Faglig kommentar: En seismograf i en seng

Når sygeplejersken går rundt på stuerne, siger godmorgen og måler blodtryk og øretemperatur, antager hun fejlagtigt, at det er patienter, der ligger i sengene. Det er ikke tilfældet. Det er fintfølende seismografer, som godt nok ikke registrerer jordskælv på Richterskalaen, men derimod ethvert udsving på sygeplejerskens ansigt, hendes tonefald, antydninger af irritation, træthed eller fortravlethed, måden at åbne og lukke døren på. Dertil kommer duften af sæbe, parfume eller Cecil, næsehår, og bare pletter i hovedbunden. Alt bliver bemærket. Selv ganske små tegn på afvisning bliver noteret og gemt i den syges harddisk.

Hvorfor den minutiøse registrering?

Den syge kan ikke lade være. Det skyldes, at patienten er dybt afhængig af sygeplejerskens velvilje, hendes evne til at observere og handle på observationerne, og at den syge er ekstremt sårbar over for alle tegn på uduelighed og almindelig rutinemæssig uvenlighed.

Den syge bliver selektiv. Hun udvælger den sygeplejerske, som lever op til forventningerne, hvis hun vil spørge om noget, betro sig eller gennemtrumfe ændringer i de planer, der er lagt. Patientkollektivet virker her som en ventil. Over for de øvrige patienter kan den syge lufte sin tilfredshed, glæde eller vrede over sygeplejersken.

Skræmmende? Ja. Men også en anledning til at ranke ryggen og erkende sin betydning.

Sygeplejersken kan ikke styre, hvad patienten skal lægge mærke til, men hun skal vide, at hun er med i et teaterstykke og bliver anmeldt og får stjerner, som enhver anden, der præsterer noget på de skrå brædder.

Familie og venner ser og mærker også, om sygeplejersken behersker sit arbejde, kan lide det. Den voldsomme eksponering er tilsyneladende vanskelig for nogle sygeplejersker.

Man forventes at kunne begå sig i mødet med patienter og familie fra første færd, men det er ikke så enkelt, når sygeplejersken skal optræde over for en stue fuld af pårørende og et par patienter.

Min familie og jeg besøgte for nylig tante Agnes på 82. Hun var blevet indlagt akut aftenen før, fordi hun ikke kunne få luft. Hun var i bedring, men der var ikke klarhed over hendes situation.

Vi spørger venligt og afdæmpet den unge sygeplejerske om planerne for den nærmeste fremtid, hvorefter rimfrosten lægger sig over stuen.

”Vi er så dårligt bemandede i weekenden, lægen er her næsten ikke, fordi hun står i modtagelsen, og jeg kender ikke patienten, og jeg ved ikke hvad der skal ske, for journalen er til skrivning ...”

Systemkritikken vælter ud i næsten fem minutter.

Hvis hensigten er at lære gamle Agnes og de andre patienter at lade være med at bede om noget, men holde sig til den gamle remse: ”De er så søde, men de har så travlt,” kan sygeplejersken oprette en skole. Prototypen på en god martyr, som, inden hun fylder fyrre, har dybe furer mejslet om mundvigen. Og patienterne skal nok få det lært. Spørgsmålet er, hvornår sygeplejersken får lært at rejse sin systemkritik ad de rigtige kanaler.

Vi forsøger forgæves at bringe samtalen på sporet igen. Den systemkritiske sygeplejerske gjorde sig ingen tanker om de tre seismografer, hun var omringet af. Af samme årsag kan det derfor kun blive til én forhutlet stjerne og en overvejelse om, hvad den gode kollega gør, hvis hun overhører en nedskærings-ode fra sygeplejerske til patient. Tager hun en konflikt eller vælger hun at tie og samtykke?