Glem ikke mennesket

Denne artikel er ikke systematiseret på samme måde som de tidligere, men skal snarere læses som små selvstændige afsnit, der hver især omtaler et specifikt tema.

Artiklen tager ikke blot udgangspunkt i de religiøse synspunkter, men kommer også ind på mere kulturelt prægede normer og holdninger. Endvidere benytter jeg mig ikke udelukkende af litterære kilder, men inddrager også personlige erfaringer, som jeg har erhvervet mig gennem samtaler med muslimer og under mit studieophold i Ægypten i 2001.

Da jeg primært har beskæftiget mig med den arabiske verden, vil der ofte blive henvist til kulturen i disse lande, og læsere skal være opmærksomme på, at denne ikke nødvendigvis er gældende for muslimer, der har deres rødder i andre dele af den islamiske verden.

Sygdomsopfattelse

Selv om vestlig medicin og teknologi er fremherskende i den islamiske verden, og læger og sygeplejersker gennemgår den samme uddannelse som vi i den vestlige verden, kan man møde forskellige opfattelser af, hvad der er årsag til, at sygdom opstår. Nogle mener, sygdom skal forklares som noget fysisk betinget, andre, at årsagen skal forklares ud fra et religiøst

Side 21 

 synspunkt, mens andre igen mener, individet er besat af ånder. Da den første opfattelse har samme forklaringsmodel, som sundhedspersonalet i vesten arbejder ud fra, er det kun de to sidste, der her skal omtales.

Religiøs forståelse

Udgangspunktet her er troen på, at det er Allah, der påfører individet en sygdom. Herigennem kan Allah teste den enkeltes tro og udvirke en tilgivelse for de synder, som mennesket måtte have begået i det jordiske liv. At blive straffet i dette liv anses for bedre end en straf i det hinsides.

Sygdom ud fra denne forklaringsmodel skal derfor ikke betragtes som en negativ tilstand, og den syge bør ikke beklage sin skæbne, da dette kan opfattes som en afvisning af Allahs dekret.

Dette betyder imidlertid ikke, at den syge skal afholde sig fra at søge lægehjælp eller fra at beskrive sine symptomer over for andre, for Allah har ikke påført mennesket en sygdom, som ikke kan helbredes. Argumentet for, at lægevidenskaben i dag ikke er i stand til at kurere alle sygdomme, er, at videnskaben endnu ikke har fundet den helbredende kur, som Allah har sendt til jorden (1). 

Sjælebegrebet

En anden ting, som jeg synes, er værd at nævne her, er sjælebegrebet, som i den islamiske tro adskiller sig markant fra vores opfattelse.

Koranen fortæller, som nævnt under afsnittet om abort (se Sygeplejersken nr. 20/2003), at englene blæser sjælen ind i fosterets hjerte, når det er 120 dage gammelt. Derfor betragtes hjertet som værende centrum for sjælen og for menneskets personlighed. Hjertet gør individet i stand til at skelne mellem moralske og religiøse, rigtige og forkerte handlinger. Når et menneske befinder sig en vanskelig situation, kan det medføre en usikkerhed i troen på Allah, hvilket kan medføre, at hjertet bliver blokeret. Personen kan opleve smerter i hjertet, almen utilpashed samt føle, at syn og hørelse bliver reduceret. Ud fra denne synsvinkel består behandlingen i at få den enkelte tilbage til den rette tro (2).

Troen på amuletter og ånder

Koranen omtaler både gode og dårlige ånder, også kaldet jinner, men gør samtidig gældende, at disse ikke har mere magt end mennesket, og de er derfor ikke i stand til at skade mennesket.

Holdningen til jinner er ikke entydig, idet nogle pure afviser dem som u-islamiske, mens andre tror, at de er i stand til at skade eller skræmme et menneske til sindssyge og i værste fald tage bolig i menneskets krop. Jinner kan være årsag til impotens, epilepsi, kvalme, hovedpine, diffuse smerter og sindssyge (3). Særligt sårbare er gravide og fødende kvinder. Ifølge Berit Austveg er denne tro meget udbredt blandt tyrkiske kvinder i forbindelse med graviditet og fødsel (4).

