Faglig kommentar: Det truende sorte hul

I går mødte jeg Thorkild. Han gik ved hjælp af en enkelt krykkestok, og han så rigtig godt ud. Jeg lagde mærke til, at han måtte bruge begge hænder, da han skulle vende et vinglas om for at fylde det med juice. Vinglasset stod med foden opad, og først væltede han det med begge hænder, så det lå på siden, herefter rejste han det op og fyldte det med juice. En bevægelse, vi andre ville gøre i et enkelt snuptag, men når hænderne mangler styrke og følsomhed, bliver det nødvendigt at gøre tingene i flere tempi.

Thorkilds historie har været bragt i Berlingske Tidende den 28. april i år med titlen ”Her får de folk i gang igen.” Når jeg nævner den her, er det fordi, den har nogle klare budskaber til sygeplejersker, som arbejder med kronisk syge mennesker i hjemmene, eller sygeplejersker, som arbejder på afdelinger, hvor patienterne er indlagt længe. Patienter, som ikke selv kan fortælle, hvordan de ønsker tingene gjort, eller hvad der er vigtigt for dem.

Prøv at lægge dig på din seng eller på gulvet og stil minuturet til 30 minutter. I den tid må du ikke røre en muskel, ikke blinke, ikke tale, kun høre de lyde, der findes i dit hjem. Forestil dig så, at den tilstand varer i fem uger. Det er Thorkilds sygehistorie. Samtidig havde han mange smerter og kunne ikke selv trække vejret.

Han kørte af sted til lægevagten en lørdag morgen i maj sidste år, fordi hænder og fødder var følelsesløse. Tidligt næste morgen lå han intuberet i en seng på Rigshospitalet og havde fået stillet diagnosen polyradiculitis eller Guillain-Barré syndrom. Det betød, at han i starten kunne blinke – ikke andet, men siden forsvandt også den evne, og først efter nogle måneder begyndte følesansen i ansigtet at vende tilbage.

Hvis du lægger dig på din seng eller på gulvet en gang til, så prøv at overveje, hvad du kunne tænke, sygeplejerskerne skulle gøre for dig, ud over at sørge for din vejrtrækning, ernæring, lejring og dine udskillelser. Hvad ville være vigtigt for dig?

Skulle du høre et lydbånd med en god roman, og hvad er ”god” for dig? Skulle du høre musik og i så fald hvilken musik? Skulle du have friske blomster at se på, eller har du et yndlingsbillede, der skulle sættes op på væggen? Hvad skulle der til, for at du kunne bevare håbet om at blive rask? Thorkilds familie hjalp ham igennem ved at synge danske sange for ham. Hans datter læste op af Peter Plys, ”og den aften faldt jeg i søvn med et lille smil indeni,” siger Thorkild. Hans kone hængte et billede op af fodboldspilleren Morten Wieghorst, som har haft samme sygdom.

Alle i familien vidste, hvad Thorkild satte pris på, og de gav ham det. Men hvad enten patienten har en initiativrig familie og mange nære venner eller ej, må sygeplejerskerne stykke patientens livshistorie sammen, så de kan give ham den særlige opmærksomhed, der er med til at indgyde livsmod.

Det er et af Virginia Hendersons grundlæggende behov, der hermed bliver dækket, ”at lege eller deltage i forskellige former for adspredelse.” Kendskab til patientens historie kan gøre forskellen på, om han eller hun orker at kæmpe eller ganske enkelt giver op. ”Glider ned i det sorte hul, der hele tiden truer,” som Thorkild formulerer det.

Mens du ligger der på gulvet, kan du overveje, hvad der virkelig ville slå dig ud: En sygeplejerske, som læser op af Information, Billed-Bladet eller Rifbjergs erindringer? En sygeplejerske, som synes, du skal høre Metallica, Christina von Bülow trio eller Bachs orkestersuiter?

Alle mennesker er lige, og netop derfor skal de behandles forskelligt.