Når sandheden gør rigtig ondt

Det er aldrig nogen nem opgave at fortælle en patient, at han eller hun er uhelbredeligt syg. I kraft af nogle få ord kan en tilværelse, som før stod åben, pludselig være ved at lukke sig. Diagnoserne kan være mange: kræft, sclerose, Parkinson, Alzheimers, hiv-positiv, diabetes osv.

Men hvordan støtter man som sygeplejerske bedst patienten? Det har Birgitte Goldschmidt Mertz et bud på.

Hun er oversygeplejerske på Endokrin- og Mammakirurgisk Klinik på Rigshospitalet og har været drivkraft bag indførelsen af patientsamtaler på afdelingen. Hun har igangsat en afdelingskultur, hvor samtaler med patienterne er en lige så vigtig del af sygeplejen som selve plejedelen.”På vores klinik gør vi meget ud af at tilrettelægge rammerne så optimalt, som det nu er muligt i det danske sundhedsvæsen. Det betyder først og fremmest, at der er afsat tid og rum til samtalen, så den kan foregå helt uforstyrret. Det lyder banalt. Men har man haft sin gang på et hospital, ved man, at det er alt andet end enkelt,” fortæller Birgitte Goldschmidt Mertz.

Afdelingen har et system med magnetnavneskilte, som personalet sætter uden på døren. Så kan de ansatte se, hvilken læge eller sygeplejerske der er inde på stuen – og alle på afdelingen ved præcis, hvad der foregår bag den lukkede dør.

”I klinikken har vi oparbejdet en kultur, hvor man ikke får dårlig samvittighed over at sidde til samtale. Her er det fuldstændig legalt og accepteret på afdelingen, at hvis man har en patientsamtale, så er det lige så meget en del af arbejdet som al anden pleje af patienterne. Ingen kunne drømme om at sige til nogen, at de bare har siddet og feset den af. Det gør det nemmere at slappe af og hengive sig til patienten, for det er tit den dårlige samvittighed over for kollegerne, der kan gøre én vanvittig.”

En mental proces

Birgitte Goldschmidt Mertz forklarer, at det er utrolig vigtigt at være nærværende under samtalen og i stand til at lukke resten af verden ude, selv om klokkerne ringer på gangene, eller der sidder andre patienter og venter.

”Det er en mental proces, og hvis ikke man mestrer den proces, så kan samtalen ikke fungere. ”Hun beskriver, hvordan lægen ofte er den første, der taler med patienten, hvor sygeplejersken også er til stede.

Side 13 

Lægen fortæller, at patienten har kræft, om omfanget af kræften, hvilke behandlingstilbud der er, og hvad der videre skal ske. Lægen og sygeplejersken har et tværfagligt samarbejde og supplerer hinanden: lægen giver de mere faktuelle oplysninger, sygeplejersken følger op på informationen. Begge yder psykosocial støtte, hvor det bl.a. drejer sig om bare at være der for patienten.

”En kræftdiagnose er decideret en trussel på livet. Det er meget voldsomt, fordi vi bliver konfronteret med vores egen dødelighed. Den skubber vi normalt fra os og lever i hverdagen, som om vi var udødelige. Men pludselig er der én, der fortæller os, at vi er dødelige, og at vi måske skal dø inden for et overskueligt tidsrum. Hospitalspræst Christian Busch her på Rigshospitalet bruger udtrykket ”delt sorg er halv sorg.” Det er faktisk et meget godt udtryk for sygeplejerskens rolle i samtalen. At give patienterne en oplevelse af, at der er nogen, der deler det her med dem.”

Hvad skal jeg sige

Birgitte Goldschmidt Mertz har ofte oplevet sygeplejestuderende eller nyuddannede sygeplejersker, der er kommet hen til hende og har spurgt, hvad de skulle sige til patienten. De har haft svært ved at finde noget meningsfuldt at sige. Så fortæller hun, at de skal hjælpe patienten til bedre at kunne bære den byrde, sygdommen er.

”Det værste, man efter min mening kan sige, er, ”at det nok skal gå.” Det viser bare, at man ikke tager patienten alvorligt. Det er langt bedre at indrømme, at man ikke ved, hvad man skal sige. Eller ”jeg kan se, at du er ked af det, men jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.” Det er at tage mennesket, der sidder overfor, alvorligt. Patienterne har ikke nogen forventning om, at en sygeplejerske kan løse det problem, de har fået. Det er sygeplejerskernes eget problem, at vi tror, at vi er sat her i verden for at løse menneskehedens problemer.”

Men Birgitte Goldschmidt Mertz opfatter ikke en kræftsygdom som et problem – det er en byrde, et livsvilkår, der ikke kan løses. Og det, der ofte frustrerer mange sygeplejersker i situationen, er, at de ikke har et sæt af handlinger at holde sig til.

Hun foreslår i stedet, at man stiller nogle spørgsmål, der kommer patienten i møde. F.eks.: ”Hvad tænker du om det, lægen lige har sagt?” Eller man kan sige: ”Du er sikkert ret forvirret lige nu efter den besked? Er der noget af det, som lægen har sagt, du gerne vil snakke om, er der noget, du er i tvivl om?”

Et andet vigtigt område at komme ind på under samtalen er de associationer, som patienten har omkring den pågældende sygdom. Hvis det er kræft, diagnosen lyder på, er det godt at få talt om de historier, patienten kender fra venner, veninder og familie, der har haft kræft. ”Hvis patienten kender én, der har været igennem et hæsligt forløb, så er det jo det billede, hun har med. Andre kender nogen, hvor kræft har været forbundet med mange smerter. Det er vigtigt at få spurgt ind til associationer og få dem talt igennem, fordi det er del af patientens bevidsthed.”

I psykisk balance

I Birgitte Goldschmidt Mertz’ afdeling er det ikke hvem som helst, der bliver ansat. Sygeplejerskerne skal have styrke, en indre ro og være i psykisk balance, og det kan man ifølge hende godt fornemme allerede til en jobsamtale.

”At arbejde med kræftpatienter og tale fornuftigt med dem kræver, at man er nærværende, parat til at overskride nogle grænser. Som sygeplejerske skal man f.eks. kunne magte, at nogle patienter kan blive virkelig vrede, når man fortæller dem diagnosen, og holde hovedet koldt, selvom de kalder en de værste ting, man kan forestille sig. Desuden skal man have en vis grad af selvindsigt for at kunne bidrage med noget til patienten, der står i den nok sværeste situation i sit liv.”

På afdelingen er det også en betingelse, at man som ansat indgår i supervisions- og vejledningsgrupperne. Her går deltagerne tæt på og snakker om episoderne på afdelingen.”Man skal turde være ærlig over for en gruppe af kolleger. Det kan for nogle være meget grænseoverskridende at erkende, at man ikke er ufejlbarlig, at man gerne vil lære noget og gerne dele sine oplevelser med kollegerne for at få feedback. Hvis man er bange for at røre ved ting i sig selv, så kan man ikke være en ordentlig sygeplejerske for kræftpatienter. Det kan man måske ikke for nogen – men slet ikke for den type patienter.”

Uddannelse og særlig kommunikationstræning er vigtige redskaber i dygtiggørelsen af sygeplejerskerne. For Birgitte Goldschmidt Mertz har disse egenskaber ikke altid med biologisk alder at gøre og heller ikke nødvendigvis med, hvor mange år man har været uddannet. Hun fremhæver menneskelig modenhed og en parathed til at bruge en

Side 14 

side af sig selv, hvor det nogle gange kan gøre lidt ondt, som en nødvendig egenskab i denne sammenhæng. Men samtidig ser hun samtalerne som en positiv udfordring, der er med til at udvikle én både som sygeplejerske og som menneske.

Vær ærlig – ikke grusom

Birgitte Goldschmidt Mertz opfordrer til, at man selvfølgelig er ærlig og svarer på de spørgsmål, som patienten stiller.

”Der var en periode, hvor man fortalte alt, hvad man vidste om sygdommen. Men det er efter min mening ikke ærlighed – det er grusomhed. Man skal ikke tømme hele posen, men lytte til hvad patienten vil have at vide. Men det er klart, at man skal fortælle, hvad patienter fejler, hvad enten de spørger til det eller ej.”

Et af de spørgsmål, som af og til bliver stillet til samtalen, er, hvor mange procents chance der er for helbredelse. Det er vigtigt at fortælle patienten, at statistik ikke giver ret meget mening for den enkelte patient, fordi statistikken er baseret på grupper. ”Patienten kan ikke vide, om hun tilhører den gruppe på 75 pct., som bliver helbredt, eller er blandt de 25 pct., der ikke gør. Men vi fortæller selvfølgelig, når vi erfaringsmæssigt kan se, at patienten har gode chancer for at blive helbredt.”

Pårørendepolitik

På Endokrin- og Mammakirurgisk Klinik har personalet formuleret en pårørendepolitik, da de fandt ud af, der var forskellige regler, afhængigt af hvem der var på arbejde den pågældende dag.”Tidligere var vi nok ikke så opmærksomme på de pårørende. De var der for patienten og var en ressource for patienten. Men de pårørende har også et selvstændigt behov for støtte og information. Og derfor gør vi også noget ud af at yde omsorg over for dem. Sygeplejersken kan godt være den, der hjælper mand og kone til at få snakket med hinanden om det.”

Indkaldelsesbrevet opfordrer patienten til at tage pårørende med, hvilket mange benytter sig af. Men personalet oplever, at der er kvinder, som for at skåne familien ikke fortæller hjemme, hvad der er galt.

”Det er helt misforstået, for det er i situationer som disse, man har brug for at tale med sin partner i stedet for at isolere sig. Det skal personalet også støtte og opmuntre til, at patienten får gjort. Men det er selvfølgelig patienten selv, der bestemmer, om pårørende skal have noget at vide, og det skal personalet respektere.”