Sygeplejersken
Store lukkedag
Lukning, flytning og omplacering står på dagsordenen på en lang række danske sygehuse. Amter, der i de seneste år har oprettet centre eller andre enheder på tværs af amtets sygehuse, er nu ved at gennemføre en ny arbejdsfordeling inden for centrene.
Sygeplejersken 2003 nr. 43, s. 6-8
Af:
Kirsten Bjørnsson, journalist
Den 30. september var store lukkedag på en række mindre sygehuse rundt om i Danmark.
I Ringkjøbing Amt lukkede kirurgiske funktioner på sygehusene i Tarm, Ringkøbing og Lemvig. I Viborg Amt lukkede kirurgien på Skive Sygehus. I Vestsjællands Amt lukkede det lille kirurgiske sygehus i Sæby og kirurgien på Nykøbing Sjælland Sygehus. Alle tre steder er det en del af en løbende proces, som også foregår i andre amter. Flere lukninger er gået forud, og andre er på vej.
Rokaderne handler om både økonomi og kvalitet. Akutte beredskaber er dyre at opretholde, og derfor samler amterne de akutte funktioner på nogle få af sygehusene.
Side 7
Men lige så ofte handler det om at højne kvaliteten ved at samle bestemte behandlinger. I et amt som Ringkjøbing spiller det samtidig en rolle, at det er svært at få lægestillingerne besat.
Flytter inden for centre
I Ringkjøbing Amt blev de fem sygehuse for et par år siden erstattet af fem centre på tværs af de eksisterende geografiske enheder: medicin, kirurgi, kvinde-barn, diagnostik og service.
Lignende centerdannelser er siden sket i Vestsjællands og Storstrøms Amter, mens Nordjyllands, Viborg og Sønderjyllands Amter har oprettet andre former for fællesskab mellem geografisk adskilte enheder.
I Ringkjøbing Amt var centerdannelsen kun første runde, og for personalet var den umiddelbare forandring først og fremmest, at ledelsen blev anderledes organiseret.
Anden runde handler om, hvor mange afdelinger der er brug for inden for det enkelte speciale, hvor behandlingen af bestemte patientgrupper skal foregå, og hvad de afdelinger, der mister patienter, evt. skal arbejde med i stedet for.
Det er den runde, man er midt i lige nu, og den berører de ansatte på en helt anden direkte måde.
Mottoet ”ensartet høj kvalitet” betyder i praksis, at hele specialer er fjernet fra de mindre sygehuse.
Og nye omstruktureringer er på vej. Når kirurgien er på plads, skal der ses på det medicinske område.
Alle omplaceret
På Tarm Sygehus blev skadestuen og den akutte kirurgi, dvs. ortopæd- og bløddelskirurgi, lukket ved udgangen af september, det samme blev al urologi.
På Ringkøbing Sygehus lukkede al bløddelskirurgi og urologi.
På Lemvig Sygehus lukkede urologien. Skadestuen og den akutte kirurgi inkl. fødslerne blev lukket i løbet af foråret.
Flytningen af de funktioner, der hidtil har ligget på disse tre sygehuse, har kostet 33 stillinger for plejepersonalet og sekretærgruppen, oplyser souschef Karen Vilsgaard, Kirurgisk Center.
”Samtidig er meget af den elektive kirurgi omlagt til dagkirurgi. Så vi har været inde i en større omplacering.
Det har kostet, men alle i faste stillinger har fået tilbudt anden ansættelse. Ikke alle har fået deres første prioritet, men de fleste har fået noget, de er blevet glade for.
Vi har da heldigvis fået tilbagemeldinger fra nogle, som oprindeligt var kede af det - at det var godt, de fik det spark.”
Faglige arbejdsgrupper har udarbejdet forslagene til, hvilke patientgrupper der skal behandles hvor og hvordan. Plejepersonalet har i et vist omfang deltaget, f.eks. i arbejdsgruppen om brystkræft.
”Men mange har først og fremmest oplevet ændringerne i form af en omplacering,” siger Karen Vilsgaard.
