Ny tilgang til psykiatriske diagnoser

Recoverybegrebet blev for alvor introduceret i Danmark for tre år siden i forbindelse med socialpsykiatri. Det medførte en fornyet optimisme om chancerne for at komme sig helt eller delvist efter en alvorlig psykisk lidelse og endda en skizofrenidiagnose. Ved gennemgang af internationale forskningsresultater har det vist sig, at ca. halvdelen af de mennesker, som har fået stillet diagnosen skizofreni, er kommet sig enten helt eller socialt. Senest viste en WHO-koordineret undersøgelse (International Study of Schizophrenia), at 50 pct. af 18 store patientgrupper over en 25-års periode var kommet sig (recovered). Man fandt også, at 16 pct. af dem, der var betegnet som kroniske, alligevel var kommet sig på længere sigt (1). Man har også fundet, at det ikke er muligt at pege på enkelte behandlingstiltag, der alene har bevirket den positive effekt, men at en lang række meget individuelle faktorer har haft betydning for helbredelsen af den enkelte person (2).

I dansk sammenhæng har der været arbejdet meget med recoverybegrebet inden for socialpsykiatrien. I behandlingspsykiatrien er det specielt arbejdet med en tidlig indsats for unge mennesker med skizofreni (det såkaldte OPUS-projekt), der på nogle punkter indeholder recoverytanken.

Recovery er ikke en ny metode, som kan anvendes til behandling af mennesker med psykiske lidelser. Det er en ny måde at tænke på i forhold til psykiatriske diagnoser.

Tro på helbredelse

Talrige større eller mindre projekter er blevet iværksat for at udvikle individuelle redskaber, der kan hjælpe mennesker med at genvinde deres liv efter en psykotisk periode.

Jeg vil pege på nogle af de elementer, der er blevet fremhævet som væsentlige for, at mennesker med en psykiatrisk lidelse kan komme sig.

Det første, jeg vil nævne, er troen på eller håbet om, at man kan komme vel igennem en psykotisk episode. Denne tro skal deles af behandlere såvel som de personer, der er syge. Det nytter ikke at lægge ud med at oplyse om de dårlige prognoser og procenttal for, hvor mange personer der vil komme sig. Tværtimod skal man være åben for de muligheder, der er for at komme igennem den meget svære tid med en psykose. Der er ingen statistikker, der kan fortælle os, hvem der bliver rask igen, og hvem der vil kunne se frem til et langvarigt sygdomsforløb, måske endda livslangt.

Når man informerer og underviser patienten, er det utrolig vigtigt også at forholde sig til de mere positive forløb.

Ligesom for fysiske lidelser gælder det for psykiske, at man, for at kunne arbejde med på sin egen helbredelse, er nødt til at kunne se et formål og have et håb om at kunne få det bedre igen. Nogle behandlere giver udtryk for, at omtalen af mulig recovery kan give falske forhåbninger til pårørende og mennesker med psykiske lidelser. Jeg mener dog, at der er langt større skadevirkning ved at tage et - trods alt - realistisk håb fra en person, end at vedkommende håber på noget, som måske ikke sker. Det er vigtigt, at der gøres op med de gamle fordomme. Skal der skabes nye fordomme, bør det være nogle, som virker støttende frem for nedbrydende.

En person, ikke en diagnose

Som det næste vil jeg nævne personens indflydelse på sin egen situation. I det somatiske sundhedsvæsen har man længe arbejdet med egenomsorg, selvbestemmelse og individuelle plejeforløb. Når det drejer sig om en psykisk lidelse, må der på samme måde lægges vægt på alle de ting, som giver personen magt til og mulighed for at vælge for sig selv. Det betyder dog stadig, at man som behandler i psykiatrien må støtte og hjælpe i den akutte situation i den udstrækning, det er nødvendigt, når personen ikke selv kan tage vare på sig selv. Det betyder også, at de professionelle skal trække sig i samme øjeblik, personen selv kan tage vare på sit eget liv.

