Sygeplejersken
Vi ser dem sjældent herude
Oplevelsen af fællesskab har svære vilkår, når arbejdsstederne inden for samme afdeling ligger mange kilometer fra hinanden. For de menige medarbejdere bliver ledelsen meget fjern, mens tillidsrepræsentanterne bedre kan følge med.
Sygeplejersken 2003 nr. 44, s. 8-10
Af:
Kirsten Bjørnsson, journalist
Marianne Bjørn er fællestillidsrepræsentant for røntgensygeplejerskerne i Ringkjøbing Amt.
Hun kan godt se ideen i at lægge fem røntgenafdelinger sammen under en fælles ledelse, selv om afstandene mellem de enkelte afdelinger ligger mellem 28 og 78 km.
Men at forandre mangeårige systemer og arbejdsgange er en proces, som griber dybt ind i personalets hverdag.
”Og som tillidsrepræsentant kan man godt få nogle knubs, når man siger, man kan se argumenterne.
Nogle føler sig trådt på, når de skal have andre opgaver og skal gøre tingene på en anden måde, end de har været vant til i 25 år.”
For de fem afdelinger skal ikke bare dele ledelse. De skal koordinere deres arbejdsgange, personalepolitik, vagtsystemer, dokumentation, osv.
”Fordelene ved fællesskabet er, at patienterne kan få samme tilbud over hele amtet. Når specielle undersøgelser bliver samlet ét sted, kan kvaliteten blive højnet. Og når alle systemerne på et tidspunkt kan snakke sammen, kan
Side 9
man slå op i Herning og se, hvad patienten har fået udført i Tarm,” siger hun.
Svært at følge med
De fleste af de tillidsrepræsentanter, Sygeplejersken har talt med, kan se faglige fordele ved de nye strukturer, hvor man samler afdelinger inden for samme speciale på tværs af de eksisterende sygehuse.
Men at skabe fælles fodslag er en stor opgave, og en af omkostningerne ved de tværgående afdelinger, centre og andre enheder er, at ledelsen bliver mere fjern og upersonlig.
”Som almindelige medarbejdere ser vi dem sjældent herude,” siger tillidsrepræsentant Margrethe Vad Nielsen, kirurgisk afdeling, Tarm Sygehus.
”Vi kan godt mærke, at vi sagde farvel til chefsygeplejersken for et par år siden. Der er ikke længere én, der kun har plejen at tage sig af.
Med den nye ledelse er det også blevet svært for os at følge med i, hvad der sker i Medicinsk Center, Diagnostisk center osv."
Ingen samhørighed
”Det bedste ved den nye struktur er, at alle ikke behøver at være lige gode til det hele,” mener fællestillidsrepræsentant Karin Holm, Næstved Sygehus. Hun arbejder selv i en funktionsbærende enhed for medicin, der omfatter afdelinger på fire forskellige matrikler.
”Man kan fordele opgaverne, også sygeplejemæssigt, så nogle bliver rigtig gode til noget, nogle til noget andet,” siger hun.
”Men jeg tror ikke, mange synes, at det er en god ide. I min egen afdeling i Næstved er der ingen samhørighed med kolleger i Nykøbing Falster eller Nakskov.”
Problemet ved sammenlægningerne er også, at der som regel følger lukninger og flytninger med. Der er meget på spil for det personale, der er involveret.
”Hvis man er ansat på Nakskov sygehus, drejer det sig også om arbejdspladser i et udkantområde. Det er følelsesladet, og så bliver det meget, meget svært,” siger Karin Holm.
”Jeg har da været i sammenhænge, hvor repræsentanterne for de små sygehuse mere så os fra de store sygehuse som modspillere end som medspillere.”
Frustrerende oplevelse
Helle Balling Engelsen er fællestillidsrepræsentant i Sygehus Viborg, som omfatter Skive, Kjellerup og Viborg Sygehuse. På tre år har hun været med i tre omstillingsrunder, og ”frustrerende” er et ord, hun ofte vender tilbage til, når hun skal beskrive erfaringen.
Før 2000 havde Skive Sygehus, hvor hun var ansat i organkirurgien, en flad struktur, hvor afdelingssygeplejersker og overlæger refererede direkte til den lokale sygehusledelse.
I 2000 blev der indført afdelingsledelse. To år senere blev den akutte kirurgi i Skive lukket, og kirurgisk afdeling fik fælles afdelingsledelse med organkirurgien i Viborg.
Det skete som led i en større omstrukturering,
Side 10
hvor sygehuset i Skive blev en del af Sygehus Viborg. Og det var ikke kun afdelings- og sygehusledelsen, der flyttede til Viborg. Det var også omstillingen, lønkontoret, journalerne og den øvrige administration.
