Boganmeldelser

Frygt og følelser vigtigt for overlevelsen

Lars Smith

Tilknytning og børns udvikling

Oversat fra norsk af Bjørn Nake
København: Akademisk Forlag 2004
300 sider, 299 kr.

Det er en fordel for børns overlevelse, at det viser frygt i farlige situationer. Et skræmt barn vil vise mere tilknytningsadfærd og derfor søge beskyttelse, så chancen for at overleve øges. 

Lars Smith, professor ved Psykologisk Institut i Oslo, tager udgangspunkt i Bowlbys og Freuds tilknytningsteorier. Mange af de stærkeste følelser, børn oplever, opstår netop i forbindelse med etablering, vedligeholdelse og forstyrrelse af tilknytningsrelationer. Emotioner er selve cementen i forholdet mellem barnet og tilknytningspersonen. 

Mødres og fædres status som tilknytningsperson er det ikke nødvendigt at dokumentere her. Men i øvrigt stilles der følgende kriterier for en tilknytningsperson: 1) Yde fysisk og emotionel omsorg overfor barnet, 2) Sørge for kontinuitet og konsekvens i barnets liv, 3) Have en emotionel investering i barnet. 

Børn etablerer ikke tilknytning til de vigtigste omsorgspersoner før i anden halvdel af første leveår, men nyfødte børn har egenskaber, der gør dem modtagelige for social stimulering. Det kender vi som sundhedsplejersker. Allerede i de første dage efter fødslen viser børn, at de foretrækker at lytte til moderens stemme frem for til en anden kvindes stemme. Hvad jeg ikke vidste var, at nyfødte også foretrækker at lytte til en fremmed kvindes stemme, hvis den taler modersmålet, frem for en kvinde, der siger en sætning af tilsvarende kompleksitet på et andet sprog. Jeg synes nu selv, at børn i deres første halve leveår viser tegn på tilknytning til omsorgspersoner. Jeg ser næsten daglig tegn på, at et 4-5 måneders barn er knyttet til sin mor og/eller far. Men det ser Lars Smith mærkeligt nok ikke. 

Lars Smith klassificerer børn i fire grupper af tryghedsgrader og beskriver de fire gruppers adfærd. Han giver også eksempler på atypisk tilknytning og tilknytningsforstyrrelser. Klinisk depressive mødre risikerer at opdrage børn med utryg tilknytning, og børn af depressive mødre har nedsat venstresidig frontal eeg-aktivitet. Der er således flere vigtige afsnit i bogen, bl.a. kliniske studier af børns reaktioner ved separation. Bogen skærper ens syn på barn-forældretilknytningen, som den opleves i hverdagen, og hvad der kan gøres for at hjælpe til med at forbedre tilknytningen. Der er ordforklaringer i alfabetisk orden, en fyldig litteraturliste og stikordsregister. Bogen er direkte anvendelig for sundhedsplejersker og studerende, men den er ikke let tilgængelig, og flere afsnit må læses to gange, før de giver mening. 

Af Karin Lindberg, sundhedsplejerske i Karlebo Kommune. 

Det er nederen at få kræft

Sara Bro

Sara Bros dagbog

København: People´sPress 2004 www.artpeople.dk
264 sider, 249 kr.

”I det hele taget kommer jeg ind på Rigshospitalet og finder ud af, hvor polsk det er. Jeg kan jo sagtens overleve det, men det var irriterende... Jeg har ikke engang en online journal. Jeg har kun en fysisk skrevet journal, hvor de skal indføre på skrivemaskine, hvad der foregår... kan de ikke engang gå ind på et computersystem og se min journal. De kan ikke engang slå op på mit personnummer og se, hvad jeg er i behandling for. Det er simpelthen så oldschool.” 

