Boganmeldelser

En sygdom, hvor egenindsats nytter

Ulla Lendal, Sten Madsbad, Peter Bork-Johansen (red.)
Håndbog for insulinbehandlede diabetikere
Odense: Diabetesforeningen 2001
280 sider, 98 kr. + forsendelse

Insulinbehandlede diabetikere får her den nødvendige viden for at kunne kontrollere og forstå deres sygdom, og pårørende kan også have glæde af bogen, der dækker emner som egenomsorg, krop, psyke, dagligdags situationer, kriser og senkomplikationer. Det første hovedafsnit dækker hele diabetesområdet. Andet afsnit er til læsere, som vil fordybe sig lidt mere, og sidste afsnit er et omfattende leksikon på 300 ord med betydning for den insulinbehandlede diabetiker.

Håndbogen bærer præg af forfatternes til tider forskellige opfattelser af behandling og egenomsorg. Der er ikke entydige bud på behandling, egenomsorg og mestring, men snarere flere forskellige syn herpå, idet visse afsnit lægger ansvaret for behandlingen over på patienten, mens andre henviser til behandlerne som de ansvarlige.

De enkelte kapitler har tendens til at overlappe hinanden, hvorfor bogen bliver unødvendigt omfangsrig.

Afsnittet om mestring bør fremhæves for den gode beskrivelse af diabetes som en sygdom, der adskiller sig fra andre kroniske sygdomme ved at være livslang sygdom, ved at den enkeltes egenomsorg, egenbehandling og forudsætninger er af afgørende betydning for sygdomsudviklingen, og for det tredje ved, at det er en sygdom, hvor det nytter at gøre en indsats. Kravet til behandlerne er derfor at kunne tilbyde kvalificeret oplæring af diabetikerne og at give diabetikeren gode samarbejdspartnere i sundhedspersonalet. Kapitlet ''Forberedelse til lægebesøg'' burde have heddet ''Forberedelse til behandlerbesøg,'' da Sundhedsstyrelsens vejledende retningslinjer beskriver diabetesbehandling som en tværfaglig opgave.

Mad og motion beskrives grundigt, men der mangler information om den stærkt forøgede risiko for udvikling af sendiabetiske komplikationer ved rygning. Behandlerne må kraftigt tilråde rygestop, og et sådant afsnit kunne suppleres med oplysning om forskellige strategier for rygeophør.

Som første litteraturhenvisning til patienter med nydiagnosticeret type 1-diabetes og for type 2-diabetikere, der starter insulinbehandling, er der risiko for, at bogen vil virke overvældende pga. informationsmængden og den brede målgruppe. Men den er et godt tilbud til diabetikere, som ønsker sig et dybere indblik i sygdommens mange facetter. Sygeplejersker kan bruge bogen som supplement til den diabetesspecifikke faglitteratur, da den anskuer emnet ud fra diabetikerens forudsætninger. Den omfattende ordliste er nyttig for både lægfolk og fagfolk. En liste over anden litteratur på området ville være et plus.

Af Lis Kofoed Borrild, chefsygeplejerske, cand.cur., Steno Diabetes Center, Gentofte. 

Bindeled mellem teori og praksis

Elisabeth P. Seljelid

Kan omsorg læres?

Fortellingen som pedagogisk hjelpemiddel
Oslo: Fagbokforlaget 2002
154 sider, 290 kr. 

Det er problematisk, hvis sygeplejestuderende oplever uddannelsens teoretiske og praktiske dele som to adskilte verdener, så det er en stadig didaktisk udfordring at tilrettelægge teori og praksis, så de sammen udgør en hensigtsmæssig og meningsfuld læringssammenhæng.

Omdrejningspunktet i ''Kan omsorg læres?'' er, hvordan vi meningsfuldt kan arbejde med omsorgsfilosofi på skolerne for at udvikle de studerendes omsorgskompetence. Elisabeth P. Seljelid, sygeplejerske og pædagog, beskriver, hvordan man på Højskolen i Tromsø har succes med at bruge fortællingen som middel til at trække de studerendes erfaringer med omsorg, ansvarlighed, engagement, nærhed og afstand mv. fra praksis ind i de teoretiske refleksioner på skolen.

Det er som en personlig beretning om, hvordan Seljelid oplever, hun har foretaget et paradigmeskift som lærer ved at inddrage fortællinger i undervisningen. Skiftet udspringer af genkendelige frustrationer over traditionelle lærerstyrede undervisningsmetoder. I kontrast hertil fremhæver hun fortællingen som en del af en fænomenologisk-hermeneutisk, situationsbaseret læringsmodel. Tilgangen vægter den studerendes egen udforskning af skjulte fænomener i relationen med patienter og pårørende.

