Afrikanske børneskæbner

”Jeg vil ikke skrive om aids,” sagde jeg til sygeplejersken en af de første dage.

Jeg tilbragte to uger i en SOS-børneby i Botswana, da jeg havde planer om at skrive en bog for børn i Danmark om livet i en børneby.

Men at være i Botswana uden at skrive om aids ville være at trække øjenlågets gardin helt ned. En pige på 10 år, som jeg talte med en aften, sagde: ”Når jeg går til begravelser ...” som den naturligste ting i verden. Alene den sætning betød, at det var umuligt at undgå at skrive om aids i et land, hvor kirkegårdene optager mere og mere af pladsen.

40 pct. af befolkningen mellem 16-49 år er hiv-positive eller har aids. Botswana er det land i verden, hvor stigningen af tuberkulose er højest, relateret til, at immunforsvaret er svækket, når man er hiv-positiv.

De fleste af de børn, der kommer i børnebyen, har mistet deres mor. Ofte er grunden aids. Og oftest har moderen været alene med børnene. Faderen er fraværende, han kan være død, eller måske er han hos en anden kvinde. Andre familiemedlemmer, en onkel eller tante, måske bedstemoderen, eller en oldemor, vil prøve at tage sig af de børn, der har mistet deres mor. Men mange er fattige og har ikke råd til at mætte et par munde mere. Nogle magter det ikke, andre er ikke interesserede i det. En del af børnene kommer i en SOS-børneby. Men først efter at sagen har været behandlet i retten. Er der søskende, sørger man for, at de ikke bliver skilt ad.

Erstatningsmødre i kø

I børnebyen i Francistown, som jeg besøgte, var der 13 huse. I hvert hus boede 10 børn i alderen 2-17 år og en såkaldt ”mor.” En erstatning for den mor, de engang havde. Desuden havde hvert hus en ”assisterende mor,” som hjalp med alle de praktiske ting, og som var hos børnene, når moderen havde fri.

Hvad får sådan en kvinde til at søge et job som erstatningsmor,

Side 25 

tænkte jeg i min naive danskhed. For svaret var ganske enkelt: at få et job og tjene penge. Der var en venteliste for dem, der gerne vil arbejde som mor i en børneby.

Arbejdsløsheden er høj i Botswana, langt højere end de officielle tal, der angiver, at arbejdsløsheden er 21 pct. Uofficielt mener man, at den er 40 pct. Regeringen er begyndt at tilgodese, at en kvinde får arbejde frem for en mand, vel vidende at når kvinden er forsørget, så er hendes børn det også.

Kravet til en erstatningsmor er bl.a., at hun skal være ugift og ikke have børn under fem år.Når jeg spurgte mødrene om deres egne børn, svarede de oftest, at de havde det godt hos deres morforældre, sommetider hos en søster og dennes familie. Men det var, når de hjemlige forhold fungerede. For sådan var det ikke altid. En af de ældste erstatningsmødre, en kvinde på 50 år, var bekymret for sin voksne søn. Han havde tabt sig så meget, sagde hun. Underforstået, at hun var bange for, at han havde fået aids.

Sygeplejersken på den klinik, der var i børnebyen, fortalte, at det første, en kvinde gør, når hun kommer til klinikken, er at stå op på vægten. Kvinderne var bange for at tabe sig. Skyggen af aids var overalt.

Erstatningsmødrene har fri hver tredje weekend og har ret til en måneds ferie en gang om året. Ud over lønnen, som er på knap 1.000 kr. om måneden, får kvinden også kost og logi. Lønnen som mor i en børneby er ikke den laveste i landet.

Hvert tiende barn har aids

Solen varmede de kønne, røde murstenshuse op til ulideligt høje varmegrader, og al gang foregik i slowmotion. Undtagen når drengene spillede fodbold på bare fødder mellem stikkende små tornebuske, og den bagende sol fik luften til at dirre.

Aids er så udbredt, at man ikke undgår det i børnebyen. 12 ud af 130 børn har fået konstateret aids og er i behandling for det. Medicinen er gratis, regeringen betaler.

Børnene er her, fordi vigtige omsorgspersoner er døde, eller fordi dem, der skulle tage sig af dem, ikke har formået det. Men at se børnene danse og synge i hodlaen fredag og lørdag aften (hvor der ikke var lektielæsning), var en meget stor oplevelse. Hodlaen er en rund forhøjning med stråtag til at skærme for solen. I landsbyerne har man stadig det princip, at problemer, der ikke kræver en egentlig retssag, afgøres ved at samle folk i hodlaen og diskutere en løsning.

