Mistænkeliggjort i medierne

Tirsdag den 29. maj 2001 bliver skæbnesvanger for sygeplejerske Kirstine Sandberg. Denne dag bliver hun spurgt, om hun vil være plejegruppens repræsentant i en sag om et problematisk patientforløb på hendes afdeling, børneafdeling A2 på Skejby Sygehus i Århus. Sagen handler om en fireårig pige og en mistanke om Münchhausen by Proxy, dvs. syndromet, der får en forælder til at skade sit barn for selv at komme i kontakt med sundhedsvæsenet. De kommunale myndigheder skal underrettes om sagen, og afdelingen har brug for plejepersonalets vurdering i form af en skriftlig erklæring.

Da Kirstine Sandberg har

Side 5

sagt ja til at være plejegruppens repræsentant, bliver det hendes opgave at skrive erklæringen.

''Det skulle jo gøres af nogen, og jeg havde en del erfaring med familien. Jeg havde været tæt på barnet og moderen under hele forløbet, og jeg havde bl.a. været kontaktsygeplejerske for dem,'' fortæller 47-årige Kirstine Sandberg til Sygeplejersken over et år efter den pågældende tirsdag.

Samarbejde for barnets skyld

Historien begynder mere end et år tidligere. En lille pige er pga. tarmproblemer indlagt flere gange på børneafdeling A1 på Skejby Sygehus. Her kører tingene i hårdknude mellem pigens mor og personalet.

Så da pigens lillesøster senere også skal indlægges pga. tarmproblemer, sker det på en af sygehusets andre børneafsnit, A2. Afdelingsledelsen her beslutter at starte på en frisk med familien. Personalet får at vide, at de skal få tingene til at glide, undgå konfrontationer og slippe de fordomme, de måtte have pga. sygehusets tidligere erfaringer med familien. Der skal samarbejdes.

Denne beslutning tages af hensyn til barnets helbred, men den skal senere vise sig at skade Kirstine Sandbergs omdømme i offentligheden samt stille afdelingen dårligt, når den skal dokumentere hændelser i sagen.

Mor og datter er indlagt sammen, og plejepersonalet, heriblandt Kirstine Sandberg, observerer flere aspekter i forholdet mellem mor og barn, som undrer og foruroliger dem. Men personalet skriver ikke noget i sygeplejekardex om observationerne.

''Vi kunne ikke skrive noget ned, hvis vi skulle følge afdelingens kurs. For hvis vi først skrev noget i kardex, var vi forpligtet til at handle på det, og vi skulle jo samarbejde med familien for pigens skyld. Jeg må indrømme, at jeg følte mig tvunget til at lukke øjnene for nogle af de ting, jeg så og hørte,'' siger Kirstine Sandberg. Hun husker, at flere af hendes kolleger havde søvnløse nætter over at ignorere problemerne. Og over ikke at konfrontere moderen med dem.

Mistanke om Münchhausen

På A2 får pigen blodforgiftninger gentagne gange, og lægerne på børneafdelingen får mistanke om, at det er moderen, der påfører sit barn forgiftningerne ved at sprøjte afføringsvæske ind i blodet på hende. De mistænker moderen for at lide af syndromet Münchhausen by Proxy. Som offentligt ansatte har personalet skærpet underretningspligt til at oplyse de sociale myndigheder om deres mistanke.

Og det er i denne forbindelse, at afdelingsledelsen beder Kirstine Sandberg om at skrive en erklæring om, hvad hun og det øvrige plejepersonale har bemærket. Kirstine Sandberg må støtte sig til sin hukommelse, da der ikke er noteret noget om problemerne i patientforløbet i sygeplejekardex. Dog bruger Kirstine Sandberg notater fra sygeplejekardex for at datere specifikke hændelser. Hun bliver sendt hjem fra arbejde for at skrive erklæringen. Tre dage senere er den færdig.

Erklæringen, som fylder fire tætskrevne A4-ark, kommer til at indeholde konkrete episoder fra indlæggelsen, som Kirstine Sandberg selv har oplevet, men også generelle betragtninger, som flere fra plejepersonalet kan genkende.

Fem personer fra plejegruppen, heriblandt afdelingssygeplejersken på A2, læser erklæringen igennem og skriver under på den. De fem kan nikke genkendende til det overordnede billede, Kirstine Sandberg tegner af moderen og til dels faderen under pigens indlæggelse, og det noteres på erklæringen, at de alle kan bidrage med yderligere eksempler.

''Det var nogle barske realiteter, jeg havde beskrevet, og det var vigtigt at vide, at

Side 6

andre havde oplevet noget lignende med familien,'' forklarer Kirstine Sandberg.

