Sygeplejersken
En god leder griber ind
Han var erklæret habil, men hjemmet sejlede i afføring. Først da lederen af hjemmeplejen sørgede for, at personalet kunne arbejde uden at lægge pres på patienten, blev problemerne løst.
Sygeplejersken 2004 nr. 13, s. 13
Af:
Fie Lundsgaard Olsen, journalist
Et debatindlæg i Sygeplejersken om en afføringsinkontinent borger og personale, der blev oversprøjtet med afføring, kom i sin tid fra Eva Madsen, som er sygeplejefaglig konsulent i Esbjerg Kommune (se artiklen ”Der er grænser for omsorgen”). Hun skrev på vegne af områdeleder Helen Ahrendsen fra Områdecenter Højvang i Esbjerg. Begge følte de, at de efter lang tid med den problematiske borger løb panden mod en mur.
Den pågældende mand boede i eget hjem og var sengeliggende det meste af tiden. Han nægtede at samarbejde, gå med ble eller bruge plejesengen, så han fik liggesår og sejlede bogstavelig talt i sin egen afføring. Hygiejnetilstanden var alarmerende, men embedslægen sagde god for mandens habilitet, og en efterfølgende henvendelse til Arbejdstilsynet gav intet resultat. Manden var ved sine fulde fem, og derfor kunne personalet ikke få gennemtrumfet, at deres fysiske arbejde kunne gå forsvarligt for sig, f.eks. ved at få installeret en lift ved mandens egen seng.
”Han havde selv bygget huset og værnede om det. Det kan man jo godt forstå, men vi kunne ikke hjælpe ham på de vilkår, der var. Så ville vi få arbejdsskader,” fortæller Helen Ahrendsen.
Selvom ingen overordnede instanser kunne træde til, betød henvendelserne, at Helen Ahrendsen og Eva Madsen havde det juridiske bagland i orden. Det havde en vis mental effekt.
”Vi ville simpelthen ikke høre bagefter, at vi ikke havde sørget for ham. Vi informerede alle dem, vi kunne, også for at fortælle personalet, at de ikke skulle være flove over at forlade ham. Der var mange holdningsbearbejdelser, de skulle igennem, og det var en hård psykisk periode for gruppen,” siger Helen Ahrendsen.
Presset fra alle sider
Ifølge hende var det netop den faglige stolthed og vanen med at aflevere ”et pænt stykke arbejde,” der gjorde, at arbejdsmiljøet fik lov at udvikle sig i en så uansvarlig retning. Hvis plejerne havde fortsat uden sikkerhedsrepræsentantens og ledelsens opmærksomhed, hjælp og indgriben, ville de uden tvivl være gået meget længere. Men så skete der noget.
Løsningen på problemet var at tage det overordnede ansvar for personalets arbejdsdag, f.eks. ved at styrke personalegruppen med supervision. Desuden sendte lederen kun det personale ud, der var bedst til at kommunikere. For manden led af psykosociale eftervirkninger af en hjerneblødning, selv om han ikke havde nogen diagnose, og hans privatliv lå i ruiner.
Ifølge Eva Madsen var der ikke noget at sige til, at han opførte sig urimeligt. Han var presset fra alle sider og følte måske, at truslen om plejehjem skulle nedkæmpes med det eneste magtmiddel, han havde tilbage: Sin krop.
”Vi besluttede, at vi måtte indrette os efter bedste evne, så områdelederen styrede, ledede og fordelte arbejdet, for at personalet ikke skulle gå ned med flaget. Vi holdt op med at snakke om lifte og plejesenge og udførte det arbejde, vi nu kunne komme til. Måske virkede ændringerne på ham, som om vi accepterede hans protest, for pludselig ville han gerne samarbejde alligevel,” fortæller Eva Madsen.
Når der ikke er nogen instanser til at hjælpe én, er der ikke andet tilbage end at uddanne og trøste sit personale, mener hun:
”Det er vigtigt, at der er et godt professionelt bagland og en god leder. Hvis der er nogen, der siger, at de ikke kan klare det, skal de også være fri. Men helt slippe, det kan vi jo ikke. Som fagpersoner er vi nødt til at tage os af alle - også dem, vi ikke kan lide. Bagefter må vi så evaluere og spørge, hvor vi handlede forkert eller for sent,” siger Eva Madsen.