Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Fokus på udvikling af fag og profession

Dansk Sygeplejeselskab (dasys) har til opgave på tværs af de faglige sammenslutninger at skabe en visions- og målsætningsdebat samt dialog.

Sygeplejersken 2003 nr. 27, s. 15

Af:

Lis Borrild, chefsygeplejerske, cand.cur.,

Else Krüger, oversygeplejerske

Dansk Sygeplejeselskab, dasys, er en paraplyorganisation for faglige sammenslutninger og andre relevante foreninger med mere end 50 pct. sygeplejersker. Hensigten med etablering af dasys den 10. juni 2002 var at få en paraplyorganisation til støtte for de faglige sammenslutninger i Dansk Sygeplejeråd i lighed med, hvad Dansk Medicinsk Selskab (DMS) er for alle de lægefaglige specialeselskaber, en fagvidenskabelig organisation.

En fagvidenskabelig organisation er, i modsætning til en fagforening, fri for at beskæftige sig med spørgsmål, der omfatter løn, arbejdstid o.l., men har fokus på udvikling af faget og professionen, herunder at påvirke udviklingen inden for landets sundhedsvæsen.

Hvilken støtte kan dasys yde de faglige sammenslutninger?

Den enkelte faglige sammenslutning (FS) har primært fokus på den afgrænsede del af sygeplejen, som omfatter deres specialeområde. Dasys´ opgave er på tværs af FS´erne at skabe visions- og målsætningsdebat samt dialog. Derved skabes større indblik i, hvad der arbejdes med i forskellige FS´er, samt tilkendegivelser af forskellige synspunkter i relation til større sygeplejefaglige opgaver i forhold til faget og professionen, sygepleje og udviklingen i sundhedssektoren. Dialogen vil give argumenter til de sygeplejersker, som skal repræsentere sygeplejens synspunkter i råd, udvalg, projekter m.m., samt stimulere den faglige debat på vore arbejdspladser.

Dialogen og debatten skabes via dasys´ hjemmeside, arrangementer på tværs af FS´erne og udvikling af databaser til registrering af medlemmernes faglige kompetence. Dasys´ bestyrelsesmedlemmer møder også gerne op til møder i FS´erne mhp. en dialog om dasys og vores fælles arbejde til fremme for en tidssvarende udvikling af sygeplejen.

Bestyrelsen har drøftet og er nået frem til ni aktuelle indsatsområder i vores fag, som vi ønsker at arbejde med og skabe dialog og debat om. Indsatsområderne blev debatteret og godkendt til dasys´ repræsentantskabsmøde den 20. januar 2003. De ni indsatsområder er følgende: Uddannelse, forskning, den danske kvalitetsmodel, elektronisk patientjournal, sygeplejerskemanglens konsekvenser for sygeplejen, sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse, strukturkommission, ledelse og rehabilitering.

Områderne er nævnt i prioriteret rækkefølge. Arbejdet med områderne er det ikke muligt at sætte eksakt tid på. Det kan strække sig over måneder/år afhængig af udviklingen i vort samfund, da det er vigtigt, at de ting, vi arbejder med, er aktuelle. Dette krav kan medføre en ændring i nuværende prioritet.

Eksempelvis kan nævnes nogle begrundelser for at arbejde med de nævnte indsatsområder. I forhold til uddannelsesområdet er der nye og øgede krav til grunduddannelsen - professionsbachelor - og usikkerhed omkring udviklingen af efter-, speciale- og videreuddannelse. Forskning i sygeplejen er en forudsætning for at yde en evidensbaseret sygepleje og en fortsat sikring af kvaliteten i vores fag. Fælles elektronisk patientjournal er under udvikling mange steder på landsplan, såvel som omstrukturering/-organisering af sundhedsydelser og -forebyggelse. Disse ændringer får stor betydning for sygeplejerskernes arbejdsdag og dermed arbejdsmiljø.

I løbet af nogle måneder vil vi i dasys´ bestyrelse kort beskrive og kommentere aktuelle ting inden for indsatsområderne. Dette lægges ud på dasys´ hjemmeside mhp. at få etableret en dialog og debat om områderne. Vi håber, at du vil deltage i vores dialog og debat og dermed være med til at kvalificere de sygeplejersker, der skal repræsentere og varetage udviklingen af sygeplejen og præge udviklingen i det danske sundhedsvæsen.

Lis Borrild er chefsygeplejerske på Steno Diabetescenter, og Else Krüger er oversygeplejerske på Medicinsk Endokrinologisk afd. M, Århus Kommunehospital.

Begge er bestyrelsemedlemmer i dasys.