Faglig kommentar: Belønning til gode tænkere

Den sygeplejestuderende har udarbejdet en blændende god opgave, der gør hende til professionsbachelor efter tre et halvt års slid. Efter moden overvejelse bliver censor og eksaminator enige om, at hun skal have tretten. De ønsker hende til lykke og anbefaler hende at gå videre med opgaven. Hvorfor ikke skrive en artikel?

Den nybagte sygeplejerske synes, det er en dejlig opfordring at få, selv om det ikke rigtigt er gået op for hende, at hendes arbejde er noget særligt. Alligevel vil opgaven hyppigt dø en stille død, for hvem har som nyuddannet sygeplejerske tid og erfaring nok til en krævende skriveproces?

I H:S Sygeplejerskeuddannelsen har man besluttet, at det ikke skal gå sådan. Her støttes de få, der kan tilkæmpe sig karakteren 13 meget konkret. Ved afslutningen, når eksamensbeviserne bliver delt ud, bliver de to måske tre ud af en årgang på 150, som har fået 13, tildelt to måneders orlov fra deres nye job, og skolen betaler herefter lønnen, så de i ro og fred kan arbejde med formidling af deres arbejde. Ordningen er indført med stor velvilje fra de afdelinger, der skal undvære deres nyansatte sygeplejerske i et godt stykke tid. For at sikre publicering af artiklen bliver den som minimum offentliggjort i et internt skrift i H:S.

Der skal være noget at komme efter for de dygtige unge studerende og sygeplejersker, og det er tid at tænke på, hvad det skal være, så de ikke hurtigt inde i den første ansættelse får lyst til at forpagte en café, blive krystalhealere eller selvbestaltede dyreadfærdsterapeuter med speciale i uvorne labradorhvalpe.

De faglige udfordringer skal være parate, når de unge sygeplejersker betræder deres første arbejdsplads. Det må være muligt at fremme en systematisk udvikling af sygeplejen og dosere udfordringerne, så det gavner patienterne. Den gode balance er baseret på, at sygeplejerskerne synes, det er sjovt og interessant at komme på arbejde, og at de kan se sporene af deres arbejde i rendyrket sygepleje.

I bogen ”To kaffe og en staveplade - historien om en ulykke,” beretter journalisten Anne Meiniche om et langvarigt hospitalsophold. Hun var i efteråret 2000 involveret i en trafikulykke og blev hårdt kvæstet. Det kostede hende fem uger i respirator på intensiv afdeling på Rigshopitalet, langvarig genoptræning og varige mén. Hun er forsynet med to meter og 37 centimer ar fordelt på kroppen, og besidder i dag en omfattende viden om forskellen på god og dårlig sygepleje og behandling. Om kropsplejen siger hun:

”Det er i øvrigt tankevækkende, hvor meget det betyder, at man føler sig pæn og ren, når man ligger dér i alt det hvide. Renheden bliver en slags værn mod den totale ydmygelse og elendighed. Renvasket hospitalstøj og god personlig hygiejne holder så at sige sammen på én og er et skjold, man kan gemme lidt værdighed under, selvom man er syg og hjælpeløs. Det anede jeg ikke, før jeg selv kom til at ligge på hospitalet, men pigerne på afdelingen syntes helt klar over det.”

Må den klarhed blive belønnet hos alle sygeplejersker i klinikken.

I bogen slår Anne Meiniche et slag for de mennesker i systemet, som magter at sætte sig ud over vanetænkningen og de gængse mønstre. ”Men det virker ikke, som om det er en adfærd, der belønnes. Snarere tværtimod.

”Det sidste kan vi gøre noget ved. Det er et spørgsmål om at iagttage hverdagen og anerkende og belønne de dygtige mønsterbrydere. Hatten af for H:S som viser vejen.