Faglig kommentar: Uddannelse i dagslys

Det er noget med antallet af stave- og tapceller i øjnene, der afgør, om man er et natdyr eller trives bedre om dagen. Jeg har tænkt over det, siden jeg blev opmærksom på følgende passus i Sygeplejersken nr. 11/2003:

''Sygeplejestuderende kan ikke pålægges fremmøde på kliniske uddannelsessteder i tidsrum, hvor uddannelsesinstitutionen er lukket, da man skal kunne komme i kontakt med skolens ledelse samt studievejlederne.'' Det er de Sygeplejestuderendes Landssammenslutning, der vil arbejde for at gøre denne vision til virkelighed.

En uge senere læste jeg i Dagens Medicin, at ''lægestuderende ikke bare vil kigge på, når de er ude i praktik på hospitalerne. De vil aktivt deltage i arbejdet, og det får de lov til på Storstrømmens Sygehus i Næstved (SSN). Her bliver de skrevet på vagtskemaet, og det trækker studerende til provinsen.''

En medicinstuderende siger om den sag: ''Jo mere ansvar, man har i et praktikforløb, jo mere lærer man.'' En uddannelsesansvarlig mener, at medicinstuderende ''skal deltage i vagterne for at få det nødvendige indblik i det praktiske liv på et hospital.''

Dagens Medicin nr. 10/2003.

Medicinstuderende og læger er ofte først med omlægninger og nye ideer. Jeg tænker på det kliniske laboratorium på Københavns Universitetet, hvor studerende kan lære at stikke, lægge drop og katetre i virkelighedstro kroppe. Findes der tilsvarende moderne laboratorier med it-understøttet vejledning på sygeplejeskolerne? Steder, hvor almindeligt forekommende procedurer om end ikke kan læres, så dog afprøves nogle gange inden en rigtig patient lægger krop til?

Mens udtalelsen i Sygeplejerskens spalter betyder, at sygeplejestuderende slipper for vagter, ønsker de medicinstuderende at få dem. Tidligere havde sygeplejeelever og studerende et begrænset antal vagter på hver afdeling, men den ordning er afløst af studiedage, hvor det i princippet er muligt at være på afdelingen aften eller nat for at følge patienten. Det sker bare ikke i praksis.

Samtidig indeholder enhver debat om sygeplejersker et ønske om, at sygeplejersker markerer sig, sætter dagsordenen på det sundhedspolitiske område og fortæller offentligheden, hvad god sygepleje er.

Vi ønsker stærke, kritiske, selvstændige sygeplejersker, som når ud over rampen, men vi socialiserer de sygeplejestuderende til at forblive i sufflørkassen under sceneniveau ved at holde fast i den hjemlige sygeplejeskole, hvor skoleledelse eller studievejleder skal være til at få fat i, før Maren, Hugo og Klara må færdes på afdelingen.

Patienten i centrum, helhedssyn og helhedspleje, men kun i dagslys.

En følge er, at nyuddannede sygeplejersker er bange for at være i vagt. De har ingen erfaring med et sygehus aften og nat og ingen erfaring med hjemmesygeplejerskens aftenrunde. Nogle af dem har aldrig sagt godnat til patienterne og ved derfor ikke, at det indebærer et glas vand eller en kop te, tandbørstning, håndvask, lejring, observation og måske lidt frisk luft. Andre har aldrig under studiet set et dødt menneske, og alene tanken gør dem forståeligt nok meget nervøse.

Og nej, jeg mener ikke, at sygeplejestuderende skal arbejde jul, påske og pinse i alle vagter for at fylde huller, hvor der mangler personale. Men de skal vide, hvordan den store mekanisme, sygehuset, og den mindre organisme, hjemmeplejen, fungerer om aftenen og om natten. De må være natdyr en gang imellem, hvis helhedspleje er andet end tom retorik.