En hyldest til den basale sygepleje

”De franske tropper får hjælp af de Barmhjertige Søstre. Hvorfor har vi ingen Barmhjertige Søstre?”

Den engelske korrespondent Thomas Chenery, udsendt af The Times i London for at dække Krim-krigen, var oprigtigt forarget på de engelske soldaters vegne. Soldaterne døde som fluer under de mest uhumske forhold på militærhospitalet i Scutari, hvor der manglede alt lige fra forbindingsstoffer, mad og linned til dygtige kirurger - og sygeplejersker.

Pia Loyau i gården ved Sankt Vincent-søstrenes  ordenshus i Paris:
”Vi har brug for at genfinde sygeplejens kerne. Det kan historien hjælpe os med.” Bag hende står pioneren Louise de Marillac og en søster med
sit fine, stivede slør - la cornette.  

”Disse opofrende kvinder er fremragende sygeplejersker og udfører for de syge og sårede alle de opgaver, som man kunne forvente at finde inden for de mest fuldkomne hospitaler,” fortsætter han i sin reportage. Men hvem var de Barmhjertige Søstre? Disse fagligt kompetente og opofrende kvinder?

Journalist og sygeplejerske Pia Loyau har fra sin base i Paris været på jagt i arkiverne i Frankrig og kan nu i de kommende numre af Sygeplejersken fortælle om et medrivende kapitel i sygeplejehistorien, et kapitel, som hidtil har stået i skyggen af andre pionerindsatser.

Alle kender til Florence Nightingales formidable præstationer, men hvor mange kender til, at Florence Nightingale (1820-1910) selv har taget ved lære af de franske søstre? ”Der findes intet, som den uddannelse Sankt Vincent Ordenen giver kvinder,” skrev hun i et brev hjem fra en rejse til Rom.

 I 1853 kom hun til Paris, hvor hun bruger sin tid på de store hospitaler. Her noterer hun ned, hvad hun ser, og assisterer også ved operationer. Året efter gør hun igen ophold i Paris og får her et mere omfattende kendskab til de franske søstres sygeplejemetoder, inden hun

Side 11

selv skal af sted med sine sygeplejersker til militærhospitalet i Scutari.

Paralleller til i dag 

De franske Barmhjertighedssøstre - eller Sankt Vincent-søstrene, som de kaldes i dag - hører til blandt frontløberne i udviklingen af den moderne sygepleje. Det kan de takke deres fremsynede stifter for, Vincent de Paul, som blev helgen kåret af paven i 1737. 

Hans tankegang var præget af visioner om, at de syge skulle behandles med respekt for deres person og deres værdighed som menneske. 

Det fortæller Pia Loyau om i sine artikler, der både beskæftiger sig med den hjemmepleje, som han først tog initiativ til, og siden med hans hospitalslære, som skulle blive så vigtig for udviklingen af sygehusvæsenet i Frankrig. Sammen med pioneren Louise de Marillac grundlagde han en sygepleje, der bygger på kompetence og reel viden. Det var en revolution dengang, understreger Pia Loyau.

”Under mit arbejde med at kortlægge den tidlige franske sygepleje er jeg gang på gang blevet slået af de mange paralleller til nutidens sygepleje,” siger hun. ”Et af Vincent de Pauls centrale budskaber er tilstedeværelse. Under Krim-krigen i 1853-56 var søstrene i høj grad til stede, selv om de risikerede at dø af tyfus eller kolera. En af de sårede soldater siger: ”Nu har vi søstrene, nu kan vi ikke dø.” Mange soldater døde ikke desto mindre, men det viser hans lettelse over ikke at være overladt til sig selv. Dengang blev soldaterne betragtet som numre. Nu var der nogle søstre, som tog sig af dem og så dem som mennesker,” siger Pia Loyau og peger på, at den problemstilling er evigt aktuel.

”Patienter er mennesker, ikke diagnoser. Og tilstedeværelsen, ja, den kæmper mange sygeplejersker for i dag. De allerfleste vil gerne have mere tid til deres patienter. Måske bør det være vor tids sygeplejerskekamp? Artiklen i Sygeplejersken (nr. 24/2003) om sygehuse, der både skal måle resultater og omsorg, citerer amtsborgmester Bent Hansen for, at vi fremover skal forpligte os til i højere grad at vise medmenneskelighed og skabe en god stemning på sygehusene. Det behøver ikke koste mere, siger han.

For mig er der en klar parallel til det, Sankt Vincent lærte sine sygesøstre i 1600-tallet. I dag taler vi ikke om næstekærlighed, som Sankt Vincent gjorde det. Nu hedder det omsorg og empati, men behovet for medmenneskelighed er det samme. Så i virkeligheden er der tale om en gammel nyhed. Det, synes jeg, er positivt - og også en god grund til, at vi skal beskæftige os med sygeplejens historie.”

Et af Sankt Vincents centrale budskaber er tilstedeværelse. Det levede søstrene i høj grad op til som her midt i al krigens gru, hvor de udfører
deres sygepleje. Billedet er fra kapellet på Centre Hospitalier Universitaire d´Angers (Universitetshospitalet i Angers) og illustrerer den fransk-tyske krig i 1870. Søstrenes dragt er identisk med den, de bar under Krim-krigen.