Banket fem år tilbage
”Vi oplevede, at afdelingsledelsen var længere væk, og sygehusledelsen blev helt usynlig,” husker Helle Balling Engelsen.
”Vi var et lille hus og var vant til at samarbejde på tværs. Hvis der var overbelægning på medicinsk afdeling, og vi havde lidt plads, kunne vi godt flytte nogle patienter over.
Medarbejderne har altid gået op i, hvordan det gik sygehuset, ikke de enkelte afdelinger. Men nu skulle man orientere sig på tværs, og sammenholdet i selve huset forsvandt.”
De to kirurgiske afdelinger skulle indføre fælles booking og operationsprogram.
”På nogle områder var det ligesom at blive banket 5-6 år tilbage. Problemer, vi tidligere havde kendt, dukkede op igen, patienterne mødte uden at være forundersøgt osv.,” fortæller Helle Balling Engelsen.
Den elektive kirurgi i Skive fik et kort liv. Under den sidste omstillingsrunde i år lukkede al kirurgi på sygehuset, og personalet måtte omplaceres.
Helle Balling Engelsen er blevet godt modtaget i sin nye afdeling i Viborg, men fagligt har hun svært ved at se fordelen. Bortset fra, at Viborg har akut beredskab døgnet rundt, så alle undersøgelser kan udføres når som helst.
”Men som afdeling havde vi nok ikke overlevet på sigt i Skive. Vores overlæger var alle lidt oppe i årene.”
Pr. telefon og mail
De tillidsrepræsentanter, Sygeplejersken har talt med, understreger næsten alle, at det ikke er vanskeligt at komme i kontakt med lederne, selv om de sidder et andet sted.
Det foregår ofte pr. telefon eller mail, men gennemgående er de nye ledere meget bevidste om, at de skal kunne nås.
”Det har været en omvæltning, men vi er ved at vænne os til det,” siger tillidsrepræsentant Susanne Nørgaard, Fakse Sygehus. Hun fremhæver bl.a. personalebladet SundStrømmen, som gør det muligt at følge med i, hvad der sker på de enkelte sygehuse.
I dag er der hverken chefsygeplejerske eller afdelingsledelse på sygehuset i Fakse. Afdelingssygeplejersken refererer direkte til en funktionsledelse i Næstved.
”Men vi ved, hvor vi skal henvende os. Det er godt nok. Og vi har en god afdelingssygeplejerske, som klarer meget selv.”
Mange tillidsrepræsentanter tilføjer, at de jo kender lederne personligt fra MED-udvalg og andre sammenhænge. Det er deres kolleger, der først og fremmest oplever de tværgående ledere som meget fjerne.
”Førhen var vi mere konkurrenter, også som tillidsrepræsentanter. Nu samarbejder vi,” siger Marianne Bjørn, fællestillidsrepræsentant for røntgensygeplejerskerne i Ringkjøbing Amt.
De nye strukturer har ikke bare vendt op og ned på ledernes opgaver. Tillidsrepræsentanterne, der nu skal repræsentere kolleger på tværs af husene, har også fået andre vilkår.
Det gode er, at man bliver nødt til at samarbejde med kolleger i den anden ende af amtet. Det knap så positive er den tid, man kan komme til at bruge på det.
Ligesom lederne skal tillidsrepræsentanter nu ud på landevejene, og det er kommet lidt bag på nogle amter, hvad det koster af tid og timer.
”Når vores MED-udvalg i Kirurgisk Center mødes i Slagelse, er det f.eks. kun et par af de 12 deltagere, der arbejder dér. Resten skal køre fra deres arbejdspladser rundt om i amtet,” siger Irene Glyholt.
Hun er tillidsrepræsentant i Sygehus Vestsjællands kirurgiske afdeling i Kalundborg. Hun sidder i det lokale MED-udvalg, i MED-udvalget for den funktionsbærende enhed i kirurgi, og som fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne i Kirurgisk Center sidder hun også i centrets MED-udvalg.
”Et af problemerne ved den nye struktur er, at amtet slet ikke har gjort sig klart, hvad det vil kræve af tid og ressourcer,” siger hun.
”Derfor går det ud over ens afdeling, hvis man som tillidsrepræsentant er med i mange ting. Når økonomien er stram, må man finde pengene hos sig selv. ”
Og selv om MED-strukturen er tilpasset funktionsbærende enheder og centre, mangler der stadig et hoved-MED for hele Sygehus Vestsjælland.
”Centercheferne har deres møder, hvor de kan diskutere forhold, der angår hele Sygehus Vestsjælland. Men vi har ikke noget tilsvarende forum,” siger Irene Glyholt. ”Selv om beslutninger inden for ét center let kan påvirke andre, har vi meget lidt lejlighed til at drøfte ting på tværs med f.eks. repræsentanter for medicin eller service.”