Mister det spændende
”Rent fagligt er det den rigtige model,” mener Alma Jensen, der er fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne i Kirurgisk Center.
Hun fremhæver, at der f.eks. er oprettet en præhospitalsenhed ved alle fem sygehuse, hver bemandet med en anæstesisygeplejerske og en Falck-redder, selvfølgelig med lægebackup.
”Befolkningen i yderdistrikterne er faktisk væsentlig bedre serviceret end før,” siger hun. Omkostningerne ligger på personalesiden.
”Der er blevet taget hånd om alle, der er berørt, på en sober måde, og der er stadig opgaver på de små sygehuse. Men de føler, at alt det spændende forsvinder. De føler sig virkelig barberet,” siger Alma Jensen.
”Jeg synes, vi kan mere, end vi får lov til. Jeg har det dårligt med, at vores operationssygeplejersker, der er uddannet til at arbejde i skadestuen, f.eks. ikke kan få lov til at arbejde som behandlersygeplejersker,” siger tillidsrepræsentant Margrethe Vad Nielsen, Tarm Sygehus.
For fremtiden skal der kun udføres elektive operationer i Tarm, hæmorroider, hernier, varicer og galdeoperationer.
En ny opgave er en sårfunktion med et par senge og ambulatorium for patienter med alle slags sår, fra diabetes- og skinnebenssår til decubitus.
”Vi får en udmærket arbejdsplads. Men som borger synes jeg, at jeg har mistet noget,” siger Margrethe Vad Nielsen.
Fyresedler i Vestsjælland
I Ringkjøbing Amt er alle fastansatte blevet omplaceret, men nogle af vikarerne har måttet ud og søge arbejde andre steder.
Og det skal tilføjes, at der har været flere vikarer end normalt, fordi amtet i det sidste år har vikaransat sekretærer og plejepersonale
Side 8
i stedet for at fastansætte dem.
I Sygehus Vestsjælland er der også foregået et stort arbejde med at omplacere medarbejdere inden for Kirurgisk Center, da Sæby Sygehus og kirurgisk afdeling i Nykøbing Sjælland skulle lukke.
”I alt var 58 sygeplejersker involveret. Men de allerfleste fik tilbudt anden ansættelse,” oplyser faglig sekretær Eva Nysteen, Dansk Sygeplejeråd, Vestsjællands Amtskreds.
Nogle få fik en fyreseddel, men af dem fik et par stykker alligevel tilbudt en ny placering, fordi andre medarbejdere selv søgte til andre afdelinger eller til primærsektoren.
”De, der er hårdest ramt, er sygeplejersker over 57, der ikke lige kan flytte sig fysisk og ikke kan holde til blandede vagter,” siger Eva Nysteen.
Det ligger i amtets specialeplan, at højt specialiserede behandlinger skal samles på færre enheder. Det er baggrunden for lukningerne i Sæby og Nykøbing Sjælland, men sparekrav har også spillet en rolle.
”Besparelserne er foregået i flere omgange, og nu er der igen nye besparelser i høring, som især kan komme til at berøre de mindre sygehuse,” siger Eva Nysteen.
Viborg Amt flytter og fyrer
Viborg Amt har ikke oprettet centre, men har på anden måde møbleret kraftigt om på sygehusstrukturen i de senere år.
Sygehusene i Thisted og Nykøbing Mors er lagt sammen til Sygehus Nord, sygehusene i Kjellerup, Viborg og Skive udgør nu Sygehus Viborg.
Inden for begge enheder er der planlagt omfattende rokeringer, som man tog hul på, da kirurgien i Skive lukkede ved udgangen af september.
”I alt skal over 400 mennesker flytte inden for Sygehus Viborg, og det har man stort set fået på plads. En del vikarer får ikke genansættelse, men det ser ud til, at vi undgår afskedigelser,” siger amtskredsformand Poul Engholm, Dansk Sygeplejeråd, Viborg Amtskreds.
