Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

5 faglige minutter: Kommunister i lysthuset

Hovedparten af landets sygeplejersker er kvinder, men de bløder ikke igennem under stuegang, de får ikke deres sager i stuen hjemme hos KOL-patienten, og de taber ikke en pakke tamponer på gulvet midt under den tværfaglige konference.

Sygeplejersken 2004 nr. 23, s. 36

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

Sygehjælperen Britta bad mig med høj røst om at hente en pakke kommunerotter. Vi stod på en ottesengsstue med søjler i midten, og jeg anede ikke, hvad hun mente. Det viste sig at være hendes egen betegnelse for de bind, man delte ud til kvinderne på gynækologisk afdeling. Den nedsættende terminologi skyldtes bindenes - efter hendes mening - ringe kvalitet. Ikke noget med selvklæbende vinger eller blød absorberende overflade, når reklamens blå væske hældes på. Nærmere et net med vat indeni, som forskubbede sig, så det efter en nats søvn lå i nakken, når patienterne vågnede.

5 faglige minutter skrives på skift af fire sygeplejersker:
SY_2004_19_54_01

Jette Bagh,

sygeplejerske,
cand.cur.
Uddannet i
1981 på
Frederiksberg
Hospitals
Sygeplejeskole.

SY_2004_19_54_02 Jørn Ditlev Eriksen, sygeplejerske, forstander på botilbuddet Slotsvænget.
Uddannet i 1987 på
sygeplejeskolen ved
Rigshospitalet.
SY_2004_19_54_03

Anne Vesterdal, sygeplejerske,
Uddannet i 1970
på sygeplejeskolen
ved Rigshospitalet 

SY_2004_19_54_04

Birgitte Harild, sygeplejerske,
P.t. bosat i Frankrig. Uddannet i 1980 ved Frederiksborg Amts Sygeplejeskole
i Hillerød.  

En praktiserende læge fortæller, at kvinder den dag i dag møder op i konsultationen og fortæller, at de har deres sager, deres lort eller deres skidt. Menstruation hører ikke til i kategorien ”kært barn har mange navne.” Det synes at være en uønsket, tabubelagt tilstand, der kun er velkommen, når den melder sig efter ugers frygt for graviditet. Opfattelsen af urenhed medfører da også, at kvinder i andre kulturer er henvist til skuret eller gæstehytten i de fem dage, ”lortet” varer. 

Ud over selv at blive ramt af ”sagerne” støder sygeplejersker og sundhedsplejersker på fænomenet i plejen og vejledningen af kvinder i mange aldersgrupper, men i sygeplejerskernes rækker er det ikke den store opmærksomhed, der bliver viet ”skidtet.” Jeg er i hvert fald aldrig stødt på en afhandling eller opgave om menstruation, kropsopfattelse, vejledning, ophør, kultur, mor/datterforhold eller lignende. 

Men jeg husker en sygeplejerske, fast aftenvagt, som af og til gik rundt med et stiklagen om livet, som hun lige havde hevet ud af varmeskabet. Hun var ofte iført ekstremt højhælede sko, hvor forfoden kun var dækket af et trådagtigt sort net, hendes hår var farvet sort og klippet som en hjelm med en spids ned i panden, og når jeg spurgte til den underlige mundering, svarede hun med et stille smil: ”Jeg menstruerer. Det er ren renselse.” Se det var en stilfuld tilgang, synes jeg. 

Hovedparten af landets sygeplejersker er kvinder, men de bløder ikke igennem under stuegang, de får ikke deres sager i stuen hjemme hos KOL-patienten, og de taber ikke en pakke tamponer på gulvet midt under den tværfaglige konference. Ellser det gør de måske nok, men det er ikke noget, vi hører om. Der er gode anekdoter om mange oplevelser i sygeplejen, men fortælleglæden stopper ved ”det.” Eneste tegn på tilstanden er de diskrete, hygiejniske plasticposer, der hænger på toiletterne på sygehusene. Designet, så fingrene kommer i klemme, hvis der skal et brugt bind ned i posen og umulige at åbne, hvis man ikke har begge hænder fri. 

Hvorfor ikke bidrage til mere åbenhed og større velbefindende ved at forske i området? Er det virkelig nødvendigt, at kvinder skal kalde en kropslig tilstand for ”mit lort?” 

Jeg hejser gerne mit endnu ikke indkøbte skrivebordsflag den dag, en sygeplejerske udforsker menstruation eller klimakterium på en måde, der kan bruges af kolleger i praksis til gavn for unge eller ældre kvinder og deres glæde ved kroppen. Lort nok. 

I bogen ”Det 1. bind, 28 beretninger fra pige til kvinde” bliver det tydeligt, at menstruation kan anskues meget forskelligt. Historierne spænder fra rødmende mødre over hæklede bind, nåle og bælter til O.B. - ohne binde. En af fortællingerne er skrevet af en sygeplejerske. Den sidste sætning i bogen er skrevet af en unge kvinde på 19 år: ”Man har det trods alt ”kun” en gang om måneden i ca. 30 år,” fastslår hun. Netop. Og derfor skal de nedsættende udtryk afskaffes. 

Bidrag fra det andet køn? Titlen på denne klumme som betegnelse for ... gæt selv.