Sygeplejersken
Behandlersygeplejersker løser ikke flaskehals på skadestue
Skadestuen på KAS Gentofte har bevidst fravalgt at bruge behandlersygeplejersker. Derimod forsøger man nu at indføre fleksible arbejdsgange, der skal give sammenhængende behandlingsforløb. Det har krævet et større analysearbejde.
Sygeplejersken 2003 nr. 19, s. 6-7
Af:
Martin Agersted Jarl, journalist
Patienterne venter og venter, mens lægerne dikterer skadessedler. Alligevel fravælger skadestuen på Gentofte Amtssygehus at komme både patienter og læger til undsætning ved at indføre behandlersygeplejersker. Det er ganske enkelt ikke smart, mener man. I stedet har personalet på skadestuen spurgt sig selv, hvordan man ville bygge en ny skadestue op med samme midler og ressourcer til rådighed.
”Vi har fravalgt behandlersygeplejersker, fordi det vil indebære, at erfarne sygeplejersker kommer til at tage sig af de lette patienter. Derudover skal behandlersygeplejersker tages ud af sygeplejerskenormeringen. Konsekvensen ville i så fald blive, at disse behandlersygeplejersker mangler et andet sted,” siger afdelingssygeplejerske på Gentofte Amtssygehus’ skadestue, Pernille Olsbro.
Ledelsen på Gentofte Amtssygehus lagde ellers op til i 2002, at skadestuen skulle have behandlersygeplejersker, men i dag er vicedirektør Niels Henrik Holländer tilfreds med udviklingen på skadestuen. Han henviser bl.a. til, at man i arbejdet med at forbedre skadestuen betragter afdelingen som en helhed. Det er et bedre alternativ.
”Vi har sagt ja til at opgive tanken om behandlersygeplejersker, fordi det udviklingsarbejde, som skadestuen i øjeblikket er i gang med, ligger tættere op ad sygehusets mål og strategiplan,” siger han.
Samtidig er man på amtets øvrige sygehuse blevet inspireret og vil sandsynligvis tage fat på omstruktureringer, der minder om dem på Gentofte Amtsygehus’ skadestue.
Genopbygning af skadestue
Årsagen til, at man er startet på at genopbygge skadestuen, er, at skadestuen er i samme situation som de fleste af landets øvrige skadestuer, fortæller Pernille Olsbro. Personalet har ikke nok tid, der er for få ressourcer, lange ventetider og utilfredse patienter. På en række skadestuer landet rundt forsøger man sig derfor nu med behandlersygeplejersker, der skal lette en del af byrden for lægerne.
Skadestuen på Gentofte Amtssygehus gennemgår i øjeblikket en omstrukturering. Som udgangspunkt betragter man skadestuen som en servicevirksomhed. Det betyder, at de sædvanlige begreber ”behandling,” ”pleje” og ”patienter” bliver suppleret med ord som ”markedssegment,” ”servicekonceptet” og ”image.” Det giver en bredere erkendelse af, hvad skadestuen i virkeligheden yder, mener afdelingssygeplejerske Pernille Olsbro.
Derfor opdeler man også skadestuens ydelser i kerneydelser og perifere ydelser. F.eks. kan kerneydelserne for en kirurgisk patient med en flænge i panden være: Vask af sår, bedøvelse, syning og forbinding. Samtidig modtager patienten også perifere ydelser: Praktisk information, pleje i ventetiden, vurdering af skadens omfang, information om selve behandlingen m.m.
De to typer af ydelser giver tilsammen et samlet billede af skadestuen.
Skadestuen på Gentofte Amtssygehus havde i december 2002 besøg af konsulentfirmaet Implement A/S, der foretog en række observationer af personalets arbejdsgange. Personalet blev interview-et og fulgt tæt for at kortlægge, hvad den enkelte brugte sin tid på. Kortlægningen er forudsætningen for, at skadestuen kan foretage de nye omstruktureringer, fordi man har en præcis beskrivelse af tidsforbruget. Man har identificeret uhensigtsmæssige arbejdsgange.
Bl.a. er Århus Amt og Vestsjællands Amt i gang med en omfattende omstrukturering af deres skadestuer. Her kommer behandlersygeplejersker til at spille en væsentlig rolle. Lægerne bliver nemlig betragtet som skadestuernes kerneproblem. De er den knappe ressource.