Personen med en sindslidelse må ses som en person og ikke som en diagnose. Det er vel logisk, vil de fleste sige. Alligevel finder man artikler i Sygeplejersken, hvor der tales om ”den skizofrene,” ”den sindslidende” m.m. For mange år siden holdt vi op med at omtale fysisk syge som ”galdestenen,” ”blindtarmen” osv. Alligevel er det hængt ved inden for psykiatrien, hvor også stereotype generaliseringer bevirker, at mennesker med psykiske lidelser ikke ses som enestående personer, men presses ind i en forståelsesramme, der yder meget ringe retfærdighed mod den enkelte person. Som eksempler på disse generaliseringer kan nævnes: at mennesker med skizofreni er ude af stand til at tage rationelle beslutninger om deres eget

Side 13 

liv, og at mennesker med skizofreni sædvanligvis er voldelige og farlige (3). Hvis der skal tages udgangspunkt i den enkelte persons unikke situation og gives mulighed for, at denne person bevarer eller generobrer sit selvværd og aktivt støttes til at tage hånd om sin egen situation, er dét sprogbrug, der anvendes, af stor betydning.

Det er væsentligt, hvordan vi udtrykker os, fordi der i brugen af sproget ligger en subtil måde at undertrykke eller frigøre mennesker på.

Sygeplejersker bør ajourføres

Valgmuligheder, som giver mening for den enkelte, er en væsentlig faktor for at kunne arbejde sig frem mod recovery. Det kan være meget forskelligt, hvad den enkelte oplever som en hjælp for ham eller hende. Derfor bliver der gennemført forskellige projekter, hvor man søger at udvide valgmulighederne. Der arbejdes f.eks. med selvhjælpsprogrammer og selvhjælpsgrupper, hvor den enkelte selv, med den støtte som ønskes af professionelle hjælpere, kan finde ud af, hvad der specielt virker for ham/hende (4).

Der vil i fremtidens psykiatri stadig være et stort behov for sygeplejersker og andre behandlere, som kan tage vare på patienter i den akutte psykotiske fase. Det er også vigtigt, at det er kompetente fagpersoner, som både patient og pårørende kan have tillid til, når deres egne løsningsmodeller i en periode ikke er tilstrækkelige.

Derfor er det meget betydningsfuldt, at sygeplejersker er bekendt med nye tanker om og forståelsesrammer for psykiske lidelser. Kun på den måde kan sygeplejersker være med til at støtte en person til et bedre liv med eller uden sindslidelse og modarbejde, at lidelsen bliver kronisk.

Også uden for den akutte fase er der brug for professionelle, der kan være med til at støtte mennesker i deres tilbagevenden til deres liv efter en sindslidelse. Som kan støtte for at lette eller undgå efterfølgende kriser, så disse ikke forårsager større og større invalidering.

Det er tankevækkende, at man i samværet med mennesker, der har været igennem et langvarigt psykiatrisk forløb, indimellem oplever, at det invaliderende og kroniske islæt er et resultat af de behandlingsforhold, som personen har været igennem, og ikke resultatet af psykosen, som nu er overvundet. Med udgangspunkt i ovenstående tanker har vi på et socialpsykiatrisk bocenter de sidste par år sat fokus på recovery for at gøre det til det bærende princip for aktiviteterne.

Når man arbejder med recovery, er den første opgave at informere om begrebet. For at sørge for, at alle i vores organisation havde mulighed for at høre om recovery og forholde sig til det, har vi afholdt en række inspirationseftermiddage på bocenteret. De er blevet afviklet for beboere, for personale og i nogle tilfælde for de to grupper sammen.

Ud over at udbrede kendskabet til den forskning, der er lavet om recovery, har vi arbejdet meget med de myter og fordomme, som stadig består inden for psykiatrien. Ofte har personalet med stor undren sammenholdt de fremlagte forskningsresultater med den viden og litteratur, de har forholdt sig til i deres grunduddannelser. Brugerne har givet udtryk for glæde over at få et pust af håb ind i deres liv. Flere har givet udtryk for, at de har fået information om, at de havde en kronisk lidelse, og hvis de havde fået konstateret skizofreni, at de måske, når de blev gamle, kunne håbe på, at sygdommen var brændt ud, og de ville få det bedre. Når unge mennesker på omkring 25 år får sådan en besked, vil det påvirke deres engagement i at sætte mål og tillade sig at drømme om et almindeligt voksenliv.