Professionen styrkes 

Sygeplejerskens historieprojekt har sit udgangspunkt i Krim-krigen, og det er der gode grunde til, fordi det er her, der hentes inspiration og erfaring til udviklingen af den moderne sygepleje. Det var krigssituationen, der for alvor satte tanker i gang hos pionerer som Florence Nightingale i England og Valérie de Gasparin i Schweiz. 

Begge tog efterfølgende fat på at professionalisere sygeplejen. Religion og sygepleje bliver adskilt. Der etableres formaliserede sygeplejerskeuddannelser, og sygeplejerskerne får løn for deres arbejde. Men inden man nåede så langt, var der mange slag, der måtte udkæmpes både for sygeplejen og for kvinders ret til at professionalisere sig. Et af de store var under Krim-krigen.

”Kunne kvinder nu klare at blive sendt til en krigsskueplads? Kunne de klare den rå soldaterverden? Sådan lød det fra flere sider. Men det kunne de,” siger Pia Loyau og peger på, at netop i en nødsituation bliver man ofte nødt til at sprænge personlige og faglige grænser. ”Man gør ting, man egentlig ikke har lært. Man opfinder nye metoder på stedet ud fra de forhåndenværende midler. Det giver styrke. Man vokser. Man udvikler sig både menneskeligt og fagligt. De franske søstre blev ikke modtaget med åbne arme alle steder, sådan som man kunne tro det fra krigsreportagerne i The Times. Gang på gang skulle de forsvare deres tilstedeværelse over for de militære ledere og stå til regnskab hos de militære administratorer. ”Hvorfor beder I om så meget til jeres patienter,” lød det igen og igen. 

Søstrene bliver de syge og sårede soldaters advokater. For mig har det paralleller til senere tiders overlæge- og politikervælde. Søstrene var nødt til at stå fast - for deres patienters skyld. Det styrker et fag, mener jeg. Sygeplejens historie

 Side 12

skrives ikke ved hjælp af revolutioner. Det er de lange, seje træk fra de mange, der tæller - og synergien mellem de mange forskellige former og sygeplejemodeller. I den udvikling er det vigtigt at have ”isbrydere” som Florence Nightingale. Hun var den rigtige person på det rigtige tidspunkt på det rigtige sted.” 

De franske søstre drog ikke hjem fra Konstantinopel for at gøre sygeplejekarriere.

Deres mål var at yde en næstekærlig, religiøs pleje. Når de hjalp de syge og de fattige, ærede de Jesus. Det var en anden indfaldsvinkel til sygeplejen, påpeger Pia Loyau. Selv mener hun, at konflikter er vigtige - på den positive måde. ”Det har været betydningsfuldt, at de forskellige sygeplejemodeller er blevet konfronteret med hinanden undervejs. På den måde kridtes banen op - og man kommer videre i udviklingen,” siger hun. 

Som en anden detektiv 

De sidste to år har Pia Loyau brugt en stor del af sit arbejdsliv til at kortlægge Sankt Vincent-søstrenes sygepleje. ”Ikke så lidt af et detektivarbejde,” siger hun.

”Som en anden sporhund forfølger man de spor, der dukker op. På forhånd kan man ikke vide, om sporet ”giver pote.” Jeg har tilbragt timevis på læsesale og kun fået småting med hjem. Andre gange har der været tale om en telefonopringning til en person, som ligger inde med lige den oplysning, man har brug for til at komme videre, eller man møder mennesker, som har stor viden om emnet, og som er glade for at dele den med én.” 

Pia Loyau startede sin søgen i det offentlige hospitalsvæsen i Paris og derfra foldede projektet sig ud - med besøg hos Røde Kors og Sankt Vincent Ordenen i Paris og moderhospitalet i Anger. En fransk militærlæge i Dijon guider hende gennem det franske nationalbiblioteks jungle for at finde oplysninger og egnede illustrationer, og lederen af arkivet hos de katolske præsters organisation, der under Krim-krigen stod i spidsen for Sankt Vincent-søstrene, finder unikt materiale frem:

”Det er en fantastisk oplevelse at besøge sådan et gammelt arkiv og sidde i læsesalen med træstiger op til de øverste hylder og fyldt med gamle støvede bøger, der pludselig kommer frem i dagens lys. Og med ét sidder man så med en kasse - fuld af breve skrevet med sirlig skrift på fint, tyndt papir af søstre, der var udsendt til det franske militærhospital under Krim-krigen. Det var et stort øjeblik. Bevægende. Historien bliver levende, og til sidst sidder man med et helt persongalleri, man synes, man kender.” 

Pia Loyau har også et andet bud på det indlysende i, hvorfor man skal beskæftige sig med historien: ”Vi har brug for at se tilbage for at kunne se frem. Så enkelt kan det udtrykkes,” siger hun og tilføjer:

”På mange måder føler jeg, der er brug for at genfinde sygeplejens kerne - eller hjertet af metieren, om man vil. Efter at have arbejdet med sygeplejen fra 1600- tallet og frem til i dag står det mere og mere klart for mig, at det netop er den basale sygeplejepleje, der er så vigtig. Ja, eviggyldig.”