Faglig kommentar: Sygeplejeledede afdelinger

Undulaten er død af tørst, køleskabet stinker, og lejligheden er iskold, da patienten udskrives til eget hjem med udsigt til hjemmehjælp fire dage efter. Katastrofer har det med at optræde i tomrummet mellem sektorerne eller institutionerne imellem. Vi kender alle eksempler.

Patienter, der sendes rundt i systemet og udspørges om og undersøges for det samme om og om igen. Patienten, der kun behandles for det problem, der passer ind i specialet, og som udskrives med andre og langt større problemer. Mangelfuld rapportering fra hjemmepleje til sygehus og omvendt.

Patienten, der selv skal informere sin praktiserende læge om, hvad der er foretaget under en indlæggelse, fordi der ikke er skrevet epikrise. Træning, der ophører, fordi patienten overgår til anden sektor. Familien, der ikke får besked om overflytning.

Hver gang det går galt, lover vi hinanden, at det aldrig skal ske igen, og så fortsætter alting alligevel, som det altid har gjort, måske afbrudt af konferencer, hvor der klappes begejstret af oplæg om, hvor galt det står til, og det må vi have gjort noget ved.

At se patienten som en helhed og sætte mennesket i centrum er somme tider kun et politisk hurraord uden praktiske konsekvenser, en kliché, en standardindledning til skriftlige opgaver i sygepleje. Viljen er som bekendt altid god, men hvis mulighederne ikke gives, kan det jo være lige meget.

Når sygeplejersker får mulighed for at yde sygepleje på sygeplejens betingelser, er der imidlertid gode muligheder for, at idealerne omsættes til noget virkeligt. Når patientens behov bliver styrende for sygeplejen, former sygeplejen sig anderledes, end når det er patientens diagnose og behandling, der styrer forløbet.

Det handler også om, hvem der betaler gildet. Kassetænkning handler f.eks. om at tørre udgifter af på andre og om at lukke øjnene for fremtidige omkostninger. Alle kan se, at kassetænkning er uhensigtsmæssig. Men angst for at overskride et budget eller falde i unåde hos en forvaltning kan veje tungere end etik og idealer. Det er ikke bare udgiften, der skubbes væk. Det er også ansvaret.

Sygehusindlæggelser bliver stadigt kortere, og mest muligt klares ambulant. Patienterne udskrives fra sygehus, når det behandlingsmæssigt er forsvarligt, og hjemmesygeplejen tager over, hvis patienten stadig har brug for sygepleje. Det lyder enkelt og rigtigt, men det er ikke alle, der passer ind i den model. Der er behov for institutioner i tilfælde, hvor patienten endnu ikke kan klare sig i eget hjem med kommunal hjemmepleje.

Sankt Lukas Rekreation er et eksempel på en sygeplejeledet institution i privat regi, som dækker et behov for både sygepleje og rekreation. Behovet er der, men patienterne skal selv have midler til at betale for sygepleje, træning og ophold.

Geriatrisk afdeling på Kirsebærbakken i Hillerød Kommune er også en sygeplejeledet institution, der i samarbejde med Frederiksborg Amt tilbyder sygepleje, træning, observation og behandling til patienter, der ikke har behov for sygehusindlæggelse, men som heller ikke kan klare sig i eget hjem. På de følgende sider beskrives sygeplejen på Sankt Lukas Rekreation. I næste uge følger en artikel om Geriatrisk afdeling på Kirsebærbakken i Hillerød.