Fjern og samtidig tæt på

Rygelokalet er på størrelse med et mindre kollegieværelse og bliver hurtigt fyldt med fjernstuderende, der efter et par timer med sociologiens grundlæggere har et lavt nikotinspejl. De fjernstuderende ankom dagen før til sygeplejeskolen i Slagelse for at deltage i den månedlige undervisning og har siden tilbragt de fleste af døgnets vågne timer på en helt traditionel skolebænk.

Det er en af de sidste gange, de 21 studerende på det første hold af fjernstuderende mødes, inden de skal ud i et års klinisk uddannelsesforløb – i dagligdagen kaldet praktik.De er til et tredages seminar, og størstedelen af programmet er fyldt med sociologi. Tavlen i undervisningslokalet, der befinder sig umiddelbart over for rygelokalet, er spækket med sociologiske begreber og figurer, som underviseren har tegnet i et hurtigt tempo.

Holdet startede i september 2001 og har siden læst sig gennem den teoretiske del af sygeplejestudiet med computerens og internettets hjælp – fjernt fra skolen. Dermed har de fået muligheden for overhovedet at blive sygeplejersker, fordi fjernstudiet opfylder et behov for fleksibilitet, der er forudsætningen for, at de fjernstuderende overhovedet kan gennemføre en uddannelse. Gennemsnitsalderen er 33 år, og de fleste har arbejde og familie ved siden af fjernstudiet.

Hjemme i skole

Fjernstudiet på sygeplejeskolen i Slagelse er en succes, og skolen har indtil nu optaget fire hold fjernstuderende. Idéen har bredt sig til Sønderborg, hvor Den Sønderjydske Sygeplejeskole startede sin udgave af et fjernstudium ved årets start.

I ugen op til seminaret på sygeplejeskolen sidder Oksana Luplau, der til daglig kaldes Sanne, i sit hus i et parcelhuskvarter i Avedøre og viser, hvordan man fjernstuderer via computeren. Hun tænder sin bærbare computer. Der går et kort øjeblik, så er hun inde på SkoleKom, som er det system, hvor næsten al kommunikation i relation til fjernstudiet foregår elektronisk.”Jeg bruger mest e-mail, men mange af mine medstuderende deltager meget i de forskellige konferencer,” forklarer Sanne Luplau, mens hun åbner sin e-mailpostkasse.

Det elektroniske klasseværelse er delt op i en e-mailpostkasse og en række konferencer, som virker ved, at hvis man sender en e-mail til dem, kan alle på holdet, inklusive lærerne, læse, hvad man skriver. Det er et virtuelt klasseværelse, hvor alle kan følge med i, hvad der bliver sagt.

Side 7 

Systemet er meget enkelt. Der er en konference, som drejer sig om det rent praktiske. Det er her, at holdkoordinatoren sender meddelelser ud. Så er der en generel konference, hvor man i øjeblikket udveksler erfaringer med at skaffe sig praktikpladser. De resterende konferencer er knyttet til de forskellige fag. En drejer sig om sociologi, en anden handler om fysiologi og anatomi, en tredje om sygeplejevidenskab osv. Man får adgang til hver konference ved at klikke på ikoner.

Mangler øjenkontakt

Sanne Luplau har kun fået en enkelt mail, siden hun sidst åbnede computeren, og skuffet læser hun, at det er en rykker på en lang række bøger, som hun mangler at aflevere på sygeplejeskolens bibliotek.

”Jeg betragter meget systemet som en løbende huskeseddel, der holder én i ilden,” fortæller hun.

”Systemet er også godt til gruppearbejde, fordi man tvinges til at skrive frem for blot at sige tingene. Så er det fastholdt. Min gruppe mødes sjældent ansigt til ansigt, men vi formår alligevel at samarbejde. Andre på holdet har det anderledes og mødes jævnligt, men det kan være svært, hvis ens gruppefæller bor langt væk. Man mangler øjenkontakt og det sociale, men holdet mødes én gang om måneden nede på skolen – og det er godt,” siger Sanne Luplau.

Nede i sygeplejeskolens kantine fortæller Joachim Zytphen-Adeler, at han i lighed med mange af sine medstuderende har arbejdet parallelt med at være fjernstuderende. Men i starten af maj har han søgt og fået et års orlov fra sit arbejde på Psykiatrisk Center Nykøbing Sjælland. Økonomisk kommer det til at hænge sammen ved at tage ekstravagter. Derudover har han sparet op.

”Fuldtidsarbejde og fuldtidsstudium er for meget. Omkostningerne har været meget store,” siger Joachim Zytphen-Adeler, som bor alene med sin søn på 14 år.

”Det har været en lettelse at sige op. I de to år, jeg har været fjernstuderende, har jeg været meget presset. Et studium kræver, at man er til stede. Ikke fysisk, men i tankerne. Det samme gjaldt mit arbejde. Der er grænser for, hvor meget man kan magte. Konsekvensen har været, at andre ting måtte nedprioriteres meget kraftigt. Jeg mener, jeg engang

Side 8 

havde nogle venner og et privatliv,” siger Joachim Zytphen-Adeler og smiler.Fuldtidsarbejde og studium giver tilsammen en arbejdsuge på 80 timer, men det holder ikke altid. En væsentlig støtte har været fjernstudieholdet, mener Joachim Zytphen-Adeler. Mange af de studerende hjælper hinanden.

