Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Erstatter sygeplejersker med sosu-assistenter

Brovst fyrer fem ud af otte hjemmesygeplejersker, fordi kommunen mener, at sosu-assistenter uden problemer kan overtage de traditionelle sygeplejerskeopgaver. Dansk Sygeplejeråd i Nordjylland er rystet.

Sygeplejersken 2003 nr. 46, s. 6

Af:

Claus Leick, journalist

I en ny struktur for den kommunale hjemmepleje i Brovst Kommune i Nordjylland er antallet af sygeplejersker blevet kraftigt reduceret. Fem ud af otte hjemmesygeplejersker skal fyres, og plejeopgaverne skal i højere grad udføres af social- og sundhedsassistenter.

Besparelsen er en halv million kroner om året
Reduktionen i antallet af sygeplejersker, som kommunen kalder en ”opgaveomlægning,” er ekstra påfaldende, fordi Brovst Kommune i forvejen er den kommune i Nordjyllands Amt, der har den dårligste normering med hensyn til sygeplejersker.Beslutningen i Brovst, der er truffet af et Venstre-flertal, er da også blevet mødt med kritik fra flere sider. Formanden for amtets sundhedsudvalg, Karl Bornhøft (A), har bl.a. påpeget, at det både kommer til at gå over kommunens ældre og syge borgere, og samtidig vil føre til øgede udgifter i amtet.

 Når der er færre sygeplejersker i Brovst Kommune, vil det automatisk betyde flere tilkald af lægevagten. Desuden kommer der flere indlæggelser på de medicinske afdelinger, mener han. Også Brovst Kommunes egen socialudvalgsformand, Ole Christensen (A), er skeptisk. Han har ikke stemt for den nye struktur og frygter, at den vil føre til serviceforringelser. Kommunens ældreråd har ligeledes været bekymret, men har foreløbig stillet sig tilfreds med et løfte fra borgmesteren i Brovst om, at servicen ikke bliver forringet.

De svage betaler prisen
For Dansk Sygeplejeråd i Nordjylland er der ingen tvivl om, at det er de svage og syge borgere, der kommer til at betale en stor pris for beslutningen i Brovst Kommune. En så markant nednormering i antallet af sygeplejersker kan ikke undgå at få alvorlige konsekvenser.

”Mange borgere er helt afhængige af den pleje og behandling, som hjemmesygeplejerskerne yder. Når Brovst nu reducerer kraftigt i dette tilbud, vil mange skulle blive unødvendigt længe på sygehusene efter endt behandling, fordi deres hjemkommune ikke er i stand til at yde den nødvendige hjemmesygepleje,” siger amtskredsformand for Dansk Sygeplejeråd i Nordjylland, Jytte Vester.

”Ligeledes må borgere, der ønsker at dø i deres eget hjem, lade sig indlægge på et sygehus, fordi kommunen ikke vil være i stand til at yde den terminale pleje,” fortsætter hun og fastslår: ”Det er ganske uacceptabelt, at økonomisk kassetænkning fører til sådanne forringelser for borgerne.”

Jytte Vester er dog enig med politikerne i Brovst om, at der er behov for at omstille og udvikle hjemmesygeplejen.

”Vi indgår derfor gerne i en konstruktiv dialog med de lokale politikere om, hvordan vi forbedrer hjemmesygeplejen til gavn for borgerne. F.eks. kan der være meget fornuft i at oprette ambulatorier eller åbne klinikker, hvor borgerne kan komme ind fra gaden og modtage hjemmesygepleje. Men et sådant tiltag kan ikke stå alene,” forklarer Jytte Vester: ”Der vil også fremover være en stor del af borgerne, der har brug for, at hjemmesygeplejen udføres i deres eget hjem - også om aftenen og natten. Borgernes behov for hjemmesygepleje indretter sig ikke efter kommunens åbningstider.”

Sygeplejerskerne i Nordjylland deltager også gerne i en dialog om, hvordan arbejdsdelingen mellem medarbejderne i sundhedsvæsenet kan ændres. De stigende rekrutterings-problemer gør det nødvendigt, at medarbejderne i sundhedsvæsenet bruger deres tid og kræfter på det, de er uddannet til.

”Beslutningen i Brovst Kommune er ikke et resultat af en seriøs debat om arbejdsdeling, og derfor vil den få meget uheldige konsekvenser for borgerne,” konstaterer Jytte Vester.

Borgmester: Vi er spydspids
Kritikken af sygeplejerskefyringerne får ikke borgmester Mogens Gade (V) til at fortryde. Han mener derimod, at Brovst i denne sag er sydspids og med til at vise vejen for, hvordan andre kommuner også kan gøre.

”Vores udgangspunkt har ikke været besparelser, men en bedre måde at organisere arbejdet på i hjemmeplejen. For mig at se er det en naturlig opgaveglidning, at sosu-assistenterne nu overtager en del af de traditionelle sygeplejerskeopgaver. Andre steder i sundhedssektoren foregår der også opgaveglidning, hvor det er sygeplejerskerne, der overtager lægernes opgaver,” forklarer borgmester Mogens Gade.

Han afviser, at den nye struktur vil betyde serviceforringelser for de ældre og syge borgere i Brovst. ”Den struktur vi nu har besluttet os for, har vi i syv måneder kørt som et forsøg i et af vores områder. Derfor har vi både erfaringer og sikkerhed for, at den kan fungere uden problemer,” pointerer Mogens Gade.

Dansk Sygeplejeråds formand Connie Kruckow har rejst spørgsmålet om hjemmesygeplejens fremtid over for indenrigs- og sundhedsministeren og har planer om også at drøfte problemstillingen med Kommunernes Landsforening.