Hendes erklæring er en ud af fire skriftlige erklæringer, der sendes med underretningen til kommunen. De tre andre udarbejdes af hhv. en anden sygeplejerske fra A2, en distriktssygeplejerske og en pædagog.

Stemplet af avisen

På baggrund af sygehusets underretning til de sociale myndigheder bliver pigen ligesom sine tre søskende tvangsfjernet fra forældrene. Mistanken lyder ud over Münchhausen by Proxy hos moderen også på generel omsorgssvigt. Forældrene klager over tvangsfjernelsen, og kommunen ændrer sin afgørelse, så forældrene får lov til at få de to yngste børn (drenge) hjem igen. Imidlertid genoptager den Sociale Ankestyrelse sagen og beslutter, at alle fire børn igen skal fjernes fra hjemmet. På det tidspunkt har forældrene bortført de to ældste døtre fra børnehjemmet og er gået under jorden med alle fire børn. I dag, mere end ni måneder senere, lever familien stadig i skjul. Sagen er tidligere blevet behandlet i medierne og får nu igen pressens bevågenhed. Flere aviser skriver om de modstridende afgørelser og kidnapningen af børnene. Der skrives også om Skejby-personalets rolle i sagen.

En overskrift i B.T. den 1. juni 2002 giver Kirstine Sandberg et chok. ''Stemplet af sygeplejerskerne'' står der med bogstaver så høje som femkroner. Nede i artiklen fremgår det med fremhævet skrift:

''Samlede kollegers underskrifter for at få tvangsfjernet Karin Jørgensens fire børn.''

I første omgang vil Kirstine Sandberg lægge sag an mod avisen, men hun får at vide, at avisen har ret til at skrive om sagen på den måde. Folk beroliger hende med, at man pakker fisk ind i aviser, og at der kun er tale om nogle få linjer, men artiklen har påvirket Kirstine Sandberg.

''Jeg var chokeret over, at avisen gik løs på mig personligt og gav sagen dén løgnagtige drejning,'' siger hun.

''Men jeg var også ked af, at jeg ikke havde haft mulighed for at se forældrene i øjnene og fortælle dem, hvad jeg havde skrevet, og at jeg stod ved mine observationer. Jeg ønskede bare, at jeg ville løbe på dem i Føtex.''

Identitet rystet

Otte dage senere ser Kirstine Sandberg igen sig selv omtalt i B.T. Denne gang lyder overskriften: ''Familien slagtet i skyllerummet.'' Artiklen handler bl.a. om, at der ikke er noteret nogen mistanke om omsorgssvigt eller Münchhausen by Proxy i sygeplejekardex, og at sygeplejerskernes ''anklager'' baserer sig på et ''tilsyneladende ret usikkert grundlag'' og ''skyllerumssnak,'' ''løs snak og sladder.''

Om Kirstine Sandberg står der f.eks.:

'Side 7

'En personlig indsats fra den midaldrende sygeplejerske K.S. sætter mund til mund-metoden på papir. Hun har ikke haft nogen speciel tilknytning til familien under indlæggelserne, men føler sig alligevel kaldet til personligt at gå i aktion.''

Artiklen ryster Kirstine Sandberg.

''Den rokkede ved min identitet. Jeg opfatter mig selv som et bundhæderligt menneske, og nu blev jeg tillagt motiver og handlinger, jeg aldrig kunne drømme om at overveje. Man har en fornemmelse af, hvordan man selv er, og her blev jeg udbasuneret i hele Danmark som en løgner, der havde handlet på egen hånd.''

Hun medgiver, at forløbet skulle have været bedre dokumenteret i kardex, men hun mener ikke, at det giver medierne ret til at angribe hende personligt.

''Mener pressen, at fordi der ikke er skrevet noget ned, så er der ikke nogen sag? Tænk nu, hvis vi har ret. Har pressen så varetaget børnenes tarv?'' spørger hun retorisk.

Samtidig kan hun ikke forsvare sig i medierne. Dels skal hun overholde tavshedspligten, og dels fraråder sygehuset hende på det kraftigste at udtale sig til pressen.

''Det var ikke mit ønske. Jeg havde ikke noget at skjule. Tværtimod var jeg bekymret for, at det ville blive opfattet som suspekt, at jeg ikke ville kommunikere med journalister. Men jeg rettede mig fuldstændig efter, hvad sygehuset anbefalede.'' 