Afdelingssygeplejerske Pernille Olsbro mener, at sådan ser problemerne på skadestuen ud, hvis man kigger overfladisk på arbejdsgangene. Men det er ikke nok kun at se på, hvordan læge-flaskehalsen kan fjernes, mener hun.
”Det er klart, at lægen bliver betragtet som flaskehalsen. Det er lægen, som alle patienter skal forbi. Sygeplejersker, portører og lægesekretærer er afhængige af lægens diagnose og behandling. Men hvis man ser nærmere på skadestuens logistik, tegner der sig et noget mere kompliceret billede,” siger Pernille Olsbro.
Patienter er en lille del
Skadestuen i den nordsjællandske forstad til København besluttede at få et konsulentfirma til at undersøge, om skadestuens måde at løse opgaverne på er hensigtsmæssig. En forudsætning var at kortlægge de enkelte personalegruppers tidsforbrug og afhængighed af hinanden.
Undersøgelsen viser, at lægerne bruger over halvdelen af deres tid på noget helt andet
Side 7
end behandling af patienter. F.eks. bruger de 33 pct. af tiden på at diktere skadessedler.
Som løsning har personalegruppen bl.a. foreslået, at man indfører digital diktering. Lægernes mundtlige skadesseddel kan automatisk sendes elektronisk til lægesekretæren. Dermed bliver lægen fri for at skulle sidde ved siden af lægesekretæren.
”Men her vil der opstå et praktisk problem: Lægerne og lægesekretærerne bruger tiden sammen til bl.a. at præcisere uklarheder. Samtidig kan brug af diktafoner medføre, at lægesekretærerne ikke kan høre, hvad lægen siger, og derved skal lægesekretæren bruge en masse tid på at opsøge lægen for at få det opklaret,” siger Pernille Olsbro.
Udfyldelsen af skadessedlerne er altså med til at skabe læge-flaskehalsen. Og det er også en af grundene til, at man ikke kan løse flaskehalsproblemer ved at indføre behandlersygeplejersker.
Afbrudte behandlingsforløb
Analysen af skadestuens arbejdsgange viser, at personalegruppen som helhed bruger 47 pct. af tiden på såkaldt tillægstid. Tillægstid er den tid, som personalet bruger på visitation, indskrivning, omsorg og pleje i patienternes ventetid samt praktisk og administrativt arbejde m.m.
Ud fra patientens sengeleje ser man næsten kun ventetid. Både ventetid i venteværelset og ventetid i selve behandlingsforløbet. En gennemsnitlig skadestuepatient fordriver over 80 pct. af tiden med at vente i selve behandlingsforløbet.
”Det er karakteristisk, at patienterne oplever et behandlingsforløb fyldt med afbrydelser. Samtidig skal de forholde sig til en masse mennesker. Årsagen til, at det er sådan, er, at vi indtil nu har tilrettelagt arbejdet lineært. Patienterne sættes i kø og får et nummer afhængig af, hvor alvorlig deres skade er, og i princippet kan kun én patient behandles ad gangen. Derfor vil vi forsøge at indføre et visitationssystem, hvor patienterne bliver fordelt på flere forskellige behandlingsspor, som kan køre sideløbende,” siger Pernille Olsbro.
Modellen, som skadestuen langsomt vil indføre i løbet af foråret, betyder, at der defineres ca. fire behandlingsspor. Det præcise tal er endnu ikke besluttet. En patient, der henvender sig med en skade, bliver visiteret af en sygeplejerske, som sørger for, at patienten bliver placeret på det rigtige spor. F.eks. et spor, hvor lægetilsyn er unødvendigt. Eller et spor, der starter ud med røntgen, uden lægen har set patienten.
Udnytte kompetencer
”Fordelen er, at vi på den måde kan udnytte personalets kompetencer. Alle sygeplejersker kan noget forskelligt på et forskelligt niveau. Vi håber at kunne indføre mere fleksibilitet i organiseringen af arbejdet på skadestuen,” siger Pernille Olsbro.
Sygeplejerskerne på skadestuen kommer derfor til at stå med hænderne nede i sårene, men det bliver ikke en særlig gruppe, som gør det. Fordelingen af arbejdsopgaver mellem sygeplejerskerne skal ske efter kompetence.
”Er man sygeplejerske med kendskab til behandling af brandsår, skal man tage sig af brandsår. Og er man sygeplejerske frisk fra sygeplejeskolen, skal man tage sig af småskader,” siger Pernille Olsbro.