handler om, ikke? Der skal sælges antidepressiva, og jo flere der kan diagnosticeres som depressive, des flere potentielle købere. Navnet på et virksomt antidepressiva skal nok komme frem før eller siden. Sådan kan man lade mistroen dominere og tage afstand fra, at medicinalfirmaer overhovedet blander sig i sundhedsoplysning. Der må jo stikke noget under, ikke?

Er du bekymret?

Noget af det, der stikker under, er sammenfaldende interesser. Medmindre den depressive og hans familie vil håbe på spontan helbredelse i måneder eller halve år - og overlever ventetiden - så tak for, at man kan behandle. Som bekendt har den depressive ikke altid sygdomserkendelse og initiativ. Skal man nå den depressive, kan det være nødvendigt at gå en omvej og få inddraget hustruen: ''Er du bekymret over din mand? Bekymret over jeres forhold? Går du og frygter, han er på vej væk? Har du tænkt på, at det måske kunne være...? Ved du, at man kan få hjælp? Sådan skal du gøre.'' Det interessante ved denne pjece er, at det vigtigste er at nå de pårørende, og at forfatteren forstår hende. Sygdomslæren er sekundær.

Det har et medicinalfirma forstået, og jeg formoder, at budskabet har gode chancer for at nå ud til målgruppen. I sundhedsvæsenet søges al for megen god, saglig og velment information spredt ud på skæve fotokopier af fotokopier. Og hvor præcist forstår de glade amatører at nå målgruppen? Der er sjældent penge nok til at bruge professionelle eksperter i kommunikation. Så selv om der ligger en vis portion markedsføring i medicinalfirmaers informationsmateriale, bør vi nok alligevel være glade for, at der er flere strenge at spille på, og at man godt kan informere sagligt og moralsk uangribeligt, selv om der er forretningsinteresser indblandet.