Isolerer sig fra kolleger

Hun må gerne give sin version af sagen internt på Skejby Sygehus, og det betyder meget for hende at gøre det. Emnet er dog så følsomt, at hun beder sine kolleger om at lade hende selv vælge, hvornår der skal tales om det.

''Jeg var utroligt hudløs, og artiklerne cirkulerede uafbrudt i mit hoved. Jeg kunne ikke tale om andet, men jeg kunne heller ikke holde ud at tale om det. Mit liv gik i stå. Jeg kunne ikke koncentrere mig, og jeg kunne ikke finde værdi i noget andet.''

Aviserne skriver flere gange om sagen de kommende uger. Kirstine Sandberg betegnes som den person, der var afgørende for, at sagen overhovedet begyndte at rulle. Det bliver cheflægen på Skejby Sygehus, Børge H. Jensen for meget. Han skriver i et læserbrev i B.T. den 1. juli 2002, at avisen har givet en ensidig fremstilling af sagen baseret på forkerte eller misforståede oplysninger.

''Især er jeg harm over, at journalisten hænger Børneafdelingens sygeplejersker ud for at passe deres arbejde. Det er for plat at lave sensationsjournalistik på sygeplejersker, der har haft en ekstremt vanskelig opgave og stået i svære etiske dilemmaer. Især når de pga. tavshedspligten ikke kan forsvare sig,'' skriver cheflægen.

B.T. forsvarer sin dækning af sagen og skriver i et svar under læserbrevet, at de har deres oplysninger fra læge- og sygeplejerskejournalerne, samt at de forgæves har prøvet at få svar på, ''hvilken ansvarlig leder der bad sygeplejersken K.S. formulere de anklager, der sammen med lægernes underretning blev sendt videre til Århus Kommune.''

Kirstine Sandberg føler sig hjælpeløs.

''Jeg tvivlede aldrig på rigtigheden af det, jeg havde skrevet, men jeg begyndte at tvivle på retfærdigheden. Jeg følte, at jeg ikke ejede mit eget liv mere. Andre havde sat dagsordenen for, hvad jeg indeholdt.''

Kirstine Sandberg begynder at isolere sig. Hun tager hjem fra arbejde, så snart hun har fri. Men hun kan heller ikke holde ud at være derhjemme alene. Hun begynder at få mareridt og vågner flere gange i løbet af natten. Hun får god støtte af sine kolleger og ledere. De holder hende løbende orienteret om, hvad der sker i sagen, og hun kan når som helst ringe til bl.a. sin afdelingssygeplejerske og sin oversygeplejerske. Sagen bliver anmeldt som en psykisk arbejdsskade.

Vellykket vidneafhøring

Hun tager på sommerferie med sine børn og er glad for at være lidt væk fra dagligdagen, men tankerne om sagen følger med. Da hun kommer tilbage, får hun at vide, at hun kan vente sig en vidneindkaldelse. Sagen skal afgøres i landsretten.

''Egentlig blev jeg glad. For nu kunne mit navn endelig blive renset. Men jeg var også bange. Jeg havde aldrig været i en retssal før, og jeg skulle afhøres af familiens advokat.''

Da hun ankommer til retsbygningen i Viborg, begynder en tv-fotograf fra TV2 Østjylland at filme hende. Hun er ledsaget

Side 8

af sin afdelingssygeplejerske og informationschefen fra Skejby Sygehus. I ventetiden sidder hun i samme rum som bedsteforældrene til de bortførte børn. Hun tænker på, at det er svært at være dem. Da hun går ind i retssalen, er hun helt klar.

''Jeg havde god samvittighed og følte mig båret af, at en hel masse mennesker på arbejdet støttede mig. Det var vores sag. Ordene skulle bare komme ud af min mund.''

Hun bliver udspurgt af forældrenes to advokater. Det går godt. Informationschefen på Skejby Sygehus siger efterfølgende, at advokaterne så ud, som om de bitterligt fortrød, at de havde indkaldt hende som vidne.

"Jeg kunne redegøre for alting, og jeg var bare så glad bagefter,'' siger Kirstine Sandberg. Hun kommer dog hurtigt ned på jorden igen.

Ikke overskud til patienter

Om aftenen bringer TV2 Østjylland et indslag om sagen. Vinklen på indslaget er, at der måske er nyt håb for forældrene, fordi tre ''vigtige vidner'' har forklaret, at forældrene godt kan drage omsorg for deres børn. Familiens advokat Finn Søgaard toner frem på skærmen og siger, at Kirstine Sandbergs erklæring ikke bunder i nogen notater, men er skrevet ned ''frit efter hukommelsen.''

