Faglig kommentar: Blå eller lyserøde tabletter?

Udgifterne til medicin stiger år for år, og det gør ondt i det store budget. Det skyldes ikke, at vi propper os med mere medicin end tidligere. Faktisk ligger de definerede døgndoser (DDD) nogenlunde konstant. Men der bliver flere ældre, og det er dem, der indtager mest medicin, og der udvikles hele tiden nye, bedre og dyrere midler – for at nævne nogle af de væsentligste årsager.

Den udvikling kan sygeplejersker ikke rigtig tage medansvar for, og vi kan ikke gøre ret meget for at bremse den generelle udvikling. Men da kassen ikke er uudtømmelig, får det indirekte indflydelse på, hvad der er tilbage til sygeplejen og anden form for behandling. Så ligeglade skal vi ikke være.

Hvis noget medicin kan gavne en patient så meget, at det kan opveje bivirkninger og pris, skal patienten også have det. Det er den generelle holdning i samfundet. Det er udgifter til unødvendig medicin og unødvendig dyr medicin, man kan gøre noget ved. Forskellige stopklodser er lagt ind i systemet for at dæmme lidt op for strømmen af udgifter. Apoteket har f.eks. pligt til at udlevere det billigste præparat, hvis der er flere præparater med samme aktive lægemiddelstof, medmindre lægen udtrykkeligt har skrevet ”ej S” på recepten. Den enkelte læge har altså hovedansvaret for at holde medicinudgifterne nede.

Så skulle alt være i orden, men virkeligheden er mere broget. Sygehuse får ofte meget store rabatter på bestemte præparater, og når patient og læge så har vænnet sig til et bestemt navn og en bestemt farve på tabletten, er det så nemt at fortsætte med det samme også efter udskrivelsen, selv om prisen på apoteket er en helt anden. Det kommer formelt set ikke sygeplejersken ved, og det er lidt underligt.

For nok har lægen ordinationsretten, men på sygehuse og i primærsygeplejen er det sygeplejersken, der håndterer medicinen. Lægen ser formentlig aldrig den tablet, han ordinerer. Tabletten er derimod en fysisk realitet for sygeplejersken, så hun ustandselig mindes om sit ansvar i forbindelse med medicinadministrationen. Det ville være logisk, om sygeplejersker påtog sig et større ansvar for at holde lidt styr på udgifterne.

En ofte gentaget forklaring på, at patienter insisterer på at fortsætte med samme præparat efter udskrivelsen, er, at hvis patienten synes, han får det godt med en lyserød tablet, vil han ikke affinde sig med en blå efter udskrivelsen. Men at lære patienter fornuftig omgang med medicin er en naturlig pædagogisk opgave i sygeplejen.

Det burde også være almindelig forberedelse til udskrivelse, at patienten blev rådet til at gå til egen læge og bede om at få ordineret den billigste medicin med samme effekt. Uendelig simpelt, men ikke desto mindre noget, læger jævnligt glemmer, men som sygeplejersker kunne gøre til ren rutine. Skulle lægen alligevel huske at informere, sker der nok ikke noget ved, at patienten hører det samme to gange.

Vi skal ikke være lægernes barnepige, vil nogen indvende. Nej, men en sådan territoriemarkering er somme tider lige så meget kassetænkning, som når udgifter skubbes rundt mellem sektorerne i et evigt kredsløb. Et helhedssyn indebærer, at alle yder sit uden at være alt for kantet med, hvor det formelle ansvar ligger.