Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Monitorering af den sygeplejefaglige kvalitet

På Århus Kommunehospital har man sat et læringsprojekt i gang, der involverer alle afdelinger i at arbejde med evidensbasering og monitorering af den sygeplejefaglige kvalitet. Projektet startede i 2000 og afsluttes i foråret 2004.

Sygeplejersken 2004 nr. 23, s. 33

Af:

Eva Just, sygeplejerske, projektleder

På alle afdelinger er der etableret projektgrupper med 4-5 sygeplejersker og oversygeplejersken som formand. Grupperne har fået tilbud om undervisning i litteratursøgning, vurdering af forskningslitteratur, audit, implementering, skriveproces, medicinsk engelsk og vejledning 2-3 gange årligt.

Chefsygeplejersken er formand for styregruppen, og der er ansat en projektleder og en projektvejleder.

Afdelingerne har arbejdet med forskellige problemstillinger efter kvalitetsudviklingsprocessen, f. eks. med urinvejsinfektioner, dyspnø, ernæring og lejring, og flere af projekterne har udviklet sig til konkrete undersøgelser, fordi der ikke kunne findes evidens på området.

Projektet har indtil nu været en stor succes fra de første famlende forsøg med at finde evidensbaseret litteratur til i dag, hvor de fleste afdelinger er ved at afslutte deres projekt. Projektgrupperne er løbende blevet inviteret til fællesmøder, og der har været kontinuerlig mailkontakt. En del af grupperne har præsenteret deres projekter på temadage for øvrige medarbejdere.

Individuelle frihedsgrader

Projektet har bidraget til at fastholde engagementet og til, at der med tiden er blevet skabt de fornødne rammer og opbakning fra kollegerne.

Det har været en fordel, at det har været en klar ledelsesudmelding, at alle afdelinger skulle gennemføre et projekt, og at oversygeplejersker og afdelingssygeplejersker har været forpligtet på projektet. Det er blevet tydeligt, at afdelingssygeplejerskerne har en særlig og vanskelig rolle i forhold til at skabe de fornødne rammer for, at man kan arbejde med at evidensbasere sygeplejen og monitorere den faglige praksis.

For afdelingerne har det været en fordel, at der på den ene side har været en klar ramme og på den anden side individuelle frihedsgrader i forhold til projektforløbet, f.eks. valg af problemstilling, tilrettelæggelse af projektfaser og tilbud om individuel vejledning.

I 2003 udkom projektets hjemmeside: http://www.auh.dk/

Arbejdet med hjemmesiden har bidraget til, at de enkelte grupper fik formuleret deres projekter i en mere færdig form. Når projektet slutter, vil alle afdelinger være i stand til at arbejde med evidensbasering og monitorering af sygeplejen og have forudsætninger for at gå videre med nye emner.

Eva Just er ansat på Århus Universitetshospital, Århus Sygehus.