Synspunkt: Lede ved sygeplejen

I august skrev jeg om min frustration over en uddannelse, der ingenlunde levede op til mine forventninger. Nu, midt i min sidste praktik, er frustrationen snarere vendt til vrede eller værre; et uforstående træk på skulderen. Selv har jeg været heldig med samtlige praktikperioder og er glad for at være, hvor jeg er nu. Det er dog vanskeligt ikke at blive tynget af den stemning, der ligger som en dyne over mange af mine studiekammerater.

Tilbage er en lille tredjedel af os, der startede uddannelsen, og frafaldet fortsætter. Flere vælger på nuværende sene tidspunkt andre veje eller tager praktikken om senere. Følelsen af at udgøre en uddøende race forstærkes af, at halvdelen af os, der trods alt holder fast, slet ikke vil blive inden for plejen. De står tiden igennem blot for at kunne virke inden for andre fag.

På afdelingerne og i pressen høres dagligt om sygeplejerskemangelen og det lille antal ansøgere. Samtidig signalerer uddannelsen med indførelse af professionsbachelortitlen et ønske om akademiske sygeplejersker, der videreuddanner sig og søger væk fra klinikken. Jeg ser således ingen formildende sammenhæng mellem fakta og de tiltag, der gøres i uddannelsen. Tværtimod.

Jeg ved, at mit virke er ude hos patienterne. Dertil har jeg ikke brug for at kunne kalde mig andet end sygeplejerske. Dog kan jeg ikke ryste de tunge dyner af mig. De studerende er utilfredse, føler ingen værdsættelse endsige opmuntring til at blive, og de er lede ved sygeplejen. Når vi mødes i undervisningssammenhænge, er der sjældent begejstring, hvorimod ærgrelse og skuffelse står malet i manges ansigter og gennemsyrer samtalerne. Det gør det svært at bibeholde glæden ved faget på trods af, at der kun er kort tid til, at uddannelsen er overstået.

Hvor er det, det går galt? Er det mig, der har en naiv forestilling om, at der før i tiden voksede en samhørighed og et fællesskab ud af interessen og motivationen for faget de sygeplejestuderende imellem? Eller er mange af os klemt mellem uddannelsens akademisering og klinikkens interaktionelle praksisfelt i en sådan grad, at en implementering synes nærmest umulig?

Der er ingen tvivl om, at flere hospitalsafdelinger er for belastede til at være praktikpladser. Samtidig er det en kendsgerning, at manglen på praktiksteder ikke tillader en frasortering. Naturligvis er dette problematisk, og det synes urimeligt, hvis det er med til, at studerende må bukke under. Det lader dog til at være tilfældet. På afdelinger, hvor normeringen er lav, eller hvor der udelukkende er forholdsvis nye sygeplejersker, er der ikke overskud til at arbejde for et godt læringsmiljø. Den studerende bliver derfor mere eller mindre overladt til sig selv i selskab med egne frustrationer og følelse af ikke at kunne slå til og ikke være ønsket.

En anden faldgrube er gabet mellem teori og praksis. Efter tre års uddannelse burde det være selvfølgeligt for enhver studerende, hvad sygepleje er, således at det ikke er en forskrækkelse over de kliniske opgaver, der er jokeren. Imidlertid er det i sandhed vanskeligt at møde op på en afdeling med en teoretisk værktøjskasse, der hverken kan hamre eller slå søm rigtigt i. Især i den afsluttende praktik, hvor det er halvandet år siden, den studerende sidst var på en hospitalsafdeling. Ikke alle er heldige at havne et sted, hvor sygeplejerskers kritik og afstandtagen fra den nye uddannelse med dens modellerede teoretikere ikke overskygger ønsket om at hjælpe en ny i faget på vej og feje støvet af værktøjet.

For den uheldige studerende er den korteste vej at tage skridtet væk: På afdelingen bliver skridtene stadig tungere samtidig med, at de i uddannelsesøjemed skubbes ud på den skolastiske vej. Jeg forstår, hvorfor flere synes, at det er mere, end hvad de vil stå model til, og jeg kan som medstuderende ikke klandre dem for helt at skifte fodtøj.

Men jeg kan undre mig og blive vred over den manglende indsats ovenfra, ligesom jeg selv kan blive tung i benene ved udsynet til den virkelighed, der venter os. Vi bliver færre, behovet for os stiger, og de, der tilrettelægger vor uddannelse, trækker os væk fra praktikken og vil i stedet give os en fin ny titel.

Jeg vil ikke flyde med på bølgen. Jeg er stædig og vil kæmpe for at holde ved. Alligevel mærker jeg kampgejsten svinde ind fra ønsker om kollektive omfattende forandringer til en egoistisk keren om eget forløb. Problemerne hober sig op og trænger sig ind på min arbejdsglæde, der afløses af en resignerende fortvivlelse. Det er mit eget ansvar, men hvor går jeg hen med mine appeller, hvor sætter jeg ind for at hindre medstuderendes katastrofale flugt fra faget? Jeg kan ikke være ene om at mene, at en ændring må til, sådan at dynen løftes, og det igen bliver positivt udviklende at blive sygeplejerske.

Caroline Nøjgaard er studerende inden for H:S.