Ledere på landevejen

Bilen er et vigtigt arbejdsredskab for de nye ledere i sygehusvæsenet.

Inge Amelung, sygeplejechef i den funktionsbærende enhed for medicin, Storstrømmens Sygehus, har sit kontor på sygehuset i Næstved. Men to dage om ugen tilbringer hun på sygehuset i Nykøbing Falster, 64 km derfra, og hun kører til den medicinske afdeling i Fakse mindst en gang om måneden. Den medicinske afdeling i Nakskov - 95 km fra Næstved - besøger hun ca. hver 14. dag.

Lone Glistrup, souschef i den organkirurgiske funktionsledelse i Sygehus Vestsjælland, dækker lige så store afstande.

Hun er både oversygeplejerske i den lokale afdelingsledelse i Holbæk og souschef for fire geografisk adskilte afdelinger. Funktionschefen, som hun arbejder nært sammen med, er samtidig administrerende overlæge i Slagelse, 46 km fra Holbæk.

Hanne-Birgit Falkesgaard, oversygeplejerske i Diagnostisk Center, Ringkjøbing Amt, sidder i en såkaldt stor afdelingsledelse for fem røntgenafdelinger rundt om i amtet.

”En dag, hvor vi skal rundt på de fire andre sygehuse, kommer vi op på at køre 208 km,” fortæller hun.

Hvis hun kører sammen med den ledende

Side 7 

overlæge, bruger de lejligheden til at vende aktuelle spørgsmål. Hvis Hanne-Birgit Falkesgaard er alene, forbereder hun sig mentalt eller bruger mobiltelefonen og ringer tilbage til folk, der har forsøgt at få fat i hende.

”I starten syntes jeg, det var spild af tid med al den kørsel,” fortæller hun.

”Men faktisk er det den eneste tid, jeg har til refleksion. Så det er godt nok.”

Bedre for patienterne

Mange medarbejdere har taget sig til hovedet over en struktur, der sender lederne ud på landevejene flere timer om dagen. Hvad er meningen?

Svaret er det samme overalt. Uden samarbejde og arbejdsdeling kan et amt med fire eller seks små og mellemstore sygehuse ikke tilbyde patienterne en behandling, der lever op til dagens standard. I hvert fald ikke inden for kirurgien.

Hvis et mindre amt har flere sygehusafdelinger inden for samme speciale, må opgaverne fordeles, så nogle bliver specialister i det ene, nogle i det andet. Det siger også sig selv, at dyrt specialapparatur ikke skal købes ind til flere afdelinger, hvor det så til gengæld står ubrugt en del af tiden.

Ingen af de ledere, Sygeplejersken har talt med, er i tvivl om, at de nye strukturer er nødvendige.

”Før var vi i højere grad konkurrenter,” siger Hanne-Birgit Falkesgaard om de fem røntgenafdelinger i Ringkjøbing Amt, som nu er samlet under én afdelingsledelse.

”Specielle undersøgelser blev måske udført både i Holstebro og Herning, selv om det betød, at der skulle indkøbes specielt apparatur og uddannes personale begge steder.”

Det politiske ønske er bedre overblik og bedre samarbejde de fem huse imellem. Og amtet har understreget, at det faglige ansvar ligger i afdelingsledelsen.

”Vi skal have overblik over ventetiderne hvert sted og koordinere opgaverne, så patienterne bliver henvist til lige det sygehus, hvor en af lægerne er specialist i patientens problem.”

Personalet savner os

Den 15. juni i år overtog Hanne-Birgit Falkesgaard og hendes kollega i afdelingsledelsen ansvaret for fem afdelingers økonomi, faglige planlægning, koordinering af dokumentation og kliniske retningslinjer, byggeri, personaleledelse og ny løn, prioriteret inden for seks forskellige faggrupper. Samtidig med, at afdelingsledelsen personligt deltager i visitationen af patienterne og samarbejdet med de praktiserende læger.

Opgaven har været overvældende, og kunne være bedre forberedt fra amtets side. F.eks. har afdelingsledelsen selv skullet tage stilling til, hvordan ledelsen længere nede i afdelingerne skulle se ud.

