Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Fløjl og jernnæve

Tiden er inde til igen at profilere den psykiatriske sygepleje over for de andre faggrupper i psykiatrien, mener sygeplejeforskeren Niels Buus, der er aktuel i Videnskab & Sygepleje. Tidsskriftet har sat ham stævne på hans gamle arbejdsplads, hvor han får svar på tiltale af en af de gamle i faget.

Sygeplejersken 2002 nr. 35, s. 10-12

Af:

Grethe Kjærgaard, journalist

Da sygeplejerskerne fik deres plads i psykiatrien, gjorde de en forskel. Men gør de også det i dag, hvor så mange andre faggrupper også er rykket ind i de psykiatriske institutioner?

Psykiatrisk sygeplejerske og ph.d.-studerende Niels Buus har i sin artikel i dette nummer af Videnskab & Sygepleje set på, hvordan sygeplejerskerne blev en central personalegruppe på sindssygehospitalerne. Efter hans mening er den position dog blevet temmelig udvandet undervejs i de næsten hundrede år, der er gået, siden de pæne piger rykkede ind med alle deres kvindelige dyder:

Pligtfølelse, omhu, evne til at indordne sig osv.

De uddannede sygeplejersker, der kom fra somatikken, skulle erstatte ''de mindre kultiverede mennesker,'' der ikke fattede, at datidens dårer var syge mennesker, hed det.

Nu er der igen brug for at profilere den psykiatriske sygepleje, mener han og henviser til, at sygeplejerskernes funktioner i psykiatrien i dag ofte er sammenfaldende med det, socialpædagoger, ergoterapeuter og andre faggrupper også kan tilbyde - medmindre det drejer sig om noget absolut sygeplejespecifikt.

''Behandlingen og plejen er ikke særlig specialiseret inden for psykiatrien, og da den er så personbundet med kontaktsystemet, betyder det, at stort set hvem som helst kan udfylde en sygeplejerskes funktion,'' siger han.

Tidsskriftet har sat ham stævne på hans gamle arbejdsplads Psykiatrisk Hospital i Århus (Risskov), der til september kan fejre sit 150-års jubilæum. Her får han svar på tiltale af psykiatrisk sygeplejerske Margit Christensen, der kan se tilbage på 42 år i psykiatrien. I 1950 tog hun til Risskov, blev afdelingssygeplejerske, oversygeplejerske og siden forstander til sin pensionering i 1989 (1).

Niels Buus har i sin artikel fokus på den tidlige sygepleje i psykiatrien. Derfor var det oplagt at mødes i hospitalets museumsfløj, der foruden en kunstafdeling også rummer nogle fine mindestuer om den psykiatri, der var engang. Her blandt mahognimøblerne og det kongelige porcelæn, som omgav datidens betalende patienter, rusker de op i to generationers vaneforestillinger om psykiatrisk sygepleje.

Forskellen er væk

For Margit Christensen er det overvældende at høre Niels Buus sige, at næsten ''hvemsomhelst'' kan erstatte sygeplejersken i psykiatrien. Om nogen har hun været med til at arbejde for at få etableret først efteruddannelsen (2) og senere specialuddannelsen for sygeplejersker i psykiatrien (3). Selv har hun skaffet sig viden om området gennem videreuddannelse på Danmarks Sygeplejerskehøjskole og studierejser. Så tidligt som i 1947 arbejdede hun i ni måneder på et psykiatrisk hospital i Holland:

''Det er rigtigt, at vi engang lærte psykiatrisk sygepleje efter naturmetoden, fordi der simpelthen ikke var lærebøger om feltet. Vi måtte trække på alt det, vi kunne. Vi var det hele. Ingen socialrådgivere, ingen ergoterapeuter, ingen af de mange faggrupper, vi nu har fået inden for murene. Men derfra og til at sige, at der ikke er forskel på os faggrupper, er der et langt spring, synes jeg, ikke mindst på baggrund af, at vi som sygeplejersker har vores kliniske viden samt i mange år haft mulighed for at supplere vores grunduddannelse med et halvt år i psykiatrien og senere de forskellige efter- og videreuddannelsestilbud.''

Niels Buus:

''Da sygeplejerskerne kom ind i psykiatrien, lagde man vægt på, at det var uddannede og dannede kvinder, der nu skulle tage sig af de syge. Men den forskel er jo væk i dag. Vi er ikke bedre uddannet eller mere dannede end de faggrupper, vi normalt sammenligner os med. Derfor er det illusorisk at tale om nogen større forskel. Selv vil jeg mene, at der skal nogle hårdtslående argumenter til, hvis vi skal overbevise omgivelserne om, at det f.eks. kunne være oplagt at få flere sygeplejersker ansat til fordel for andre faggrupper,'' siger han og understreger, at han bestemt ikke er ude på at starte en fagkrig.