Brugerne gav også udtryk for, at de kunne være bange for at tale med plejepersonalet om deres forskellige tanker og problemer, fordi de ofte fik at vide, at de var psykotiske, fik noget medicin og på den måde blev fastholdt i patientrollen.

Vanskelig brugerindflydelse

Med håbet begynder arbejdet med at få det bedre. Her er der stadig en lang og svær vej at betræde. Nogle af de ingredienser, som skal være til stede, for at det kan lykkes, er større indflydelse på egen situation. Det betyder, at brugerne skal være med på alle niveauer i organisationen og have reel indflydelse på de beslutninger, der tages. Mange i personalegruppen har udtrykt bekymring for, om brugerne nu også kan klare at have indflydelse på f.eks. valg af egen kontaktperson, på ansættelser af personale og andre vigtige beslutninger. Denne bekymring er set i lyset af, at det bl.a. ved arbejdet med målsætninger og handleplaner kan være utrolig svært for nogle brugere at formulere

Side 14 

deres ønsker. Her er det vigtigt at huske, at al begyndelse er svær, og at der også blandt mennesker, som ikke er brugere af psykiatri, er nogle, som ikke umiddelbart kan give udtryk for ønsker for og mål med deres egen tilværelse. Det er noget, som skal læres eller øves. Der er store individuelle forskelle på, hvor meget mennesker vil involvere sig i, og hvor meget de vil have umiddelbar indflydelse på. Det gælder for personer inden for og uden for psykiatrien.

Det er dog værd at notere sig, at undersøgelser af bl.a. William Anthony (5) har vist, at organisationer med en udbredt brugerindflydelse på alle niveauer skaber bedre mulighed for at opnå recovery blandt brugerne af systemet.

Lyt til brugerne

Det er det menneske, som har skoen på, der ved, hvor den trykker. Derfor er det også brugerne af psykiatrien, som bedst kan fortælle, hvordan de forskellige tilbud virker. Og derfor er det vigtigt, at brugerne af psykiatriske tilbud får mulighed for at udtrykke deres holdninger og erfaringer til personalet inden for området. Det benyttes bl.a. i undervisning af personale internt i organisationen og eksternt, når forskellige uddannelsesinstitutioner informeres om arbejdet i et socialpsykiatrisk bocenter. Ved bevidst at arbejde med at give brugerne større og større indflydelse, vil den enkelte udvikle sig og blive bedre til at træffe beslutninger. Blandt brugere af psykiatrien er der, i lighed med andre samfundsgrupper, stor forskel på, hvor meget den enkelte er parat til at medvirke i undervisning og lignende. Alligevel vil deltagelse af enkelte få betydning for hele brugergruppen og ikke mindst for den personalegruppe, der er beskæftiget i organisationen. Det vil have en afsmittende effekt på den måde, brugere ses og opfattes på.

Brugerundervisningen gives dels i forbindelse med psykoeducation (individuel undervisning om sygdom, behandling og prognose) og dels gennem brug af handlingsplaner, der er udarbejdet som selvhjælpsprogrammer (6). Idéen er, at brugerne får øget indflydelse på, hvad de selv kan gøre for at undgå tilbagefald og for at få det bedre. Gennem planlægning af et kriseprogram kan brugerne få indflydelse på, hvad de kan gøre, hvis de bliver så syge, at de i en periode ikke kan tage vare på sig selv.  

Jette Kromayer er ansat som psykolog på Københavns Kommunes socialpsykiatriske bocenter Hedelund, Greve.

Litteratur

1. Harrison, G et al. Recovery from psychotic illness: a 15- and 25-year international follow-up study: The British Journal of Psychiatry. 2001; 178:506-517.

2. Topor A. At komme sig: København: Videncenter for Socialpsykiatri; 2002.

3. Warner R. The Environment of Schizophrenia. London: Brunner-Routledge; 2000.

4. Copeland ME. Wellness Recovery Action Plan. West Dummerstone: Peach Press; 2000.

5. Jensen P. Recovery. Et forprojekt: København: Videncenteret for Socialpsykiatri; 2002.

6. Coleman R, Baker P, Taylor K. Working to Recovery. Wellington, New Zealand: Keepwell; 2002.