”Vi blev smidt ud i det,” siger Hanne-Birgit Falkesgaard.

”Og vi skulle ikke bare lære de nye huse at kende. Vi skulle fra første dag sætte os for bordenden.”

Der var store forventninger til samarbejdet under den nye ledelse, og den nye ledelse blev taget godt imod overalt.

”Men hvor jeg før var en del af klinikken, træder jeg nu ind i en ny afdeling som gæst hver dag. Vi tager rundt fra sted til sted og løser problemer. De har ligget og ventet, og nu er ledelsen til stede.”

En konsekvens af den nye konstruktion er nemlig, at der foreløbig er forsvundet et lokalt ledelseslag.

”På Holstebro Sygehus har de mistet deres afdelingsledelse, og på Herning Sygehus, hvor jeg før var oversygeplejerske på fuld tid, er jeg der kun en tredjedel af tiden,” forklarer Hanne-Birgit Falkesgaard.

”Personalet har da også givet udtryk for, at de savner os til at tage beslutninger.”

Ikke tid til kaffe

Da Inge Amelung var oversygeplejerske i medicinsk afdeling på Næstved Centralsygehus, kom hun jævnligt i alle sengeafdelinger. En gang om ugen satte hun sig, drak en kop kaffe med personalet og fik en snak om, hvad der foregik.

Det har hun ikke haft tid til, siden hun blev sygeplejechef i den funktionsbærende enhed for medicin i Storstrømmens Sygehus og dermed leder af medicinske afdelinger på så spredte beliggenheder som Næstved, Nykøbing Falster, Fakse og Nakskov.

”Jeg savner den uformelle kontakt. Og det ved jeg, at personalet også gør,” siger hun.

Det er svært at være en synlig leder for hele personalet i alle afdelinger. Ganske vist fordeler sygeplejechefen sin tid mellem de to store afdelinger i Næstved og Nykøbing Falster og besøger jævnligt de mindre. Men så er det fortrinsvis afdelingssygeplejerskerne, hun træffer.

Inge Amelung tvivler på, at de geografisk spredte afdelinger kan smelte sammen, så personalet i Nakskov og Næstved kan komme til at føle sig som del af et fællesskab.

”Måske kan afdelingssygeplejerskerne og de klinisk ansvarlige sygeplejersker, som vil mødes og arbejde sammen inden for specialerne,” siger hun.

”Men ikke de menige sygeplejersker. Der er langt fra Nakskov til Næstved, også kulturelt.”

Lokal kultur overlever

Fællesskabet mellem de afdelinger, der indgår i den funktionsbærende enhed, vil først og fremmest blive fagligt.

Målet er, at patienterne skal have samme muligheder og tilbud, uanset hvor de bor i amtet. Da funktionsledelsen tiltrådte den 1. april i år, gik den straks i gang med at indføre ensartede behandlings- og plejeprincipper overalt i amtet.

”Sygeplejemæssigt samlede vi sygeplejersker fra alle fem geografier inden for hver af de tre patientgrupper, lungemedicin, diabetes og kardiologi,” fortæller Inge Amelung.

”Det er min intention at tage det bedste fra de forskellige afdelinger, og det er blevet godt modtaget både af afdelingssygeplejerskerne og det øvrige personale. F.eks. har vi haft klinisk ansvarlige sygeplejersker inden for de enkelte specialer i Næstved. Det har vi forhåbentlig på alle afdelinger, inden året er omme.”

Introduktion, kliniske retningslinjer, personalepolitik. Der er meget, der skal ensrettes.

”Men der vil stadig være forskel på det

Side 8 

store sygehus, hvor tingene er nødt til at foregå mere formelt, og det lille, hvor der er færre end 100 personer i plejegruppen, og alle kender hinanden godt,” siger Inge Amelung.

Nye samarbejdsproblemer

Mens personale i en række amter har mistet deres lokale afdelingsledelse ved oprettelsen af de nye tværgående strukturer, har Sygehus Vestsjælland bevaret afdelingsledelsen på den enkelte geografi.

Til gengæld har Vestsjælland rekorden i mange ledelsesniveauer og kompliceret struktur, i hvert fald inden for kirurgien.