Tilbage til tre gange R

Selv kunne han godt tænke sig at vende tilbage til tidligere tiders mantra i sygeplejen:

Ro, renlighed og regelmæssighed. Det ville gøre en forskel i forhold til de andre faggrupper, mener han.

''Jeg kalder det den bløde hårdhed. Jernhånden i fløjlshandsken, som faktisk er titlen på mit speciale til cand.cur.-uddannelsen. Som faggruppe er vi dem, der skal give patienterne nogle faste rammer og rutiner. Få dem op om morgenen, få dem aktiveret, sørge for en ordentlig hygiejne, være påpasselig med, at de får deres medicin osv. Jeg tror virkelig på, at ro, renlighed og regelmæssighed har stor betydning i psykiatrien, fordi der netop ligger meget terapi i at hjælpe folk til at få skabt rutiner i deres liv,'' siger han og tilføjer:

''Hvis man tager for let på disse ting, fører

Side 11 

det til eftergivenhed. Man bliver nødt til at have den der jernhånd i fløjlshandsken.''

Margit Christensen:

''Fløjlshandsken som metafor kan jeg godt lide. Men jernhånden bryder jeg mig sandelig ikke om. Mit udgangspunkt for at arbejde med psykiatriske patienter har været den enkle - at jeg brød mig om dem. At jeg kunne lide mit arbejde. Sindslidende er blevet miskendt og misforstået op gennem tiden, og selv i dag hersker der mange fordomme. Bare tænk på det ramaskrig, der lyder fra naboerne, hvis der er planer om et bofællesskab lige på deres vej.

Jeg kan naturligvis godt følge dig i, at det er hensigtsmæssigt at have nogle rutiner og få folk aktiveret, men synes du f.eks. også, at en patient med en endogen depression skal hives ud af sengen om morgenen for at blive aktiveret?

Det har jeg altid selv været meget imod. Sådan en kvinde med hår, tårer og snot over det hele, hun skal have lov til at være i fred. Måske drejer det sig bare om få timer, før hun er på højkant. Sengeleje kan faktisk virke helbredende, som en af hospitalets gamle overlæger sagde engang.''

Niels Buus:

''Du har ret med hensyn til sådan en patient, men det gælder ikke for det store flertal af patienterne. De skal op og i gang, ellers begynder de at tabe deres færdigheder. Hvis de kun kan koncentrere sig om at drikke kaffe, ryge smøger og se fjernsyn, har vi gjort dem en bjørnetjeneste ved at have dem på hospitalet. Man bliver dum af at være på en institution, som ikke lærer én noget, før man skal videre i tilværelsen. For mig at se går der alt for meget tabt i selvbestemmelsens og selvforvaltningens navn. Man skal erkende, hvad patienterne fejler, og hvor længe de skal være her - og så tage fat. Derfor skal fløjlet være af varierende tykkelse på handsken omkring jernhånden.''

I hundene

Da Margit Christensen startede i Risskov, kunne man nede fra stranden høre de syge råbe og skrige. Risskov var en galeanstalt bogstavelig talt. Men så kom revolutionen i 1954, det år, da lithium fik indpas og senere psykofarmaka. Grundpriserne steg med det samme. Nu blev det pludselig attraktivt at bo herude. Stærkt urolige patienter fik en tålelig tilværelse, og nogle af de skizofrene patienter kunne tilmed udskrives. Ingen skal få hende til at mene, at psykiatriske patienter ikke skal have medicin. Den medicinske behandling skal bare ikke stå alene.

Her har Niels Buus tilsvarende erfaring. Medicinen kan i første omgang være den hjælp, der skal til, for at patienten overhovedet bliver i stand til at gå i samtale- og relationsbehandling. Men medicin uden samtale duer ikke, understreger han.

En anden stor forskel på før og nu er indlæggelsestiden. Før var der tale om opbevaring af patienterne. I dag er hospitalet blevet et sted, hvor patienten helst skal ud så hurtigt som muligt:

''Det sker for at få plads til nye patienter,'' siger Niels Buus og peger på, at det kan være uheldigt både for den enkelte patient, men sandelig også for afdelingsmiljøet på hospitalet.

''Systemet i dag er gearet til de hurtige indlæggelser og udskrivninger. Når der så af og til kommer patienter ind, som man ikke kan få videre i systemet, opstår dilemmaet for personalet. Man skal både skabe nogle rammer og give et tilbud til de langtidsindlagte, de få, og til de mange, der i snit måske

Side 12 

kun skal være indlagt i tre uger. Det er ikke noget godt system. Det går ud over alle. Måske skulle man genindføre et par af de langtidsafdelinger, vi før har haft i Risskov. Eller endnu bedre - udbygge socialpsykiatrien og dens botilbud,'' siger han og peger på, at netop den hurtige udskiftning af patienterne er stærkt medvirkende til, at man som sygeplejerske ikke kan få skabt de nødvendige rutiner som ro, renlighed og regelmæssighed.

Ifølge Niels Buus er opholdet på hospitalet i dag ofte kun en slags stabilisering af patientens tilstand og så ventetiden på at kunne komme til i socialpsykiatrien.

"Men lad mig understrege:

Der er mange eksempler på patienter, som har fået god hjælp,'' siger han.

''Ja, og på mange, som er kommet i klemme i systemet,'' siger Margit Christensen og bliver vred:

''Der er f.eks. mange skizofrene patienter, der i dag går for lud og koldt vand. Vi finder flere af dem blandt de boligløse i København og Århus. Dengang vi fik etableret distriktspsykiatrien, kæmpede jeg en sej kamp med politikerne for at få de nødvendige ressourcer til opbygningen. Men de kom ikke, og resultaterne ses nu. Man udskrev patienter i bundter, og mange af dem genfinder vi nu i ynkelig forfatning. Det er uetisk. Hvad er det for et samfund, vi har skabt?

Forleden var jeg inviteret til at holde et foredrag på et forsorgshjem i Århus, og hvad fandt jeg? Tre-fire gamle skizofrenipatienter, som jeg kendte fra hospitalet. De hører slet ikke hjemme sådan et sted. Nu har jeg kæmpet et langt liv for at profilere den psykiatriske sygepleje. Somme tider tager jeg mig til hovedet og spørger:

Hvor er sygeplejerskerne henne i alt det her?''

Niels Buus:

''Selvfølgelig skal man ikke have lov til at gå i hundene i det her samfund. Derfor er det forargeligt, at samfundet har så svært ved at tage sig sammen til at hjælpe folk. Igen:

Nok skal man have frihed til at leve sit eget liv, men der er alt for meget eftergivenhed i selvbestemmelsens hellige navn.''

Fordommene

Det er ikke nogen hemmelighed, at psykiatrien ikke rangerer højt på statusbarometret i sundhedssektoren. Ligesom befolkningen stadig har fordomme over for de sindslidende, så er der også fordomme over for psykiatrien og de mennesker, der arbejder her.

For Margit Christensen og Niels Buus er det en kilde til undren. For arbejdet med de psykiatriske patienter er efter deres mening både interessant og givende - og fagligt krævende.

Margit Christensen:

''Det er ikke overdrevet at sige, at vi har været ilde set i mange år. Helt op til min afgang i 1989 oplevede jeg et skel mellem psykiatri og somatik. Jeg mindes kun alt for godt de mange møder, jeg har været med til som oversygeplejerske og forstander eksempelvis på Nyborg Strand. Der var os, og der var de andre.

Et af de seneste år i min forstanderperiode fik jeg besøg af en sygeplejeelev, der gerne ville være psykiatrisk sygeplejerske. Men hendes skole havde frarådet det. Hun var jo så dygtig i somatikken. Men måske er tiderne ved at ændre sig. I hvert fald er det sjældent, jeg ser en ledig stilling slået op i Risskov. Folk er glade for at være her. Og de sygeplejersker, der rejser, er ofte kolleger fra somatikken, som har ønsket at få erfaringer i psykiatrien, og som de nu tager med tilbage dér, hvor de kom fra.''

Niels Buus:

''Undervisningen på sygeplejeskolerne er ikke mere så skarpt opdelt i psykiatri og somatik. På skolen i Århus, hvor jeg kommer fra, arbejder man med emner - f.eks. kommunikation - og det omfatter selvfølgelig begge områder. Derfor forsvinder fordommene om psykiatrien måske på længere sigt.''

Desværre er det svært at sælge psykiatrien til de unge. Der er meget lidt interesse for feltet, også selv om de studerende, der er i praktik på Risskov, kan synes, det har været en spændende periode. F.eks. fortalte nogle studerende ham, at de havde fået større forståelse for det at være sindssyg efter deres praktik. Og det er måske her, tampen brænder, mener han:

''Når man er sammen med de sindslidende i længere tid, så forstår man, hvorfor nogle dage bare går i sort for dem.''

Litteratur

  1. Christensen M. 42 år i psykiatrien. Sygeplejersken; 1992 (50).

  2. Christensen M. Lang vej mod efteruddannelse. Sygeplejersken 1992 (14).

  3. Sundhedsstyrelsen. Specialuddannelse for Sygeplejersker i Psykiatrien. København: Sundhedsstyrelsen; 1996.