''Jeg skreg simpelthen: ''det er løgn.'' Jeg følte, at jeg havde været til eksamen med en præstation til 11 med pil opad, og så kom læreren ud og gav mig et 03. Jeg græd og græd. Hvis jeg ikke kunne gå ind i en retssal og sige sandheden under ed uden at blive hængt ud, så var der ingen retfærdighed til.''

Om natten tager hun over på sygehuset for at skrive sin fremstilling i afdelingens nyhedsbog.

"Tænkte de andre nu, at jeg ikke kunne gøre det bedre?"

Hun har fri næste dag, men har behov for at se sine kolleger i øjnene og mærke, at det ikke kun er hendes sag, men hele sygehusets.

På vej hjem i bussen læser hun Ekstra Bladet, B.T. og Århus Stiftstidende og bryder sammen over, hvad de skriver om hende. Artiklerne handler om, at hun har ''indrømmet,'' at erklæringen er skrevet efter hukommelsen. I Ekstra Bladet udtaler familiens advokat, at erklæringen ikke er ''andet end ondsindet sladder og løs snak,'' og at sagen er bygget på ''et løst og usmageligt'' grundlag.''

Da Kirstine Sandberg skal i aftenvagt samme aften, er hun nødt til at lave noget administrativt arbejde, fordi hun ikke har overskud til at pleje patienter. Hun sygemelder sig ikke, for hun har brug for støtten fra kolleger og ledelse, og hun vil samtidig signalere til sine teenagebørn, at der er nogen, der tager sig af hende.

Angstanfald og antiklimaks

Aftenen inden der falder dom i sagen, bliver hun grebet af angst. Da hun møder næste dag, går hun direkte til afdelingssygeplejerskens kontor, men da hun skal ud af kontoret igen, tør hun ikke gå ud på gangen, og en krisepsykolog bliver tilkaldt. Så afsiges dommen. Den stadfæster tvangsfjernelsen af alle fire børn. Dommen lægger vægt på pigernes ''til tider meget alvorlige sygdomsforløb før anbringelserne, sammenholdt med deres trivsel under anbringelserne,'' og dommerne henviser til en række speciallægeerklæringer.

Kirstine Sandberg burde være glad. ''Dommen viste, at man havde taget mig og sygehuset alvorligt, men jeg følte ikke, at det var en sejr. Jeg havde ikke tiltro til, at medierne ville behandle mig ordentligt. Hvorfor skulle de gøre det denne gang?''

Aviserne bringer imidlertid kun nøgterne artikler om sagen. Det er en lettelse for Kirstine Sandberg, men samtidig en underlig flad fornemmelse.

''Det var mærkeligt ikke at blive nævnt med et ord, og så kunne jeg godt have brugt en undskyldning fra pressen for at hænge mig uberettiget ud,'' siger hun.

Kirstine Sandberg begynder at gå til psykolog. Hun er mærket af forløbet, tænker konstant på det, tør ikke sidde i tog med fremmede mennesker og er bange for at gå til morgenmøde på sit arbejde.

''Jeg er ikke længere den, jeg var, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver det. Tilliden til andre mennesker har lidt et knæk,'' fortæller hun.

I dag får hun stadig psykologhjælp en gang om ugen, men er ovre den værste krise. Hun har dog i baghovedet, at sagen ikke er slut endnu. Forældre og børn lever stadig i skjul for myndighederne, men de har via medierne ytret ønske om at komme frem, og når det sker, fortsætter behandlingen af sagen.

''Hvad vil aviserne skrive, når familien dukker op igen?'' spørger Kirstine Sandberg sig selv. Hun er vred over, at hun er blevet mistænkeliggjort i medierne, men ikke kun på sine egne vegne: ''Det kan blive et problem næste gang, vi har et Münchhausen-barn eller et omsorgssvigtet barn. For hvem vil deltage, hvis vi er nødt til at indberette en forælder?''

Hvis hun blev bedt om at stille op igen, tvivler hun på, at hun ville acceptere. I hvert fald hvis sygehuset ikke havde nogen klare retningslinjer for, hvordan sagen skulle håndteres (se boksen ''Erfaringer fra Skejby Sygehus''). Men hun siger alligevel:

''Hvis ingen andre ville, tror jeg ikke, jeg ville kunne lade være. Når børn svigtes, kan man ikke bare se til.''

Læs B.T.-journalist Poul Bøghs forklaring på hvorfor han skrev, som han gjorde i artiklen: "B.T.: Hun handlede på eget initiativ" (nedenfor). Læs også Anne Vesterdals faglige kommentar "Offer for dårlig journalistik"