En skrivende afdeling

Skriv om det. Sådan lyder opfordringen tit blandt sygeplejersker. Men det er meget sværere, end det lyder, at tage sig sammen og få gjort noget ved det.

''Når man så endelig sender sin artikel til redaktionen på Sygeplejersken, føler man sig slået i hovedet med en pegepind, når svaret dumper ind ad brevsprækken.''

Så kontant udtrykker uddannelsesansvarlig sygeplejerske Helle Høstrup det. Hun var baggrundsfigur og vejleder, da de to specialeansvarlige sygeplejersker Berit Vedel Kjærgaard og Solveig Foget Larsen skrev artiklen ''Sygepleje til forældre i sorg,'' der blev bragt i Sygeplejersken nr. 40/2001. Artiklen beskriver over seks sider den sygepleje, man praktiserer på gynækologisk afdeling Y på Skejby Sygehus, når et forældrepar mister et nyfødt eller et ufødt barn.  

De specialeansvarlige sygeplejersker havde aldrig overvejet at skrive en artikel, men på et landskursus i den Faglige Sammenslutning for sygeplejersker beskæftiget med pleje af gynækologiske og obstetriske patienter (FS 23) holdt de for et par år siden et oplæg om sygeplejen, når et nyfødt barn dør. Nogle af deltagerne ville gerne have manuskriptet til oplægget, men sygeplejerskerne blev i stedet enige med Helle Høstrup om at forsøge at skrive en artikel ud fra deres manuskript.

Det er ikke en del af jobbet som specialeansvarlig at skrive artikler. Derimod forventes det, at man kan holde foredrag og undervise - gerne i større forsamliger.

Sårbart at få respons

Berit Vedel Kjærgaard og Solveig Foget Larsen var privilegerede. Deres afdelingssygeplejerske, Trine Kronborg, havde ikke alene forståelse for, at skriveprocessen krævede støtte. Hun bevilgede også timer nok til, at sygeplejerskerne kunne skrive.

''Sygeplejerskerne fik fire dage at skrive i. I starten troede de ikke, at sygeplejen på afdelingen havde interesse for andre, så det tog ca. et år med mildt pres at få dem i gang. Hver måned planlægger jeg med, at de specialeansvarlige kan få tid, hele

Side 27

dage, til at arbejde med tingene. Jeg vægter det meget højt, og alle er indstillede på, at det skal kunne lade sig gøre. Så løber vi lidt stærkere de dage. Men selvfølgelig må patienterne ikke lide under det.''

Ingen vejleder ansat

På Skejby Sygehus er der ikke ansat en person til at vejlede skribenterne, det er op til den enkelte uddannelsesansvarlige sygeplejerske, om hun kan og vil gå ind i processen. Det ville Helle Høstrup, sygeplejerske og cand.cur., gerne, og hun har en opfordring til redaktionen på Sygeplejersken:

''Forfatterne skal nok i højere grad have at vide, at det er helt normalt at få returneret det første udkast til en artikel. At få kigget på en tekst, at få sit sprog undersøgt af andre er sårbart, derfor er det vigtigt, at der er en person på sidelinjen at diskutere med undervejs. Det skal I gøre sygeplejerskerne opmærksomme på. I tager pippet fra forfatterne ved at kræve en meget stringent form.''

Da sygeplejerskerne først var igennem skriveprocessen, og artiklen i anden omgang blev antaget og bragt i Sygeplejersken, blev forfatterne kimet ned. Selv nu, mere end et år efter, er der stadigvæk sygeplejersker, som kontakter afdelingen for at rekvirere materiale eller komme på studiebesøg, og den respons er skriverne glade for.

En anden følge af artiklen er, at afdelingen er blevet en skrivende afdeling.

Flere kolleger fra forskellige afsnit er i gang, og med tiden håber Helle Høstrup, at det bliver ganske almindeligt at beskrive sygeplejen, når der sker noget nyt.