Dorte Hammerich har samme erfaring.

”På trods af, at der er tale om et fjernstudium, så har samspillet mellem de studerende og de studerende og lærerne været godt. Og samspillet mellem disse dage, hvor man er nede på skolen i tre intensive undervisningsdage, og selve fjernundervisningen fungerer fint. Lærerne er velforberedte,” siger hun.

Usikker fremtid

Dorte Hammerichs fremtid er noget mere usikker end Sanne Luplaus og Joachim Zytphen-Adelers. Hun har indtil nu fået til dagen og vejen via en uddannelsesydelse fra sin a-kasse. Den udløber samtidig med, at hun starter i praktikken.

”Jeg har en dårlig ryg og skulle derfor videreuddannes til arbejde, der ikke i samme grad belaster ryggen. På det grundlag fik jeg uddannelsesydelse i to år. Derfor har jeg haft det lettere end mange af mine medstuderende,” fortæller Dorte Hammerich.

Men det er måske slut nu. Reglerne i forbindelse med det kliniske uddannelsesforløb (praktikken) er ændret med et krav om tilstedeværelse 30 timer om ugen. Med de regler kan Dorte Hammerich ikke se, hvordan hun skal få dagligdagen til at hænge sammen, hvis hun også skal arbejde i noget, der tangerer fuld tid, ved siden af. Hun har tre børn og en travl mand. Derfor har hun søgt om dispensation til at få forlænget sin uddannelsesydelse. Grundlaget for forlængelsen er bl.a., at det nu er en del vanskeligere at arbejde ved siden af praktikken.”Fjernstudiet er en forudsætning for, at jeg overhovedet kunne videreuddanne mig til sygeplejerske,” siger hun.

Sanne Luplau, der oprindeligt kommer fra Ukraine, hvor hun også er uddannet sygeplejerske, arbejder som sygehjælper på Hvidovre Hospital oven i studiet:

”Jeg ved – i modsætning til mange af mine medstuderende – hvor jeg skal i praktik, men jeg får travlt. Når jeg er færdig med at være praktikant på den ene afdeling på hospitalet, kan jeg gå direkte til den næste for at arbejde som sygehjælper,” siger Sanne Luplau.

Hun bliver nødt til at fortsætte med at arbejde sideløbende med praktikken. Akkurat som mange af hendes medstuderende.

”Vi har lige købt hus, og SU er ikke nok til at betale terminen,” forklarer hun.Sanne Luplau startede på fjernstudiet i sin tid, fordi hun ikke kunne få anerkendt sin udenlandske sygeplejerskeuddannelse. Og hun er glad for sit valg:

”Hvis jeg kigger tilbage, så har det haft omkostninger for familien og mig selv, at jeg har læst. Der har ikke været meget fritid, og der er mange aftener, jeg ikke er hjemme, fordi jeg skal arbejde. Jeg har tilrettelagt det sådan, at jeg læser om formiddagen og ud på eftermiddagen. Aftenerne bruges på familie eller på arbejdet. Derudover tager jeg regelmæssigt weekendvagter. Min mand og børn har været fantastiske til at bakke mig op – med hjælp fra familien kan man flytte bjerge,” synes Sanne Luplau.

En anden lærerolle

Konsekvensen af fjernstudiet har for lærerne været positive. Det elektroniske medie giver læreren mulighed for langt større grad af individuel vejledning, men lærerne har også måttet vænne sig til, at undervisningen skal tilrettelægges på en anden måde:

”Normal undervisning på skolen har mere karakter af forelæsning. På fjernstudiet bliver lærerens rolle mere som en inspirationskilde, konsulent og vejleder. De fjernstuderende skal klædes på til at gå videre med stoffet på egen hånd og tilegne sig det af egen drift,” siger Birgit Frederiksen, som er leder af fjernstudiet.

Lærerne på fjernstudiet har oplevet, at der bliver vendt op og ned på forholdet mellem den direkte undervisningssituation og forberedelse. Lærerens rolle som formidler bliver mindre, mens læreren til gengæld skal tænke langsigtet.

Arbejdsforholdene bliver meget lig de studerendes, er Birgit Frederiksens opfattelse. De færreste lærere kan lade være med at åbne SkoleKom og benytte lejligheden til at være fjernunderviser, når de kommer hjem.

”Det kræver noget mere, fordi vi som undervisere er nødt til at formulere os på en måde, så vi er sikre på, at den studerende kan bruge det til noget, fordi en respons trods alt tager længere tid, end hvis man sidder over for hinanden,” siger Birgit Frederiksen.

Det betyder, mener hun, at der på en måde faktisk opstår det modsatte af, hvad man kunne forvente: Fjernstuderende og lærere kommer tættere på hinanden, selv om de er fysisk adskilt. Det er et billede, som også stemmer meget godt overens med Sanne Luplaus erfaringer.

”SkoleKom kan bruges til på en nem måde at komme i kontakt med ens underviser. Samtidig synes jeg, at vejledningen bliver bedre, fordi læreren bliver nødt til at læse, hvad man egentlig skriver,” siger hun. Den skriftlige, elektroniske korrespondance betyder, at man ikke kan skjule, at man ikke har læst på lektien.