Faglig kommentar: Når kræften får skyld for det hele

Bolette tager somme tider en aftenvagt som sygeplejerske i hjemmeplejen på sin tidligere arbejdplads. Det mærkes på økonomien, når man går fra vagtarbejde til dagarbejde med fri hver weekend, og Bolette vil gerne bevare sine kliniske færdigheder. Og så er det jo ingen sag at fungere optimalt, når hun kender arbejdsstedet og kollegerne i forvejen. Patienter og beboere i distriktet er dog som regel nye og fremmede for hende.

''Kan du ikke lige gå ind og se på Duzines mave,'' spurgte en social- og sundhedsassistent, da Bolette kom ind på plejehjemmet en lørdag aften. ''Den er vokset helt enormt.'' Bolette kendte ikke Duzine, men fik lige at vide, at hun var over 90 år og havde en stor kræftsvulst med metastaser.

Bolette gik ind til Duzine og slog dynen til side. Maven var stor og udspilet, og en hævelse bredte sig op mod halsen. Et hurtigt blik og palpation af maven, og Bolette bad om at få udstyr til blærekaterisation med det samme. Kort efter havde hun udtømt 1.400 ml mørk, koncentreret urin og noteret, hvad hun havde foretaget sig.

Gammelt tis

I kontaktbogen havde en sygehjælper om onsdagen skrevet, at maven var udspilet. Om aftenen havde der været vagtlæge, fordi Duzine havde været urolig. ''Nok cancer!'' var der noteret i kontaktbogen. Om torsdagen var det bemærket, at maven var yderligere udspilet. Ingen havde noteret noget om vandladning - eller manglende vandladning. Lørdag stillede en sygeplejerske så diagnosen og tømte blæren. Det faste personale på plejehjemmet var umådeligt flove og kede af deres fejlvurdering.

Lisette har også cancer i abdomen. Efter den traditionelle operation og 2-3 serier kemoterapi blev hun åbnet og lukket igen og fik besked på, at sygehuset ikke kunne gøre mere for hende. Nogen tid efter fik Lisette svære smerter i epigastriet og voldsom halsbrand. Nogle gange kastede hun kaffegrums op. Lisette opsøgte den onkologiske afdeling igen og fortalte om sine symptomer. Lægen så dyster ud og fortalte Lisette, at kræft jo var en ubehagelig sygdom, og at hun måtte indstille sig på, at det fra nu af kun ville blive værre. Morfika skulle de dog nok sørge for, hun fik nok af.

Lisette var ikke indstillet på at sidde med hænderne i skødet og vente på sin opløsning, så hun søgte ''second opinion,'' denne gang hos en læge, der ikke havde overenskomst med sygesikringen. Denne læge stak straks et gastroskop i Lisette og kunne konstatere, at hun havde en forrygende gastritis. ''En helt almindelig bivirkning til den type kemoterapi, du har fået,'' sagde han og behandlede gastritten. Det er nu over to år siden, og Lisette har ikke siden haft symptomer på gastritis. Hun har forøvrigt næsten ingen symptomer på cancer for tiden. Optræk til smerter hver anden-tredje uge fjerner hun med en Kontalgin eller to, og for tiden kan canceren ikke påvises ved blodprøver og scanninger. Men det er en helt anden historie.

Banale bidiagnoser

Duzine og Lisette har begge været ude for, at symptomer på tilstande, der kunne kureres så let som ingenting, blev mistolket og udlagt som uafvendelige tegn på, at deres kræftsygdom var ude af kontrol. Det er en kendt sag, at kræft ofte medfører stigmatisering. Den kræftramte bliver socialt isoleret i mere eller mindre grad. Man skal ikke satse for meget på folk med kræft. Det er imidlertid meget bekymrende, hvis en sådan stigmatisering af personer med kræft også eksisterer i sundhedsvæsenet, så alene en bestemt diagnose betyder, at selv professionelle ikke kan få øje på helt banale bidiagnoser.

Det skyldes jo ikke ond vilje, hvis nogen ikke kan se skoven for bare træer. Men det er vigtigt at være sig bevidst, hvordan man let kan lade sig forføre til kun at se verden i et bestemt perspektiv. -