Faglig kommentar: Forlegenhed

Sekretæren ville gerne have mere kontakt med patienterne og foreslog selv, at det var hende, der gik rundt til patienterne om morgenen og førte kurver. Kurverne blev nu ført med akkuratesse, og sekretæren fik en naturlig anledning til at komme rundt og snakke med alle.

Der gik imidlertid ikke mange dage, før afdelingssygeplejersken måtte bede sekretæren huske at sætte et kryds, når patienterne havde haft afføring. Men der var stadig noget, der ikke stemte, så afdelingssygeplejersken måtte gå sekretæren på klingen. Den arme kvinde blev ganske rød i hovedet og måtte gå til bekendelse. ''Jeg kan altså ikke få mig selv til at spørge om det.''

Hun blev simpelthen grebet af forlegenhed, når hun stod foran patienterne. Det var for intimt at spørge om. Det hjalp heller ikke meget at foreslå et andet ordvalg: ''Har maven virket?'' Til sidst foreslog vi, at hun blot spurgte patienterne, om hun måtte slå et kryds. Patienterne vidste godt, hvad det betød. Nu gik det lidt bedre, men skulle der holdes styr på tarmfunktionerne, måtte sygeplejersker og plejepersonale selv spørge mere direkte, for en genert afkrydsning var en lige lovlig tynd dokumentation.

Sådan fik vi løst det lille problem ved at få øje på det og træffe vore foranstaltninger, og sekretæren kunne fortsætte med at tegne puls- og temperaturkurver og bevare sin gode kontakt med patienterne uden at falde ud af sin rolle.

I artiklen ''Det snavsede dilemma'' i Sygeplejersken nr. 12/2003 er der eksempler på, at forlegenhed kan føre til plejeforsømmelser med meget ubehagelige konsekvenser for patienten. Hvis den forlegne sygeplejerske i det mindste kunne indrømme, at hun ikke kunne klare bestemte situationer, så kunne andre tage over. Men så nemt er det ikke. At skulle sætte ord på og indrømme sin forlegenhed er i sig selv noget, der gør forlegen. Så hellere lade som ingenting.

Det er ulækkert at skulle håndtere andres udtømmelser. Forældres frydefulde jubelråb ved synet af den første sennepsklat i bleen varer ikke ved. Højst indtil ungen supplerer brystmælken med almindelig mad. Siden bliver det kun værre. Sygeplejersker og plejepersonale lærer som regel at håndtere sagerne.

Det hører forhåbentlig til undtagelserne, at de er så frastødte og forlegne, at det kommer til at gå ud over patienterne. Men der er andet i sygeplejen, som kan gøre os forlegne med det resultat, at patienterne ikke får den opmærksomhed og sygepleje, de har behov for. Hvordan reagerer sygeplejersker f.eks. over for patienter, der lugter fælt pga. dårlig kropshygiejne? Det var så nemt for år tilbage, da hospitalsrutinen indebar, at alle patienter startede indlæggelsen med at komme i varmt karbad og blive skrubbet af en elev.

Man behøvede slet ikke at omtale odøren, for den forsvandt med badevandet. Men selv om ansvaret for den personlige hygiejne i dag stort set er overladt til patienterne selv, medmindre de er bevidstløse eller lammede, møder man stadig personer, der lugter ilde. Hvem fortæller patienterne det? Omtale af kropslugt kan om noget fremkalde forlegenhed. Og hvad med at spørge til patienters alkoholforbrug? Eller om patienten har været udsat for vold? Det gør os også forlegne. Og sådan kan man gå på jagt efter flere eksempler.

Forlegenhed hæmmer os i at yde god sygepleje. Det, der skaber forlegenhed, når vi optræder i den professionelle rolle, er faktisk det samme, som skaber forlegenhed i privatlivet. Inden for egen familie skal vi nok få fortalt, hvis der er en, som har dårlig ånde, men man skal ikke langt uden for sin familie, før vi lader som ingenting og blot trækker os diskret tilbage. Diplomatisk måske, men ikke hensigtsmæssigt i sygeplejen, hvor sygeplejerskerollen giver os mulighed for at overskride grænser, hvis det kan hjælpe den anden. -