Børnene sang fra bunden af deres sjæl, så nakkehårene rejste sig. Deres ansigter lyste. Phatsimo, der var så afpillet og sad og så på dansen ved siden af mig, var pludselig gået. Jeg tænkte, at hun var gået hjem i seng, indtil jeg så, at hun stod

Side 26 

og dansede med de andre. Hun havde ikke kunnet modstå rytmen og glæden.

Voldtaget som treårig

Alle børn har en historie. Nogle er svære at få ud af hovedet igen. Således den om pigen Thepso.Thepso var omkring tre år gammel, da hun mistede sin mor. Hun kom til en tante, der havde et bordel, og der, hvor hun skulle sove, kunne hun ikke nå op og sætte slåen for døren, selv om hun stod på tæer. Hver aften kom en mand ind til hende og forbrød sig mod hende. Hun så aldrig, hvem han var. Der var for mørkt.

Efter en rum tid fik Thepso kønsvorter. Vulva og hele området omkring endetarmen blev omdannet til et blomkålslignende krater af kondylomer.

Hun fik fred for sine ”besøg” om aftenen.

Nu sad hun i en krog i hjørnet af den lukkede gård, hvor der blev smidt mad hen til hende, når det var spisetid, fortalte socialarbejderen mig. Hun kom ikke i skole og havde ingen kammerater. Hun lugtede, fordi der kom sekret fra vorterne, og hun kunne knap gå. Thepso havde også aids.Endelig var der en, der fik øje på hende og underrettede de sociale myndigheder. Omsider kom hun væk fra det sted, som kun havde givet hende dårlige oplevelser.

Thepso kom til SOS-børnebyen i Francistown. Der mødte jeg hende. Man antog hende for at være ca. otte år. Hun kom ikke i skole, da hun manglede for meget elementær viden.

Jeg så hende sammen med beskæftigelsesterapeuten, der arbejdede med hende et par gange om ugen. Hun var i færd med at lære farverne at kende.

Hun gik i børnehave i børnebyen. Der var hun glad for at være, og langsomt skete der små fremskridt. Bl.a. begyndte hun at klippe ting ud med en saks med tungen lige i munden.Thepso var en meget alvorlig lille pige, hun virkede trist, såret på både krop og sjæl. Alligevel gled et smil over hendes ansigt, som et solstrejf på en sort himmel, bare et øjeblik. Hun havde sagt en farve rigtigt.

Hun havde undgået fysisk berøring fra både børn og voksne. En dag fik beskæftigelsesterapeuten dog lov til at holde hende i hånden et lille stykke af vejen tilbage til børnehaven.

Et forfærdeligt syn

Thepso blev opereret i november måned sidste år, hvor hun fik fjernet så meget af kønsvorterne, man kunne. Hun lå i fjorten dage uden lægetilsyn efter operationen. Så klagede sygeplejersken fra klinikken i børnebyen over det, og en læge kom og tilså hende.

Sygeplejersken på klinikken ville vise mig, hvor slemt det var. Jeg stod sådan, at pigen ikke kunne se mit ansigt. Og det, jeg fik at se, vil jeg aldrig kunne glemme igen. Kønsvorterne havde bredt sig bagud til anus, og nogle voksede nedad på lårene mod knæene.

Ville man tillade den slags i dit land, spurgte sygeplejersken mig. Uden at gøre noget? Jeg tror det ikke.

Knap tre måneder efter operationen var kondylomerne vokset ud igen til det halve af den størrelse, de havde, da hun blev opereret, fik jeg at vide. Dét, der skulle være ydre kønsorganer, var ikke til at se. Hun måtte have hjælp til at tørre sig efter toiletbesøg. Hun kunne kun sidde ned i kort tid ad gangen, og hendes gang var skrævende. Hun begyndte at lugte igen og brugte mensesbind til det sekret, der kom. Tre gange dagligt sad hun i sæbebad. Det hjalp ikke, betroede erstatningsmoderen mig.

Thepso, lille misbrugte barn. Hun har brug for al den omsorg, hun kan få. Og i børnebyen gør man alt det, der er muligt for hende. Og selv om hun har en trist skæbne, har hun trods alt fået et bedre liv ved at komme til SOS-børnebyen i Francistown.

Børnenes navne er opdigtede.

Lise Andersen arbejder som sundhedsplejerske i Aabybro Kommune.