Det en rigtig, rigtig god ide for professionelle i sundhedssektoren at læse ”Sara Bros dagbog,” som kan give indblik i, hvilken slags brugere der også venter lige om hjørnet som fremtidens patienter. Dagbogen er en kreativ billed- og tekstcollage, som består af interviews med Sara på 27 år, der får konstateret brystkræft, af udskrifter fra hendes videodagbog, af private fotos og små informative tekstbokse, der forklarer og uddyber ord, begreber og steder, der optræder i de andre tekststykker. Sproget er ungt og ligetil, og der bliver sat ord på ting, sygeplejersker godt ved, men som kan være svært at formidle. Det får man hjælp til af Sara, der ofte tager udgangspunkt i kroppen og siger tingene, som de er:

”Når jeg sidder ned har jeg nogle kæmpe deller, her i siden også. Åh mand, det er en skandale. Jeg ligner det vildeste æg. Tykke fede kinder. Jeg gider ikke forklare mere om hvor nederen det er at være tyk.” 

Læseren får indblik i opture, nedture, kærlighed, venskaber, familie og i, hvor stor betydning det at arbejde eller ikke at arbejde har for denne unge kvindes identitet. Der er eksempler på den gode læge og den dårlige læge, på den irriterende sygeplejerske og den søde sygeplejerske. Men jeg læste - nej, slugte - også bogen som et fremragende eksempel på, hvordan den nye patient både vil og kan selv og ikke er bange for at flytte til et andet sygehus, når det første ikke lever op til forventningerne. 

Bogen er én blandt flere nye bøger skrevet af kendte mennesker om deres oplevelser med det danske sygehusvæsen. Den er et eksempel på ”den bog, jeg ville have ønsket, var skrevet, men det var den ikke, så jeg skrev den selv.” Sara skriver:

”Jeg fik udleveret en hel bunke pjecer på hospitalet. Da jeg havde læst én, besluttede jeg, at jeg ikke ville læse flere af dem. De er så generelle, at jeg følte, at jeg blev mere syg af at læse dem. Jeg savnede en personlig mening og historie.” 

Alligevel ønsker Sara under ingen omstændigheder kontakt med andre patienter på hospitalet. Hun føler, hun giver op, hvis hun ”sidder og har kræft-snakken sammen med en masse andre kræftpatienter.” Heldigvis møder Sara undervejs, gennem venner, et par andre piger, der har haft kræft, som hun snakker med. 

Det er dybt personlige bøger, men spørgsmålet er, om disse bøger netop forbliver dybt personlige bøger? Der er ingen tvivl om, at bøgerne har relevans for professionelle, fordi de giver mulighed for at få indblik i individuelle brugernes perspektiver og erfaringer, men om de også opleves relevante for andre brugere, er et åbent spørgsmål. For måske har de også brug for netop deres helt personlige egen bog, der beskriver deres helt specielle situation, for at kunne genkende sig selv og dermed få hjælp til at tolke deres situation. 

Bogen kan læses som en billedbog, der i sig selv giver et fortættet billede af, hvordan en ung kendt radio- og tv-vært på Danmarks Radio og TV2 fremstiller sit eget sygdoms- og behandlingsforløb, eller den kan læses med tekst som en samlet oplevelse, der taler til flere sanser på samme tid. 

Det er både et vellykket projekt og en lækker bog man får i hånden. Prøv selv! 

Af Bibi Hølge-Hazelton, post.doc.stipendiat, Roskilde Universitetscenter. 

Sygeplejekrønike fra starten af det tredje årtusinde

Redigeret af Birthe Kamp Nielsen

Sygeplejebogen 2

Teoretisk-metodisk grundlag for klinisk sygepleje 1. og 2. del
København: Gads Forlag 2003
Ca. 1.400 sider, 1.200 kr.

Meget er sket, siden Dansk Sygeplejeråd udgav ”Sygeplejelære” i midten af 1950´erne, hvori to sygeplejersker på små 400 sider beretter om rengøring af sygestuer, pasning af blomster, badning af patient og ophentning af ventrikelindhold. 

