Faglig kommentar: Pariaerne

Gå hjem og prøv at få mest muligt ud af din sidste tid. Vi kan ikke gøre mere for dig. Den besked har mange patienter med kræft fået på onkologiske afdelinger. Ordene falder ikke helt på samme måde hver gang, men det er det budskab, patienterne hører. De bliver fortvivlede og rådvilde. Ikke blot håbet tages fra dem, men også kontakten til den onkologiske afdeling, der gennem flere år har vist dem interesse og givet dem tro på og følelse af, at der ville blive gjort alt for at hjælpe dem. Derfor slår det ekstra hårdt, når de syge mærker, at døren slås i. Det går op for dem, at det ikke er dem som personer, der er blevet behandlet efter alle kunstens regler, men deres sygdom. Når sygdommen ikke mere kan holdes i skak, og når formålet med behandling ikke mere er kurativt, ophører ikke blot behandling, men også interesse, støtte, omsorg og information om andre muligheder. Patienterne føler sig som pariaer.

På egen regning og risiko

Det handler ikke om døende patienter. Nogle nærmer sig terminalstadiet, men mange har stadig livsduelighed, vilje, styrke og en stædig tro på, at ikke alle behandlingsmuligheder er udtømte. På egen hånd skaffer de sig information gennem presse, internet eller privat netværk om eksperimentel behandling i udlandet. Behandling, der ikke opfylder den dokumentation, som kræves for, at det offentlige betaler. Det lykkes flere hundrede danskere om året at skrabe penge sammen til sådanne behandlinger, rejse og ophold i udlandet.

Man kan være enig eller uenig i, om det er den bedste måde at prioritere kræftbehandling på. Eller måske rettere: At prioritere mennesker på.

Men hvor står sygeplejerskerne? Er det i overensstemmelse med sygeplejens definition og ånd, at patienter, der afskæres fra fortsatte behandlingsforsøg i Danmark, også afskæres fra sygepleje?

''Sygeplejerskens særlige hverv består i at bistå det enkelte menneske, hvad enten han er syg eller rask, ved enhver handling til sundhedens fremme eller generhvervelse (eller en fredelig død), som han selv ville foretage, dersom han havde fornøden styrke, vilje eller viden dertil, og i at gøre dette på en sådan måde, at hun hjælper ham til hurtigst muligt atter at kunne klare sig selv.''

Udstødt af det gode selskab

ICNs definition af sygepleje siger klart, at sygepleje ikke ophører på det tidspunkt, hvor den officielt anerkendte, dokumenterede kurative behandling stopper. Også patienter, der søger udenlands på egen regning, har brug for sygepleje. Det får de naturligvis også på stedet, og patienter, der f.eks. har været indlagt på Hammelburg i Tyskland til operation eller regional kemoterapi, beretter om kvalitetssygepleje, menneskelig varme og interesse. Men der er kulturforskelle og ofte store sprogproblemer.

Tyske sygeplejersker er ikke ligefrem kendte for deres sprogkundskaber. Deres engelsk er generelt meget ringe, målt med dansk målestok. Det ville være underordnet, hvis der var tale om et par ugers guidet turisttur i Tyskland, men det er det ikke. Det er patienter, som i Danmark har fået at vide, at de er uhelbredeligt syge. Udstødte af det gode selskab, som kan få behandlingsgaranti. De kunne nok have behov for kommunikation med sygeplejersker på et lidt højere niveau end med pegebøger. En dansk tosproget sygeplejerske på et sygehus, der modtager et par hundrede selvbetalende danskere om året, skulle der nok være råd til. Det er en service, som f.eks. ydes det langt mindre antal danske patienter, som modtager strålebehandling i Tyskland ifølge behandlingsgarantien.

Men noget tyder på, at ICNs definition på sygepleje ikke er meget mere værd end en smuk tanke til afstivning af fællesskabsfølelse og selvværd inden for egen kreds. Samfundet anerkender den ikke, hvis det enkelte menneske på egen hånd gør noget for at generhverve sin sundhed.

Måske skal vi have en ny definition: Sygeplejerskens hverv består i at bistå patienten med enhver handling, der kan understøtte og glorificere statsautoriseret, medicinsk behandling.