Der er grænser for omsorgen

En borger hængte et skilt op, hvor han advarede mod nøgne mænd, og det ar mere reglen end undtagelsen, at han gik rundt uden undertøj på, når plejepersonalet var i nærheden. (Modelfoto)

Side 11

I efteråret modtog Sygeplejersken et debatindlæg fra hjemmeplejen i Esbjerg. Det lød bl.a.: ”Vi kommer flere gange om dagen i hjemmet iført beskyttelsesdragt, fordi afføring sprøjter på os. Det meste af huset skal hovedrengøres hver dag. Embedslægen har været derude og siger, at vi ikke kan gøre andet end at fortsætte som nu. Er det rimelige arbejdsvilkår?”

I den anden ende af landet stod en personalegruppe i et lignende dilemma. En borger havde hængt et skilt op på sit hus, hvor han advarede mod, at nøgne mænd kunne iagttages på grunden, og det var da også mere reglen end undtagelsen, at han gik rundt uden undertøj på, når plejepersonalet var i nærheden. Det havde så stærk en effekt, at personalet til sidst ikke ville på arbejde, og ledelsen måtte vælge ud, hvem der skulle tage af sted.

Episoderne fortæller om de svære situationer, der slider på både psyke og arbejdslyst. Sager, hvor personalet befinder sig i et dilemma, som ikke kan løses, fordi borgeren f.eks. afviser tilbud om aflastning, handicaphjælpemidler eller kompromiser. Eller fordi problemet, selv efter henvendelse til instanser som embedslægen, Arbejdstilsynet og sikkerhedsrepræsentanten, ender hos personalet selv. I begge disse tilfælde kom der først skred i sagerne, da en psykolog, og ikke mindst lederne selv, trak grænserne op for pligten til at drage omsorg for syge borgere. Også i personalets egne rækker. 

På opfordring deltog psykolog Niels Busch-Jensen fra Bedriftssundhedstjenesten (BST) Storstrøm i Sakskøbing som tredjepart i sagen om manden, der smed tøjet for et godt ord og blandede sig i plejearbejdet. For psykologen var det tydeligt, at personalet fandt sig i langt mere, end de skulle, og at de derfor havde svært ved at håndtere de krænkelser, de følte sig udsat for. 

Foregrib psykiske nedture

 På et møde, hvor personalet fremlagde deres frustrationer, havde Niels Busch-Jensen for at gøre det så tydeligt som muligt, at der skulle arbejdes med de følelser, derfor medbragt Straffelovens § 119-122 og § 267. Paragrafferne omhandler forbrydelse mod den offentlige myndighed, og som han så det, var der i sagen tale om reel blufærdighedskrænkelse.

 I § 121 står bl.a.: ”Den, som med hån, skældsord eller anden fornærmelig tiltale overfalder nogen af de i § 119 nævnte personer [nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv] under udførelsen af hans tjeneste eller hverv eller i anledning af samme, straffes med bøde eller fængsel i indtil 6 måneder.”

 Dét satte tingene i perspektiv.

 ”Det var jo ikke meningen, at personalet skulle ud og politianmelde borgeren. Men det fik smilet frem og øjnene op for, hvor slemt det stod til. Som sundhedsperson udsætter man ofte sig selv for ting, en politimand f.eks. aldrig ville Side 12

tolerere. Giv en politimand fingeren, og det koster dig penge. Gør det samme ved en plejer, og det er ganske gratis,” siger Niels Busch-Jensen.

Når en professionel involverer sig i en krisesituation, der i forvejen er spændt, så bliver den kun værre, hvis man lader følelserne løbe af med sig, fordi man vil hjælpe så meget, man kan. Niels Busch-Jensen har været ude for sager, hvor det kom så vidt, at plejeren tog penge af sin egen lomme for at hjælpe en borger. Så han tror ikke, at sagen er enestående. Mange griber ikke ind, før skaden er sket: ”Der er mange, især små kommuner, som ikke er forberedt på, hvad de skal gøre, når deres medarbejdere henvender sig for at få hjælp. Ikke fordi man nødvendigvis skal håndtere psykiske problemer med jura. Men det handler om at have en form for beredskab, så man ikke ender med, at personalet sidder grædende hos psykologen,” siger Niels Busch-Jensen.