Når en kvinde skriger meget under fødslen, er det altså ikke nødvendigvis pga. smerter, men kan skyldes, at hun ønsker at jage de onde ånder væk. 

Det onde øje

Ud over jinnerne er der troen på det onde øje. Det onde øje sidder på en person, som kan være såvel mand som kvinde. Personen er født med denne egenskab, men er som regel ikke selv klar over at besidde denne kraft, og det er ikke ensbetydende med, at personen er ond af natur. Falder dette onde øje på et andet menneske, kan det volde skade på den ene eller anden måde, f.eks. medføre sygdom (3).

I Ægypten betegnes ”det onde øje” som det misundelige øje. Da det ofte er misundelse, der kan udløse kraften, synes jeg, dette er en god betegnelse, fordi den fortæller, hvad det er, man skal undgå; nemlig at komme med overstrømmende udtalelser som f.eks. ”hvor er det en vidunderlig baby” eller ”hvilken pragtfuld halskæde, du har på.” Man må gerne rose, men med måde. 

Amuletter

Amuletter er en udbredt beskyttelse mod såvel jinner som det onde øje. En meget brugt amulet er Fatimas hånd. Den er ofte blå eller turkis, og der står skrevet citater fra Koranen på den.

Side 22 

Andre amuletter kan være en lille pose, som f.eks. kan indeholde et koranvers (4).

Forskellig adfærd

Klager patienten sig højlydt, fordi han har ondt eller for at fordrive onde ånder? Er patienten tavs, fordi hans lidelse er Allahs dekret, eller fordi han ikke føler smerter? Er der tale om en fysisk eller en psykisk lidelse? Ofte kan tingene ikke skarpt adskilles, men er en blanding af alle elementerne. Dertil kommer, at muslimer ligesom ikke-muslimer har forskellige måder at håndtere sygdom på.

Det kan derfor være yderst vanskeligt for sundhedspersonalet at vurdere, hvad der ligger til grund for den syges adfærd.

Patienten og de pårørende

Ud fra et religiøst synspunkt opfordres patienten under sit sygdomsforløb til at studere Koranen ekstra grundigt samt at bede Allah om at fjerne sygdommen. Endvidere påbyder islamisk etikette den syge at holde sig selv og sit tøj rent. Særlig omhu skal udvises ved finger- og tånegle, skægget skal være velplejet, og hårene under armene skal fjernes (5).Hår på kroppen, undtagen det på hovedet og i ansigtet, anses i islam generelt som værende urent. Dette gælder både for mænd og kvinder.

Den muslimske patient modtager mange besøg. Det er der to forklaringer på. Den første er, at såvel Koranen som Hadith påbyder familie, venner og bekendte at aflægge den syge besøg. Man skal komme med jævne mellemrum og bede for den syges helbredelse, indgyde ham håb og beskytte ham. Undlader man dette, kan det medføre en straf fra Allah. Samtidig skal omgivelserne hjælpe den syge med at opfylde sine forpligtelser, hvis denne ikke selv er i stand til det (1).

Den anden forklaring er, at i Mellemøsten er det ganske almindeligt, at de pårørende varetager den ikke-instrumentelle pleje omkring den syge, bl.a. fordi personlig pleje ofte indebærer berøring af de mere intime dele. Denne skal helst udføres af en nær pårørende og af en af samme køn. Det er dog ikke forbudt for en af det modsatte køn at udføre den personlige hygiejne, men som regel vil manden – hvis det drejer sig om hans hustru – eller en nær pårørende gerne være til stede. Det samme er tilfældet ved diverse undersøgelser. Her vil manden eller en pårørende også gerne være til stede, især hvis lægen er af det modsatte køn.

Information til syge og pårørende

Som omtalt tidligere er det ganske normalt, at omgivelserne bliver involveret ved problemer. Når der skal informeres om en sygdom, kan sundhedspersonalet derfor støde på flere vanskeligheder.

I Danmark er det ikke tilladt at give oplysninger til pårørende, som den syge ikke også har modtaget. Dette forholder sig anderledes i den arabiske verden. Her er det ganske almindeligt, at den syge ikke kender sin diagnose, mens omgivelserne ved god besked. Man gør det ud fra den holdning, at det er til den syges bedste.