I tråd med andre uddannelsesforskere hviler synet på læring for det første på en konstruktivistisk erkendelsesteoretisk position. For det andet opfattes læring både som subjektivt forankret og som en social proces, der involverer handling og dialog med andre. Skriftlighed og refleksion fremhæves som væsentlige elementer i læreprocessen.

Et eksempel fra sygeplejerskeuddannelsen i Tromsø viser, hvordan man konkret kan tilrettelægge et læringsforløb med udgangspunkt i den beskrevne situationsbaserede læringsmodel. Specielt er det interessant at læse, hvordan fortællingen kan kombineres med dialogbaseret undervisning, procesorienteret skrivning og gruppevejledning. Seljelid knytter sine personlige erfaringer med den situationsbaserede læringsmodels forskellige faser til beskrivelsen af, hvordan læringsmodellen er anvendt. Erfaringerne forekommer til tider noget enkeltstående og måske af begrænset relevans for andre undervisere.

Metodens læringsmæssige kvaliteter illustreres med tre studerendes fortællinger, deres analyser og forfatterens efterfølgende samtaler med dem. Man begejstres over de velskrevne afsnit og over at følge, hvordan de studerende gennem refleksioner erkender virkeligheden bag omsorgsfilosofiens værdier og begreber, og hvordan de kan belyse den praksis, de studerende er optaget af.

Med reference til titlen konstaterer Seljelid, at hun ikke er i tvivl om, at omsorg og ansvar kan læres på denne måde. Det lyder ikke usandsynligt, men med en så udelt begejstring fristes man alligevel til at mane til forsigtighed med at reducere fortællingen til metoden, der kan løse omsorgsundervisningens metodiske spørgsmål.

Af Henrik Vinter Billeschou, sygeplejelærer på Sygeplejeskolen i Århus.

Spørgsmålet bestemmer metoden

Anne-Lise Salling Larsen, Hans Vejleskov

Videnskab og forskning

- En lærebog til professionsuddannelser
København: Gads Forlag 2002
135 sider, 149 kr. 

Mange undervisere ved sygeplejeskolerne har utvivlsomt i årevis bestræbt sig på at inddrage de nyeste forskningsresultater i undervisningen, men med det seneste lovkompleks har udvikling og forskning fået en mere fremtrædende rolle i de mellemlange videregående uddannelser. De studerende skal kunne forholde sig til videnskab og forskning og lære at følge, anvende og deltage i forskningsarbejde for at kunne leve op til uddannelsens formål.

Alene af den grund er en indføring i forskningsmetodologi som i ''Videnskab og forskning'' relevant, og bogen kan anbefales til de mellemlange videregående uddannelser. Bogen er ment som en hjælp til den, der ønsker at kunne læse og forstå forskningsprojekter, og til den, som skal deltage i eller evt. selv forestå undersøgelser af forskningsmæssig karakter. For til fulde at nå disse mål forudsættes supplerende øvelser i kildekritik og fordybelse i litteratur inden for bogens hovedområder. Sidstnævnte tages der højde for, da hvert kapitel har henvisning til supplerende litteratur.

Efter indledende kapitler om forskning, videnskab, videnskabelighed og forskningsetik, behandles de faser, forskningsprojekter almindeligvis gennemløber. Størst vægt er lagt på forskningsmetoder. Her præsenteres bl.a. kvalitative og kvantitative metoder, beskrivende undersøgelser, spørgeskemaer, interview og observation.

Herudover er der kapitler om brug af litteratur, analyse af data, formidling af resultater og en oversigt over videnskabsteoretiske retninger.

Anne-Lise Salling Larsen er sygeplejerske og dr.med., Hans Vejleskov er uddannet lærer og mag.art. i psykologi, og begge har beskæftiget sig med forskning i sygepleje, Vejleskov også inden for det pædagogiske og det sociale område. Det forklarer de mange relevante eksempler på forskningsprojekter inden for sygeplejerskernes og pædagogernes virksomhedsområde, som illustrerer de forskellige forskningstyper. Spørgsmålene er her det væsentlige, som nødvendigvis må gå forud for metoden til at undersøge spørgsmålene på.

Forfatterne er enige i dette synspunkt (ses bl.a. på side 38), men en tydeliggørelse heraf i bogens opbygning og måden at skrive på, havde måske bidraget til, at læseren fandt bogen endnu mere vedkommende.

Forfatterne understreger, at bogen ikke uddanner læseren til forsker.

Det må imidlertid forudsættes, at uddannelsen til professionsbachelor træner de studerende i at formulere problemstillinger, søge litteratur systematisk og forholde sig kritisk til undersøgelser. Disse afsnit kunne med fordel have været udbygget.

Af Merete Munk, pædagogisk konsulent, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet.