De selvoptagne unge

”Det var dødkedeligt at sidde og høre på de andre!”
”Vi fik kun noget ud af det, når vi selv fik lov at fortælle!”

Sådan lød svarene, da vi evaluerede refleksionstimerne med vores 2.-semester-sygeplejestuderende.

Vi blev meget overraskede over tilbagemeldingerne. Vi oplevede, at refleksionstimerne var udbytterige.Vi havde fået vendt nogle problemstillinger, havde fået belyst dem ved hjælp af forskellige teorier, og der havde været mange gode og lærerige diskussioner.

Vores første reaktion var, at det er typisk de nye unge. De er så selvoptagne, at de intet kan lære af andre. De vil gerne være noget specielt, udelukkende udføre spændende opgaver, og alt, hvad de foretager sig, skal give dem personlig mening.
Vores næste tanke var, at de måske var så unge i uddannelsen, at de ikke havde en fælles referenceramme og derfor ikke oplevede, at de lærte noget af at høre de andres fortællinger. Havde de overhovedet erfaringer, der gjorde, at andres fortællinger kunne vække noget hos dem selv?

Vi måtte erkende, at refleksionstimerne ikke havde været nogen særlig succes for de studerende.

På jagt efter mening

Formaliseret refleksion er en obligatorisk del af klinikken i den nye professionsbacheloruddannelse (1). Derfor var vi nødt til at forholde os til de studerendes udsagn og ændre undervisningsformen, så den gav mening for dem.

Dette har ført frem til en projektrapport, hvor vi så nærmere på, hvordan refleksion kan bidrage til læring.

Konklusionen var, at de unge studerende, vi møder i dag, er markant prægede af den samtid, de er opvokset i. Tiden er i langt mindre grad traditions- og normbunden end for bare få årtier siden. De unge skal kunne orientere sig og foretage valg, som de selv skal stå inde for. Samtidig skal de kunne foretage fravalg i de mange valgsituationer, de stilles over for. Konsekvensen bliver, at de unge er på konstant jagt efter elementer, som giver dem mening i tilværelsen. Den søgen forvirrer dem, for hvad der i går var ny viden, er måske forældet i morgen.

Det er meget karakteristisk for ungdomsperioden, at læring kun kan forstås i lyset af identitetsdannelsen. Hvis læring skal give mening, er udgangspunktet, at det, der bliver sagt, berører deres personlighed (2).Udvikler handlekompetencer

Med baggrund i deres stadige identitetssøgen er de unge sygeplejestuderende altså optaget af selvet – selvoptagede. Men det betyder ikke nødvendigvis, at de er ude af stand til at lære af andre.

Vi konkluderede, at den tidsforskudte refleksion er et godt og brugbart redskab til læring. De studerende udvikler handlekompetencer ved at sætte ord på tanker og følelser og ved at finde forklaringer ved hjælp af teori (3).

Vi skal have fat i den enkelte studerendes erfaringer, for at refleksionen giver mening. Fortællingen skal berøre eller engagere hver enkelt studerende, også selvom det ikke er deres egen fortælling, der danner udgangspunkt for undervisningen. Dette kan gøres ved at inddrage de studerendes erfaringer på et meget tidligt tidspunkt i refleksionsseancen. Erfaringerne behøver ikke at være sygeplejerelaterede, men kan stamme fra forskellige livsområder (4).

Man kan spørge hver enkelt studerende, hvad de ønsker at lære af den fortælling, som er til diskussion. Spørge hver enkelt, om de kan genkende noget, eller om de har nogle erfaringer, der kan relateres til fortællingen. Hver enkelt studerende skal have lov til at komme frem med sine ønsker og erfaringer. Herefter starter selve refleksionsprocessen, men stoppes flere gange for at aktivere og engagere alle studerende, f.eks. ved undervejs at bede dem skrive tre ting ned, som undrer dem lige nu.

De studerende har muligvis ikke en fælles referenceramme, men kan ved hjælp af egne erfaringer og vejledning lære af den andens fortælling. De vil kunne genkende det, de medstuderende fortæller, og herved kan læringen give mening for den enkelte. De kan med andre ord lære af deres medstuderende.

Lone Bjørklund er klinisk uddannelsesansvarlig sygeplejerske på thoraxkirurgisk afdeling R, Louise Støier er klinisk vejleder på kardiologisk afdeling P, Sanne Olsen er klinisk vejleder på medicinsk afdeling F, Amtssygehuset i Gentofte.

Litteratur

1. Bekendtgørelsen om sygeplejerskeuddannelsen. BEK. Nr. 232 af 30.03.2001. København: Undervisningsministeriet; 2001.
2. Ziehe T et al. Ny ungdom og usædvanlige læreprocesser. København: Forlaget Politisk revy, 5. oplag 1993.
3. Bjerknes MS et al. Praktiske studier – perspektiver på refleksion og læring. Oslo: Forlaget Tano; 1994.
4. Jacobsen B. Voksenundervisning og livserfaring. København: Christian Ejlers forlag; 1998.