Endvidere taler arabere ikke gerne direkte om sygdom og omformulerer derfor en diagnose – eller undlader helt at tale om den. F.eks. siger man ikke ”jeg er syg,” men ”jeg er lidt træt,” eller i stedet for at sige ”han har cancer” siger man, ”han har det.”

Jeg deltog i en sygeplejekonference i Cairo i 2001. Her fortalte en læge om netop denne problematik, som han ikke mente var hensigtsmæssig. Imidlertid mødte han massiv modstand, når han prøvede at ændre måden at informere på. Den syges reaktion herpå var ofte, at han helt nægtede at modtage informationer om sin sygdom og dennes eventuelle behandling.

Denne holdning er formentlig også medvirkende til, at nogle tolke ikke oversætter vores informationer direkte, hvilket jo betyder, at vi fejlagtigt tror, at patienten er informeret, og handler efter dette, måske med kedelige konsekvenser som følge.

I Danmark skal vi selvfølgelig følge vores regler og lovgivning, hvilket man som personale må henvise til i sådanne situationer. I islam anser man imidlertid mennesket som værende vigtigere end regler, og der tages ofte individuelle hensyn, også selv om det betyder en omgåelse eller et brud på reglerne. Sundhedspersonalet kan derfor komme ud for, at de pårørende, til trods for information om reglerne, vil stå helt uforstående over for sådanne argumenter.

Mad og spisevaner

Som mange sikkert har hørt, er alkohol og svinekød forbudt if. islam. Ligeledes er fødevarer, der indeholder blod, f.eks. blodpølse, ikke tilladte. Forbudet mod svinekød og blodholdige produkter overholdes af de fleste muslimer, medens man ikke skal tage det som en selvfølge, at den muslimske patient ikke drikker alkohol.

Plejepersonalet oplever ofte, at de pårørende har mad med til den syge, hvilket der er flere forklaringer på. Hvor vi har tradition for at komme med blomster, er normen i andre kulturer at medbringe mad. Det kan også skyldes, at den syge ikke føler sig tryg ved, om den mad, der serveres på hospitalet, overholder de islamiske forskrifter.

Mange muslimer i den islamiske verden tror på en opdeling af fødevarer i kolde og varme elementer. Dette har sit udspring i Unani-traditionen (ofte kaldet islamisk medicin) og er især udbredt

Side 23 

i Pakistan. Det betyder, at hvis patienten f.eks. har feber, skal han spise fødevarer, der indeholder kolde elementer, så feberen slås ned (4). Medicin, der indeholder svineprodukter eller alkohol, skal helst undgås, men er ikke forbudte, hvis der er tale om livsvigtig medicin. I forbindelse med denne artikel kontaktede jeg Novo Nordisk mht.

insulin, som jeg troede indeholdt svineprodukter. Novo Nordisk oplyste imidlertid, at dette ikke længere er aktuelt, da alt insulin er udviklet af humanprodukter. Endvidere blev jeg gjort opmærksom på pillen Novo Norm, som kun skal tages i forbindelse med måltiderne og derfor er velegnet i forbindelse med Ramadanen.

Forbuddet mod blodprodukter gælder ikke blodtransfusioner, og donor må gerne være ikke-muslim. Man kan imidlertid støde på muslimer, der vil vægre sig ved at modtage en blodtransfusion. Dette, fordi de sammenligner det med amning og derfor tror, at hvis de modtager blod fra en anden person, betragtes de som søskende uden mulighed for eventuelt senere at blive gift med hinanden (6).

Små tips

Islam gør gældende, at man har pligt til at hjælpe sine omgivelser. Dette indebærer, at man ikke afslår en anmodning om hjælp, men betyder ikke, at man nødvendigvis skrider til handling. I Danmark er det normalt, når vi på forhånd ved, at det pågældende ønske ikke kan opfyldes, direkte at gøre opmærksom på dette. I mødet med muslimer kan man med fordel omformulere sit svar og f.eks. i stedet for at sige ”det er ikke muligt” at sige ”jeg skal prøve at undersøge det” eller ”jeg skal se, hvad jeg kan gøre.” 

