Faglig kommentar: Problemer med promiller

Der ligger fire Bjørnebryg og rasler i kurven. Ved kassen bliver de suppleret med en flaske snaps. 

En kursusdeltager lugter svagt af spiritus klokken ni om morgenen og drikker ene mand en flaske vin til middagen, der varer tre kvarter. En sekretær har gennem årene oparbejdet en ansigtskulør, der minder om et Ingrid Marie-æble lige før høst. En pedel har altid en halvfuld guldøl stående på sit skrivebord og en reserve under bordet. En fætter kan ikke tåle at se sjatterne på festbordet, han kaster sig over dem og drikker solo alle promilleholdige rester. 

Enhver kender nogen, som drikker og drikker for meget. Ikke kun i forhold til Sundhedsstyrelsens anbefalinger, men i forhold til børn, familie og helbred. Sygeplejersker møder dem som patienter, klienter, borgere og brugere overalt i sundhedsvæsenet. Det er der ikke noget mærkeligt i, eftersom der findes ca. 200.000 alkoholmisbrugere i Danmark og ca. 500.000, som drikker over genstandsgrænserne. Aktuelt har hver indbygger i Danmark et forbrug på ca. 9,5 liter ren alkohol om året. Til sammenligning lyder verdenssundhedsorganisationen WHOs mål i sundhedsstrategien ”Sundhed i det 21. århundrede:” ”Alkoholindtaget pr. indbygger i alle lande bør ikke øges eller overstige 6 liter pr. år, og det skal være tæt på nul blandt børn under 15 år.” 

Omkring 60 pct. af alle arbejdspladser har en alkoholpolitik, men det har ikke betydet et fald i forbruget. Vi drikker i fritiden og derhjemme. Det er en del af vores kultur at drikke uden restriktioner, alkoholpolitikken er liberal, og det er befolkningen også. Min søn bemærkede det, da vi en sommer gik rundt i Napoli. ”Her er der ingen, der går rundt med en øl i hånden, ingen, der drikker på gader og torve som derhjemme.” Det var rigtigt set. 

Når sygeplejersker møder mennesker, som drikker for meget, hvad skal de så gøre? Blande sig udenom, fordømme, komme med skjulte hentydninger, udføre en manipulerende/motiverende samtale eller undgå emnet og personen? Hvordan tager man hul på bylden? 

Jeg har ikke friske, faglige erfaringer med den slags, men blev fanget af litteratur om sagen. 

I ”Alkohol - forebyggelse på sygehus. Fakta, metoder og anbefalinger” fra klinisk enhed for sygdomsforebyggelse på Bispebjerg Hospital er der ikke bare god baggrundsviden om alkohol, men konkrete eksempler på, hvordan man kan tale med patienter om forbrug og eventuelt reduktion af forbrug. Forfatterne slår fast, at ”der desværre ofte er en tendens til, at sundhedspersonale opfatter motivation som noget statisk.” 

Hvis en person mener, at hans forbrug er uproblematisk, så taler sundhedspersonalet ikke om det, for det er alligevel ingen nytte til. Motivation skal betragtes bredere og mere dynamisk, lyder budskabet.  

I ”Alkohol & afhængighed, en psykosocial og neuropsykologisk synsvinkel” fra Videns- og Formidlingscenter for socialt udsatte (VFC) om alkohol, kan man supplere med forskellige terapiers syn på alkoholbehandling, og det er ganske brugbart, synes jeg, for hvad er forskellen på et psykodynamisk eller eksistentialistisk perspektiv på alkoholmisbrug og Minnesotabehandling? 

Når patienter, kolleger eller familiemedlemmer drikker for meget, er det en simpel sag at fortie problemet, men det er dumt. Man kan lære at tale om Bjørnebryg og sure sjatter, ligesom man kan lære så mange andre ting, og det tager trods alt en del år at dø af alkoholmisbrug.