En sygeplejerske i en kirurgisk sengeafdeling har fire ledelseslag over sig, talt fra afdelingssygeplejersken til centerledelsen.

Souschef Lone Glistrup har siden 2000 både været oversygeplejerske i den organkirurgiske afdelingsledelse i Holbæk og souschef i den funktionsbærende enhed i kirurgi, som omfatter de fire organkirurgiske afdelinger i Holbæk, Slagelse, Kalundborg og Ringsted.

Hendes samarbejdspartner, funktionschefen for kirurgi, sidder samtidig som administrerende overlæge i Slagelse, 46 km væk.

”Men det har egentlig fungeret godt, og vi ser det som en styrke,” siger Lone Glistrup.

Der kan let opstå den oplevelse, at afdelingen, hvor funktionsledelsen fysisk sidder, har mere indflydelse end de andre. Derfor har hverken Lone Glistrup eller funktionschefen noget ønske om at flytte ansættelse, så de kan få samme arbejdssted.

”Det sværeste i denne struktur er at skabe sammenhæng mellem medicin, kirurgi og diagnostik, som nu er placeret i forskellige centre,” mener Lone Glistrup.

”Hvor der tidligere var vandtætte skotter mellem sygehusene, er problemet i dag snarere samarbejdet mellem centrene. Det må vi finde måder at sikre på, så vi får taget hånd om hele patientforløbet.”

Aftagende forvirring

At både medarbejdere og lokale ledelser har været forvirrede over den nye struktur, er dog ingen hemmelighed.

”Især på de mindre sygehuse har det været svært for afdelingsledelserne at finde ud af, hvor de skulle gå hen,” konstaterer Lone Glistrup.

”Og der har været eksempler på, at en afdeling måtte til tre forskellige funktionsledelser for at få løst et problem.”

Side 9 

På de mindre sygehuse har nogle afdelinger haft patienter fra flere kirurgiske grenspecialer.

Mens personalet har været ansat i den funktionsbærende enhed for organkirurgi, har afdelingsledelsen refereret til funktionsledelsen for anæstesi i spørgsmål, der angik bedøvelse og smertebehandling, og til funktionsledelsen for ortopædkirurgi, hvis patienten hørte til dette speciale.

Med de seneste omstruktureringer og lukninger i Vestsjællands Amt er der til en vis grad ryddet op.

”Men den kirurgiske afdeling i Kalundborg har f.eks. stadig otte ortopædkirurgiske genoptræningssenge. Vi har ansvaret for økonomi og personaleledelse for hele afdelingen. Men hvis det drejer sig om noget fagligt, må de gå til den ortopædkirurgiske funktionsledelse.”

Omstilling hvert halve år

Ved udgangen af september lukkede det lille kirurgiske sygehus i Sæby og den kirurgiske afdeling i Nykøbing Sjælland. Det vil sige, at Lone Glistrup nu kun har ansvaret for afdelinger på fire forskellige geografier i stedet for seks, og det forenkler sagerne noget.

Men det har været en stor belastning for personalet, at omstillingen ikke var overstået én gang for alle, da Sygehus Vestsjælland blev oprettet for tre år siden. Siden er der gennemført en ny stor omstrukturering, og endnu én er på vej.

”Det er jo en del af det politiske system, at tingene tager tid. Men det er svært at gå ud og motivere personalet til noget nyt hvert halve år,” siger Lone Glistrup.

”Når personalet meget entusiastisk er gået ind i en omstilling, er det svært, hvis den omstilling alligevel ikke kan bruges.”

Heldigvis har hun oplevet, at ekspertise og faglige principper fra Sæby og Nykøbing Sjælland har kunnet bruges der, hvor opgaverne er flyttet hen.

”Problemet i en proces som denne er, at man skal kunne se kvalitetsløftet. Ellers er det vanvittigt at køre så meget rundt med både patienter og personale.

Og det tager tid, før man kan se et kvalitetsløft. Personlig har jeg hele tiden kunnet se ideen. Men der er langt, til man når frem. Man skal være meget sikker på, at det kan bære. Ellers skal man ikke gøre det.”