Faglig kommentar: Kvababbelse og tonedøvhed

Sygeplejersken kommer med vaskefad og smil og fortæller patienten, at hun vil vaske ham forneden. Dejligt, tænker manden i sengen og glæder sig til at få vasket og nuslet fødder. I stedet løfter sygeplejersken dynen til side, så kønsorganerne blottes på den uforberedte patient. 

”Forneden” må da være fødderne, tænker patienten. For sygeplejersken er det et parti midt på kroppen og mellem benene. Nedre toilette. Er det fagsprog eller en jomfrunalsk omskrivning for en handling, der findes i hundredvis af mere rammende betegnelser for i hverdagssproget? Måske bare en vane, vi ikke tænker over. 

Sygeplejersker bruger i vid udstrækning et alment forståeligt hverdagssprog, når de taler med patienter, og de lærer også hurtigt at bruge ord og vendinger, der er særegne for den patient, de står overfor. Og så er vi måske alligevel tonedøve i nogle henseender. 

Hvor gode er vi f.eks. til at opfange en patients mere eller mindre forblommede og kluntede udtryk for seksuelle behov? Når den gamle mand i kørestolen stryger os over armen eller barmen, bliver han så affærdiget som en gammel gris, eller gør det os opmærksom på, at han måske savner at vise et andet menneske ømhed? Når patienten svarer, at det ikke er noget at prale med, når vi spørger, hvordan det går derhjemme, forstår vi så, at det måske handler om, at hun har tabt lysten til at gå i seng med sin mand? Eller at det gør ondt? Eller at manden har tabt gejsten? Prøver vi at finde ud af det, eller skynder vi os videre til næste punkt af dataindsamlingen? 

Nogle kan tale helt naturligt med en patient om seksuelle spørgsmål. Andre overhører problemerne. Men hvis det handlede om smerter, åndenød, angst, mistet arbejde pga. langvarig sygdom, manglende appetit, inkontinens eller et hvilket som helst andet problem, kunne vi så acceptere, at udforskning af problemet afhang af den enkelte sygeplejerske? 

Ved et nyligt afholdt sygeplejesymposium var formiddagen sat af til ekspertindlæg om seksualitet. Programmet havde imidlertid vakt nogen bestyrtelse blandt sygeplejersker. Var det overhovedet relevant? Var det noget at bruge de sparsomme midler på? Man risikerede, at der ikke kom ret mange til symposiet. Spådommene blev gjort til skamme. Salen var fuld, og ingen deltagere behøvede at krumme tæer eller føle sig forlegne. 

Måske er det selve ordet ”seksualitet,” det er galt med. Seksualitet og sex er ikke neutrale ord, og hvis nogle får associationer i retning af sexmesse eller porno blot ved at høre ordene, skulle fænomenet måske døbes om, så det også svarede bedre til WHOs definition. Heri står bl.a., at seksualiteten er en integreret del af menneskets personlighed og meget mere end det erotiske liv. Det er den del af personligheden, der driver os til at søge efter kærlighed, varme og intimitet. Seksualiteten udtrykkes i måden vi føler, bevæger os på, rører ved og bliver rørt ved. Den har indflydelse på helbredet og må derfor betragtes som en basal menneskeret. 

Udtrykt på den måde, lyder det seksuelle ikke så farligt endda. Sanselighed er måske et lige så dækkende begreb, som ikke giver samme kvababbelse. 

Ord som ”kvindelighed” og ”mandlighed” kunne vel også bruges uden, at man behøver at rødme. Hvis en lille omskrivning som ”nedre toilette” kan hjælpe patient og sygeplejerske til at overkomme en pinlig situation, kan en lettere omskrivning af ordet ”seksualitet” måske også gøre det lettere for både patient og sygeplejerske at vove sig ind på emnet. Noget må i hvert fald gøres, hvis sygeplejersker fortsat skal kunne hævde, at de tager sig af det hele menneske.