Som at vende en supertanker

Annette de Thurah (tv.) og Henriette Vind Hansen:  ”Vi var enige om, at vi ville lave en klinisk retningslinje på et højt niveau. For det er kvaliteten
af arbejdet, der gør, om den bliver brugt.” Foto: Kissen Møller Hansen

Det er nemmere at spørge, hvordan plejer vi at gøre end at tage en bog ned fra reolen for at finde ud af, hvad der er bedste praksis i den foreliggende situation. Det har de to kliniske sygeplejespecialister Henriette Vind Hansen og Annette de Thurah ofte oplevet, at kollegerne foretrækker. Selv tror de, at det har stor betydning for det vellykkede patientforløb, at der ligger dokumenteret viden bag deres sygeplejehandlinger - f.eks. i form af en klinisk retningslinje a la den, de selv beskriver i deres artikel ”Klinisk retningslinje til måling af temperatur” i Videnskab amp;Sygepleje side 23 i dette nummer af Sygeplejersken. De to sygeplejespecialister, der har deres daglige gang på Århus Sygehus, undrer sig også over, at selve ordet evidens stadig kan blive ved med at udløse de store diskussioner blandt kollegerne:

”Det er især hos de, der synes, at sygeplejens væsen på en eller anden måde er så unikt, at det ikke kan lade sig gøre at kvantificere den. For mig ligner det sort snak. For selvfølgelig kan noget af den pleje, vi udfører for vores patienter, både måles og vejes. Det afhænger helt af det problem, der skal løses. I virkeligheden er det dét, der bestemmer metoden,” siger Annette de Thurah og mindes en undervisningsdag, hvor hun skulle fortælle endoskopisygeplejersker fra hele landet om evidensbaseret medicin.

 
”Vi kom til at tale om udtømning forud for røntgen af colon. Det var der vidt forskellige holdninger til. Nogle steder kunne patienten nøjes med udtømning med laksantia, andre steder skulle patienterne herudover drikke ikke mindre end to liter saltvand - på fastende hjerte vel at mærke. Det sidste er ikke nogen rar tanke. Jeg kan ikke lade være med at spørge: Kan det være rigtigt? Hvilken metode er der evidens for?”

Meget varm - alt for varm

Det var bl.a. diskussionerne om brugen af øretermometeret på Henriette Vind Hansens afdeling, der førte til, at hun og kollegerne i netværksgruppen for kliniske sygeplejespecialister ved Århus Universitetshospital besluttede sig til at undersøge sagen nærmere. ”Som ansat på

Side 9 

en gastro-afdeling, hvor vi ikke altid kan bruge rektaltermometer, var vi i tvivl om, hvilken målemetode der var bedst - øre- eller mundtermometer.

Vi kom dog aldrig frem til en faglig konklusion. Det hurtige og nemme øretermometer var det foretrukne, også selv om jeg ofte oplevede, at kollegerne var usikre på, om den målte temperatur nu også var korrekt. Først målte de temperaturen i det ene øre, så i det andet, fordi de havde en fornemmelse af, at patienten nok havde feber. Øretermometeret ville bare ikke vise det. Den slags siger jo virkelig noget om, at man anvender et måleredskab, man ikke helt stoler på, ” siger Henriette Vind Hansen.

”Endnu mere absurd bliver det, når man, som jeg har set det, bruger øretermometeret rutinemæssigt, men skifter til rektaltermometeret, hvis man har mistanke om, at patienten fejler noget alvorligt. Så vil man have en temperaturmåling, der er korrekt” tilføjer Annette de Thurah.

Grinet kommer frem hos dem begge, når de tænker på de kolleger, som kan finde på at måle temperaturen i armhulen:

”Så kan man lige så godt nøjes med at lægge hånden på patientens pande og konstatere, om den er varm, meget varm eller alt for varm,” siger de muntert. 

Men fagligt talt: ”Det er vigtigt at kunne måle en temperatur korrekt. I mange tilfælde bruges temperaturmåling som monitorering forud for en behandling. Tænk f.eks. på patienten med blindtarmsbetændelse. Skal det være et akut indgreb, eller skal man se situationen an? Derfor kan en korrekt temperaturmåling have stor betydning i klinikken,” påpeger de to sygeplejespecialister.

På vej til Århus

Den kliniske retningslinje har været en slags prøveklud for netværksgruppen. Der har været tale om en læreproces, som har fået fuld opbakning fra afdelingsledelser og chefsygeplejersker (se artiklen ”Når ”vi plejer” ikke er tilstrækkeligt” side 10).

Gruppens medlemmer vil gerne skrive under på, at det har været et stort arbejde. Også den sidste del, udformningen af den videnskabelige artikel, som Henriette Vind Hansen og Annette de Thurah står for.

”Da vi som henholdsvis cand.scient.san. og Master of Public Health har beskæftiget os med statistik og epidemiologi, så blev det os, der skulle skrive,” fortæller de og tilføjer:

”Ingen misundte os opgaven, men også den proces har været lærerig.” Alle i gruppen var enige om, at de gerne ville lave en klinisk retningslinje på et højt niveau, for undersøgelser har vist, at det er kvaliteten af arbejdet, der afgør, om retningslinjen nu også bliver brugt:

”Der bliver lavet mange kliniske retningslinjer rundt omkring, og ingen af dem er bedre end deres data-validitet,” siger Annette de Thurah. ”Derfor kræver det et stort og omhyggeligt arbejde, før man tør sige: Her har vi et redskab, som jeg godt tør anbefale dig at bruge på dine patienter. Men der er da ufatteligt mange barrierer i den form for klinisk arbejde, barrierer, som ikke brydes ned fra den ene dag til den anden. Det svarer lidt til at vende en supertanker, der er på vej ind i Århus Havn. Men sygeplejerskerne er ikke den eneste faggruppe, der kan have svært ved at ændre indgroede vaner. Det gælder mange andre, f.eks. også lægerne. Når de bliver præsenteret for et nyt referenceprogram, så er det springende punkt: Vil de bruge det?”

Den kliniske retningslinje til temperaturmåling er blevet vel modtaget på chefsygeplejerskeniveau både på Århus Sygehus og på Skejby Sygehus. Nu er det op til afdelingsledelserne at få deres sygeplejersker til at bruge den ude i de enkelte afsnit.