Synspunkt: Magtfri demensomsorg

Lovændringen, der i 2000 skærpede bestemmelserne om brug af tvang over for personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, udsprang bl.a. af, at der var uorden på demensområdet: urolige demensramte blev fikserede til stole og senge, fastholdt i hygiejnesituationer, og døre blev aflåst. Ved lovændringen blev visse magtforanstaltninger tilladt, hvorved den hidtidige praksis med ureglementerede anordninger – juridisk set – blev saneret, og en ny orden forventedes at opstå. I vejledningen, der fulgte lovændringen, blev den nye orden beskrevet:

”Magtanvendelse må benyttes, når og kun når der er nærliggende risiko for alvorlig personskade.” Men den nye orden blev fulgt af sin egen uorden: socialpædagogiske tiltag til forebyggelse af magtanvendelse. Med tilføjelsen forventede lovgiverne et omfattende udviklingsarbejde for at beskrive og implementere pædagogiske principper, såsom magtfri omsorg og generelle tryghedsskabende initiativer i den plejefaglige praksis (1).

Lovændringen har imidlertid ikke haft den forventede effekt; en evaluering viser, at bestemmelserne overtrædes i stort omfang, og at der i ordenens kølvand er opstået nye former for uorden: opfindsom teknologi i form af camouflerede dørspærreanordninger, alarmforanstaltninger og tilbageholdelsesformer, der behændigt undviger bestemmelserne. De er alle et udtryk for, at lovændringens orden har tvunget plejepersonale til at opfinde nye måder at udføre praksis på, så omsorgssvigt undgås.

En ny uorden er også den aura af illegitimitet og hemmeligholdelse, som omgærder handlinger, der udføres med en vis grad af nøden eller håndstøtte, samt den mangelfulde orientering af kommunale politikere om konsekvenserne af lovændringen. Nu står vi over for endnu en lovændring på området og har to muligheder:

1. At konkludere, at loven er for stram. Der er almindelige hygiejnesituationer, som ikke kan gennemføres uden tvang over for visse persongrupper, og magtanvendelse bør derfor legaliseres som svar på spørgsmålet ”Hvordan gennemføres hygiejnesituationer hos svært demensramte, der vægrer sig?”

2. At konstatere, at to år og sparsomme udviklingsinitiativer har vist sig at være utilstrækkelige til at installere en ny orden i praksis, hvor det centrale spørgsmål er: ”Hvordan finder vi frem til magtfri omsorg, som demensramte kan tage imod?”

Svaret på det spørgsmål findes bl.a. i nye socialpædagogiske handlemuligheder, normer og værdier, meningsfulde aktiviteter og samvær, der har til formål at støtte den demenslidendes identitet som en del af en faglig udvikling og opmærksomhed på et område præget af effektiviseringsbestræbelser og knappe ressourcer (2).

Mennesker med demens har brug for en lovgivning, der både garanterer grundlovssikrede rettigheder og sikrer tilstedeværelsen af tilbud om pleje og omsorg, der fagligt er udviklet, så den enkelte uanset funktionsevne kan tage imod dem. Lovændringen fra 2000 er et godt fundament for dette, men det er endnu for tidligt at vurdere effekten. Faglig udvikling er et langsigtet projekt, og det er min erfaring fra at have arbejdet med socialpædagogisk udviklingsarbejde på demensområdet, at der stadig er mange udviklingsopgaver foran os, før vi finder balancepunktet mellem forsvarlig autonomi på den ene side og nødvendig omsorg på den anden. Der er brug for mere tid, flere øremærkede midler og politisk velvilje til at igangsætte den nødvendige praksisudvikling, før vi kan tale om at have et grundlag at vurdere magtanvendelsesbestemmelserne ud fra.

Mette Borresen er projektsygeplejerske i psykiatrien i Nordjyllands Amt.

Litteratur

1. Vejledning. Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne, servicelovens §67a og kapitel 21 – herunder pædagogiske principper. København: Socialministeriet;1999.
2. Socialpædagogik og demens – det vanskelige omsorgsarbejde. Af Borresen M, Hansen HK, Trangbæk L-E. København: Socialministeriet, Institut for Ældre og pensionspolitik;2003.