Kirurgien fra Skive skal ende i Viborg, men er i første omgang mellemlandet i Kjellerup, mens der bygges ud i Viborg. I Kjellerup bliver der på sigt ikke andet end dagkirurgi tilbage, al medicin forsvinder. Der bliver også tale om at nedlægge medicinske senge inden for Sygehus Nord.
”Fire medicinske afdelinger i Sygehus Nord skal reduceres til tre, og Mors Sygehus vil næsten blive lukket. Det kan ikke ske uden afskedigelser i en størrelsesorden af 20-25 sygeplejerskestillinger,” siger Poul Engholm.
Viborg Amt har traditionelt større ledighed inden for sygeplejen end andre amter. 1,5 pct. af sygeplejerskerne er for øjeblikket berørt af ledighed mod 0,3 pct. på landsplan.
”Ledigheden er koncentreret om den nordlige del, og det vil blive værre, når der kun er dagkirurgi tilbage i Nykøbing,” tilføjer Poul Engholm.
Medicinske patienter i klemme
De medicinske senge i Sygehus Viborg og Sygehus Nord skal lukkes, selv om Arbejdstilsynets undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø i 2000 viste rekordhøje overbelægningsprocenter på sygehusene i Viborg Amt.
”Siden da er sengekapaciteten øget. Men de senge vil man nu skære væk, samtidig med at man opretter medicinske modtageafsnit, hvor patienterne kan blive observeret i kort tid og hurtigt sendt hjem igen,” siger Poul Engholm.
”Amtet har været ude med tal, der viser, at der bliver indlagt 5 pct. flere på medicinske afdelinger i Viborg Amt end andre steder, og amtet har beregnet, at kommunerne bruger 135 mio. kr. for lidt på ældreområdet sammenlignet med tilsvarende kommuner andre steder.
Men jeg frygter, at de medicinske patienter kan komme i klemme. Primærsektoren kan ikke pludselig opfange disse patienter, for der er også gennemført sparerunder i kommunerne.”
De seneste beslutninger om sygehuslukninger er taget i Storstrøms Amt, hvor amtsrådet i sidste uge vedtog en ny sygehusplan. Den indebærer, at sygehusene i Maribo, Vordingborg og Stege skal lukkes.
Til gengæld bliver der oprettet en lægeambulanceordning, seks lokale skadeklinikker med behandlersygeplejersker og sundhedscentre i Stege og evt. Vordingborg.
Den nye plan følger umiddelbart efter den store omstrukturering i januar 2003, hvor sygehusene blev slået sammen til ét og opdelt i centre på tværs. Planen har rystet medarbejderne på sygehusene, ikke mindst fordi de intet havde hørt, før de selv lukkede op for lokalradioen eller blev informeret af patienter, der havde hørt nyheden.
”Da man arbejdede med Plan 2000, blev medarbejderne inddraget, og mange tillidsrepræsentanter var med i arbejdsgrupper,” siger fællestillidsrepræsentant Karin Holm, Næstved Sygehus.
”Denne gang er planen udarbejdet af embedsmænd, og man hørte intet, før den var ude i pressen. Pludselig kunne man høre i lokalradioen, at ens arbejdsplads skulle lukke.
Vores ledelse har dybt beklaget, at planen blev lækket. Men desværre har forløbet skabt en mistillid, som amtet kunne have undgået ved at informere os tidligere.
Nu spørger mange, om man kan stole på ledelsen og de statistikker, planen bygger på.”
Flere lukninger af sygehusafdelinger kan blive resultatet af de aktuelle overvejelser i Nordjyllands, Ringkjøbing, Ribe, Vestsjællands og Frederiksborg Amter. Lukning af afdelinger er vedtaget og på vej i Viborg, Vejle og Sønderjyllands Amter. Fyns Amt lukker sygehuset i Rudkøbing til næste år.
”Fire medicinske afdelinger skal reduceres til tre, og Mors Sygehus vil næsten blive lukket. Det kan ikke ske uden afskedigelser i en størrelses-orden af 20-25 sygeplejerskestillinger.”
”De, der er hårdest ramt, er sygeplejersker over 57, der ikke lige kan flytte sig fysisk og ikke kan holde til blandede vagter.”