Højre side

Den højre side er blevet nævnt flere gange undervejs i de forskellige artikler. I Hadith-samlingerne kan man læse, at profeten Muhammed altid startede med den højre side. En anden forklaring er, at man i den arabiske verden ikke bruger toiletpapir, men i stedet den venstre hånd. Den venstre side anses derfor generelt for at være uren.

En god huskeregel er altid at starte fra højre side, når tøjet eller skoene skal på, mens man starter med den venstre, når tingene skal af. Man hilser ikke med venstre hånd, ligesom man heller ikke spiser og drikker med den. Derfor benytter mange muslimer ske i stedet for kniv og gaffel, og at spise med fingrene er heller ikke usædvanligt.  

Etikette

Når arabere mødes, starter man ikke straks med at tale om sagens kerne. Man spørger først til hinandens og familiemedlemmernes velbefindende, også i mødet med fremmede mennesker. Denne etikette gælder ikke kun i det personlige møde, men også ved telefonisk kontakt. I Danmark har vi ikke tradition for at spørge til patientens familie. Men hvis man blot spørger patienten og de pårørende, der måtte være til stede, vil dette være tilstrækkeligt for at fremstå som en høflig person, der udviser respekt for andre. 

Respekt

En sidste ting, der skal nævnes i dette afsnit, er respekten for de overordnede. I den arabiske verden – og i den tredje verden i øvrigt – er det en almindelig holdning, at det lavere rangerende personale ikke har kompetence eller autoritet til at svare på spørgsmål. Derfor er det også ganske normalt, at man beder om at få en overordnet i tale. På et hospital vil denne typisk være overlægen. Kommer man som plejepersonale ud for dette, skal man ikke tage det personligt.

Få føler tryghed

Når man arbejder med mennesker, der har en anden opfattelse af tingene, og som måske heller ikke behersker det danske sprog særlig godt, kan der let opstå misforståelser. Således har en undersøgelse blandt indvandrere i Danmark foretaget af læge Iqbal A. Khan vist, at 70 pct. ikke følte, at der var givet tilstrækkelig information omkring en sygdom, og derfor var usikre på, hvordan de skulle forholde sig. Kun 10 pct. gav udtryk for, at de følte sig trygge ved den danske sundhedssektor (7).

Personlige betragtninger

Mit udgangspunkt i denne artikelserie har været at give læseren et indblik i de religiøse kilder for at skabe et skel mellem religionen på den ene side og traditionen og kulturen på den anden side, et aspekt, som mange ikke er i stand til at adskille, heller ikke muslimer selv.

Man har i de senere år kunnet læse en del om islam i medierne. Desværre har de fleste af disse artikler kun omtalt den fundamentalistiske del af islam og derved skabt et billede af muslimer som en flok religiøse fanatikere, der kun ønsker deres egne religiøse regler indført og er imod alt, hvad den vestlige verden repræsenterer. F.eks. kunne man i de danske medier se optagelser af muslimer, der jublede efter angrebet den 11. september 2001. Det billede, vi så i Ægypten, hvor vi boede, var chokerede mennesker, der gik og græd i gaderne. Personligt kender jeg heller ikke nogle muslimer, der f.eks. går ind for stening,

undertrykkelse af kvinder eller ikke mener, at dansk lovgivning skal overholdes.

Anne Vesterdal skriver i sin faglige kommentar ”Islam og sygepleje” i Sygeplejersken nr. 19/2003, at ”vi er uvante med at inddrage religiøse aspekter.” Det, tror jeg, er en af de helt store udfordringer i sundhedssektorens møde ikke blot med muslimer, men også med alle andre mennesker, der måtte have religiøse ønsker under en indlæggelse. Samtidig skal vi være opmærksomme på ikke at fokusere så meget på religionen, at vi glemmer mennesket.

Med denne artikel er serien om sygepleje og islam afsluttet. 

Martina Oberleitner er ansat som sygeplejerske ved nefrologisk afdeling på Rigshospitalet samt studerende ved Københavns Universitet siden 1998 i faget arabisk. Skulle nogle være interesseret i yderligere informationer om emnet eller have spørgsmål om f.eks. litteratur, er man altid velkommen til at kontakte mig.