Sygeplejebogen 2 er i to bind, vejer godt fire kg og har 56 forfattere, stort set alle sygeplejersker med en eller flere videreuddannelser. 

Som om det ikke var nok, angiver bogens titel, at en Sygeplejebogen 1 må være undervejs. 

I første bind beskrives referencerammen, væsentlige fænomener i sygeplejen og organisatoriske tiltag for at sikre et godt patientforløb. I andet bind beskrives sygeplejefaglige problemstillinger, fortrinsvis relateret til patienter med lidelser i organsystemerne. Bøgerne er systematisk opbygget, deres logik konsekvent gennemført, og tilsammen udgør de et hele. 

Med Virginia Henderson, Merry Scheel og Kari Martinsen præsenteres tre teoretiske perspektiver på sygepleje og sygeplejerskens rolle. Efterfølgende er der en oplagt lejlighed til at diskutere uoverensstemmelse mellem, hvad sygeplejersker skal og bør, versus konkret praksisudøvelse. 

Der præsenteres et forskningsprojekt, der dokumenterer, hvordan omsorgsudøvelse kan opleves krænkende for modtageren. Der er kapitler om sygepleje i historisk perspektiv, livskvalitet og velvære, mestring, håb, det gode patientforløb, sygepleje i primær sundhedstjeneste og forskningens betydning for klinisk praksis. 

Ingrid Willaings kapitel om kvalitetsudvikling og klinisk sygepleje er en grundig og præcis praksisrelateret beskrivelse af centrale begreber og metoder i kvalitetsudvikling, herunder kliniske retningslinjer, metoder til belysning af patientperspektivet og audit. Hun giver bud på muligheder og begrænsninger ved forskellige kvalitetsudviklingsmetoder og ved kvalitetsudvikling generelt. Ikke mindst dette afsnits målgruppe rækker langt ud over sygeplejestuderende. 

I andet bind præsenteres sygepleje til patienter med de store sygdomme som f.eks. iskæmiske hjertelidelser, lungelidelser, allergiske sygdomme, dermatologiske sygdomme, diabetes osv. Problemstillinger, der går på tværs, tematiseres f.eks. sygepleje til patienter med kvalme, smerter eller sår og sygepleje til døende. 

Generelt giver de enkelte kapitler en meget kompetent indføring i, hvordan sygeplejersken mest hensigtsmæssigt forholder sig til den pågældende problemstilling. Afsættet er typisk forfatterens erfaring inden for området, understøttet med henvisning til litteratur, der understøtter beskrivelsen. Kapitlerne er rettet imod de sygeplejestuderende. 

Ud over at være en lærebog til brug i sygeplejerskeuddannelsen er der tale om et stykke sygeplejehistorie anno starten af det tredje årtusinde. En velskrevet sygeplejekrønike om, hvordan kyndige sygeplejersker tænker og beskriver god sygepleje i relation til bestemte områder af faget. 

Sygeplejebogen 2 vil næppe opnå samme lange levetid som Eppenstein og Kofoed-Hansens ”Sygeplejelære,” dertil forandrer præmisserne for sygepleje sig for hastigt. Bogen kunne måske i højere grad have været fremtidssikret, hvis systematisk søgning efter forskningsprojekter og erfaringer i relevante databaser mv. havde dannet udgangspunkt for især bind to. Fokusering på sygeplejerskens funktionsområde uden for hospitalsregi, herunder opgaver relateret til rehabilitering, havde været ønskelig. En større vægtning af sygeplejerskens rolle i moderne tværfagligt samarbejde savner jeg også. 

Endelig undrer det mig, at forlagene ikke har fundet anledning til at udvikle it-understøttede undervisningsmidler. Her må ligge en verden af uudnyttede muligheder, ikke mindst for et værk som dette. 

Af Merete Munk, pædagogisk konsulent, Enheden for Uddannelsesudvikling, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet.