Sygeplejersken
Udviklingstrætte sygeplejersker
Frustration. Sygeplejersker har store ressourcer og stor glæde ved arbejdet med patienterne, konstaterer en undersøgelse fra Frederiksborg Amt. Men deres hverdag er belastet af umulige valgsituationer og en stadig strøm af forandringer, som sygeplejerskerne ikke kan se formålet med.
Sygeplejersken 2004 nr. 23, s. 12-15
Af:
Kirsten Bjørnsson, journalist
Det står skidt til med arbejdsmiljøet på sygehusene i Frederiksborg Amt. Sygeplejerskernes arbejdsdage er fyldt med krav om at være alle vegne på én gang og oplevelser af at forsømme noget, uanset hvad de vælger. De har stor glæde ved arbejdet med patienterne, men står magtesløse over for konflikter, problemer og uigennemskuelige dispositioner, truffet af fjerne beslutningstagere.
Sådan er billedet, som tre samfundsforskere fra RUC tegner i en rapport om, hvordan sygeplejersker oplever forandringerne i samfundet og deres fag.
Undersøgelsen er gennemført for Dansk Sygeplejeråds amtskreds i Frederiksborg Amt og har bekræftet amtskredsformand Dorthe Steenberg i, at der er noget helt galt i sygehusvæsenet. Og at problemerne ikke kun består i skrabede normeringer.
”Det største problem er, at forandringerne vælter ind over folk, uden at de ved, hvad de skal stille op. Forandringerne har intet afsæt i sygeplejerskernes egne erfaringer. Det er et kæmpeproblem,” siger hun.
”Hvad skal man stille op med at være udviklingsparat, når man på den anden side ikke kan sige noget positivt om én eneste af de forandringer, man har været ude for?”
Forældet kultur
Rapporten bygger på interviews med sygeplejersker på sygehusene i Frederikssund og Hillerød.
De er gennemført af samfundsforskerne Betina Dybbroe, Vibeke Andersen og Ida Bering, som har beskæftiget sig med arbejdsliv og arbejdsidentitet på andre private og offentlige arbejdspladser.
Mange af de belastninger, rapporten beskriver, er fælles gods på nutidens arbejdsmarked, vurderer Betina Dybbroe.
”Det er tydeligt, at lige så snart sygeplejerskerne er væk fra deres arbejde, så har de lyst til at trække sig og rette opmærksomheden mod noget helt andet,” siger hun.
”Det er nok almindeligt på danske arbejdspladser. Arbejdet er krævende, tempoet er højt. Det er sjovt, mens man er i det, bagefter kommer der en reaktion.
Men arbejdet med mennesker, sygdom og død er særlig personligt krævende. Og til forskel fra andre grupper har sygeplejersker nogle specielle problemer, som er knyttet til hierarkiet og kønnet. En så kønsopdelt og hierarkisk arbejdsplads som et sygehus skal man lede længe efter.”
I rapporten er der en række eksempler på, hvad Betina Dybbroe kalder ”et kulturelt efterslæb.” Unge sygeplejersker oplever, at de stadig må slås med antikverede forestillinger om, at sygeplejersker er ”pæne piger,” og de føler sig krænket af grove magtdemonstrationer fra (mandlige) læger.
Når en moderne kvinde med forventninger om at blive taget alvorligt havner i en gammeldags, hierarkisk arbejdspladskultur, må det nødvendigvis give problemer, påpeger Dorthe Steenberg.
”Vi ser afdelinger annoncere efter engagerede medarbejdere, der vil deltage aktivt i kompetenceudvikling, osv. De kommer ind på en arbejdsplads, hvor de ikke får indflydelse og mulighed for udvikling. Det giver sammenstød - og langt flere, end vi forestiller os.”
Blokerer for det nye
Nogle af sygeplejerskerne i undersøgelsen har forsøgt at kæmpe mod nedskæringer, effektiviseringer og urimelige vilkår for personale og patienter, men deres erfaring er, at det ikke hjælper.
De oplever, at deres ledere heller ikke kan komme igennem, og de opgiver at forstå den stadige strøm af politiske beslutninger, der vender op og ned på deres arbejdsplads den ene gang efter den anden.
”Organisationens retning er uklar, og det fører til stor afmagt og utryghed,” siger Betina Dybbroe.
”De gør så mange ting. De flytter hele tiden rundt på det hele. Man kan ikke regne med noget. Sådanne bemærkninger hører man mange af, og flere sygeplejersker har fortalt os, at de læser den lokale avis for at få informationer om deres arbejdsplads. De får dem ikke fra ledelsen.”
De konstante forandringer i amtets sygehusvæsen har skabt et klima, hvor faglig udvikling har meget svære vilkår. Der er hverken tid eller overskud til udvikling, og de tre forskere konstaterer, at mange sygeplejersker er ”udviklingstrætte.”
De orker hverken akkreditering eller andre kvalitetsprojekter, interesserer sig ikke engang for den elektroniske patientjournal, som ellers vil få stor indflydelse på deres daglige arbejdsgange, når den bliver indført.
De tre forskere forstår reaktionen, men kalder den ”uhensigtsmæssig.” Dorthe Steenberg mener, at den manglende interesse for faglig udvikling siger mere om måden, sygehusene laver udvikling på, end om personalet.
Side 13
Om hverdagen
”Der er nogen, der tror, at jeg kan nå alt mellem himmel og jord, og jeg ved, at hvis jeg ikke når den sidste, hvor de har siddet og ventet på mig hele dagen, så har jeg ødelagt deres dag. Men jeg ved heller ikke, hvad søren skal jeg gøre, altså... det, synes jeg, er dybt frustrerende. Det går mig personligt på.”
Pernille
”Jeg oplever, at man møder patienter ude på gangen, der render rundt i et par underbukser, der er våde her op til (viser til op midt på maven) og bare fødder, og man tænker, har de overhovedet fået vådt eller tørt i dag, er der overhovedet nogen, der har taget sig af dem?
Og det er der faktisk heller ikke altid, ikke fordi der ikke er tid, men fordi sygeplejersken skal sidde og skrive sytten steder, om det ene og det andet og det tredje og det fjerde. Der kommer jo en masse nye sygeplejersker, som er uddannet efter de nye regler, og som er vant til at arbejde på den måde. Men som heller ikke overskuer ret meget, kan man jo desværre sige, fordi de er vant til at gå ind og fordybe sig i et lille bitte område, og det er der bare ikke plads til i dag, når vi skal være produktive. I den afdeling jeg er i, der har vi jo et massivt flow, vi kan godt have et ud- og indflow på fjorten patienter i døgnet.”
Margit
”Folk stiller meget større krav, og det skal være nu, og det skal være her, og det skal være, når jeg har tid. Altså noget med at ambulatorievirksomhed og egen læge kun har åbent til klokken tre, det er folk ikke tilfredse med (_)
Vi mærker da også en masse utilfredshed, når vi for eksempel har lang ventetid, og nogle dage er man da mere påvirkelig end andre, med at få skældud for tredje, fjerde, femte gang (...)Det er ikke, fordi de ikke forstår det, men derfor er vi de første i hvid kittel, der skal høre på dem og modtage skideballen, selv om vi ikke kan gøre noget ved den.”
Kirsten
”Jeg synes, at jeg som menneske har svært ved at komme igennem dagen, sådan rent moralsk (...)Jeg synes ikke, vi gjorde det godt nok, og jeg tror også det er fordi_ jamen, når jeg er der, så bruger jeg enormt meget tid ude hos mine patienter.”
Annette
Om sygehusvæsenet
”Engagementet bliver svært, fordi man hele tiden skal lave om, hele tiden spare, og der er ikke noget... man får ligesom ikke lov til at søsætte nogle ideer og få en succes ud af det, før der skal pilles ved det, og det synes jeg næsten er noget af det største. Grundlæggende så tror jeg, at jeg opfatter det sådan at, nej det gør de bare ikke igen, de er simpelthen ikke rigtig kloge.”
Kirsten
”Jeg kommer og brænder for noget, og så siger min afdelingssygeplejerske og egentlig også hospitalsledelsen: det er der ikke penge til, det er der ikke tid til.”
Lene
”Nu skal vi så til at lave det, der hedder akkreditering på afdelingen... jamen det er så fint nok, men lige pludselig har man fundet ud af, efter så mange års sygepleje, at nu skal de bløde værdier kunne måles og vejes (...)Men vi får jo ikke tilført ekstra ressourcer i den periode, hvor vi skal indføres i det.”
Nanna
”Det handler meget om at få dagen til at gå. Altså, jeg ser ikke sådan lange perspektiver i det. Det er sådan noget med: har vi fået dækket vagterne, har vi lige klaret dagens arbejde. Puha, ikke_ Og det er jo også hele sundhedssystemet. Det handler jo ikke om, at folk skal være glade for at være der som arbejdskraft. Det handler jo bare om at få økonomien til at hænge sammen, ikke, lige nu, og i vores valgperiode.”
Lene
”De (politikerne) vil gerne sætte deres præg på det ene og på det andet, uden at have en baggrund for det... at man har noget kendskab til, hvor det reelt er, hvordan arbejdspladsen er, hvordan den fungerer.”
Kirsten
Om faget
”Der er jo ansat en masse mennesker i dag, udviklingssygeplejersker, som prøver at udvikle faget, så vi hele tiden bevæger os på et eller andet niveau, som jeg opfatter det. Og som hele tiden skal finde på nye tiltag, hvor man må sige, kan man ikke bare se på det eksisterende og se på, hvordan man kan forbedre det (_)
Om de får skrevet ind i papirerne, hvilken religion jeg har, det vil jeg skide et langt stykke, eller om jeg har fire søskende eller kun tre, eller om jeg har god kontakt med mine børn. Det har betydning, hvis jeg ligger der en måned. Men på det dér hurtigt ind og ud ....”
Margit
”Faktisk snakkede vi om det på sidste personalemøde, hvordan det kan være, at der er så mange mennesker på kontoret, hvorfor er vi ikke ude hos patienterne? (...) Jamen hvis du spørger mig, så er jeg nok 70 pct. af min arbejdstid i en dagvagt på kontoret. Og ordne alle de der fuldstændig... dødssyge ting, ikke. I gamle dage havde de (...)en sygeplejesekretær. Hun blev sparet væk. Hvor man kan sige, det er jo guld værd, at man havde en sekretær til at sørge for, at patienten får mad, indlægge dem i systemet, få printet sedler ud, få samlet en mappe af papirer, alle de der ting, som tager så lang tid, men som bare ikke er sygeplejerskeopgaver.”
Nanna
”Jeg synes ikke, det offentlige sygehusvæsen er effektivt i dag, jeg synes, der er alt for lidt produktivitet i det. Det kan egentlig nogle gange ryste mig lidt, og egentlig er jeg træt af det offentlige sundhedsvæsen (...) Nogle gange så tænker jeg, at hvis bare alle var effektive, så tror jeg slet ikke, der var problemer. Fordi jeg synes, at sygeplejen har udviklet sig - og det har gjort mig negativ - man har akademiseret faget så utrolig meget, vi bruger enorme mængder af tid på at mødes i nogle grupper og snakke om ting, som slet ikke... som er oppe på et helt andet plan. Når vi ikke kan finde ud af at spørge, om folk har haft afføring i fire dage ...”
Margit
Om Dansk Sygeplejeråd
”Jeg er ved at være nået dertil... at jeg egentlig har været stolt af at have min lille nål og at tilhøre den der gruppe der. Men jeg kan bare ikke se, hvad de har gjort for mig, mens jeg har været sygeplejerske ... altså gøre lidt for vores hverdag (...)Det kan ikke være rigtigt, at mennesker i dag skal arbejde på den måde, som vi arbejder på (...) Stresser rundt og bliver så dårligt behandlet, og får så lidt igen, altså ikke kun det økonomiske, jeg snakker om.”
Annette
Om lønnen
”Mange er nået til sådan et punkt, hvor man siger, jamen det er jo ligegyldigt, det nytter ikke noget. (...)Og problemet er jo vitterlig også, at vores fagforening fra starten havde grebet det forkert an, der for 10-15 år siden, så det eneste de har opnået med alt det her, det er sgu, at vi har fået befolkningen imod os.”
Nanna
Om sygeplejerskeuddannelsen
”Jeg var glad for at være på alle de der afdelinger, jeg var, der var ikke et eneste sted, jeg var ked af det... Når jeg sammenligner nogle gange, så kom jeg ud erfaringsmæssigt meget, meget, meget rigere, ikke. Altså min datter, som i øvrigt også lige er blevet sygeplejerske, hun kom ud færdig, og har aldrig nogensinde været på en kirurgisk afdeling, hun har aldrig nogensinde fjernet sutur, hun har aldrig set et sår.”
Margit
”Vores kæmpe kæphest var jo, at vi syntes vi havde alt for lidt naturvidenskab. Det hele lå jo i humaniora, ikke, og de bløde værdier, empati og omsorg og tillid... hvordan en krop er sat sammen, og hvad for nogle der er i den og hvilke organer, det er sådan en biting, ikke. Det kan du lære når du kommer ud i praktik... Vi efterlyste jo længe, om ikke vi kunne få noget sygdomslære. Simpelthen fuldstændig udenads sygdomslære: Nej, det kan man lære i praktikken ... Når man kom ud i praktik: Nå, du er fra Hillerød Sygeplejeskole, okay, det er så Kari Martinsen, I arbejder med? Nå men så tror jeg lige, vi skal starte med, det her det er så en hånd, før hånden kommer armen...”
Nanna
Side 14
”Den kan jo skyldes, at de ikke oplever tiltagene som fornuftige. At de ingen klangbund har i deres egne erfaringer. Sygeplejersker vil gerne udvikle, men de vil kunne se, at udviklingen kommer patienterne til gavn,” siger hun.
”Samtidig sker der måske også det, at man opbygger en forsvarsreaktion, når man hele tiden bliver bombarderet med udefra kommende forandringer.”
Lede ved papirarbejde
Kontorarbejdet er den store frustration for en række af sygeplejerskerne i undersøgelsen. De vil hellere være ude hos patienterne, det er der, de oplever glæden ved deres arbejde. De klager over, at de ikke har tid nok til at pleje patienterne, som de bør og gerne vil. Men problemet er ikke kun tid, mener Betina Dybbroe. Problemet er også, at sygeplejerskerne ikke får klare meldinger om, hvad de skal prioritere.
Rapporten ”Fællesskab kræver fællesskab” af Vibeke Andersen, Betina Dybbroe og Ida Bering, Institut for Uddannelsesforskning, RUC, er udgivet af Dansk Sygeplejeråd, Frederiksborg amtkreds, og kan købes samme sted. Henvendelse på 48 22 06 20. Se også amtskredsens hjemmeside under www.dsr.dk
Rapporten om, hvordan sygeplejersker i Frederiksborg Amt oplever forandringerne i samfundet og deres fag, opridser fire udviklingstendenser for sygeplejen:
- Minilægen: overtager lægelige arbejdsopgaver.
- Projektsygeplejersken: har en specialfunktion, ser mindre til patienterne.
- Patientnærkontakten: tager sig af den daglige omsorg og pleje og kontakten til de pårørende
- Superkoordinatoren: bestiller kørsel og undersøgelser, laver det arbejde, andre faggrupper ikke længere gør, og fejer op, når projekter ikke fungerer.
”Når politikere og ledere overlader det til de enkelte medarbejdere at håndtere kompleksiteten i arbejdet, så opstår der daglige målkonflikter, som er trættende og belastende. Skal man gå ind på kontoret og bestille mad på det indviklede nye madsystem, selv om man egentlig ikke mener, det er sygeplejersken, der skal gøre det? Eller skal man tage en ekstra snak med de pårørende, fordi man ved, det vil lette patientens rehabilitering?
Side 15
Eller skal man overlade det til hjemmeplejen, vel vidende, at de ikke har tid? På den måde kommer hele sygehusvæsenets problem med at leve op til en standard til at hvile på den enkelte medarbejders skuldre.”
Valgene bliver endnu sværere af, at der heller ikke er enighed i sygeplejerskegruppen om de faglige valg, konstaterer de tre forskere. En medvirkende årsag er uden tvivl, at grunduddannelsen har forandret sig så meget, siden de ældre sygeplejersker i afdelingerne blev uddannet i 70´erne. Der er meget forskellige opfattelser af, hvad sygeplejerskearbejdet er og skal være. Men den enkeltes valg giver ikke samme status. Der er forskel på, om man orienterer sig mod den direkte patientpleje eller projektarbejde. Det er en af grundene til, at de forskellige prioriteringer ikke bliver diskuteret, men i stedet fører til sammenstød mellem kolleger. Her ligger måske sygeplejens største problem i dag, mener Betina Dybbroe. ”Sygeplejefaget har tidligere udmærket sig ved at have stærke værdier og en skarp profil. Men det er ikke så enkelt for den moderne sygeplejerske at vide, hvad det er at være sygeplejerske og være stolt af det. Hun er måske nok glad for sit arbejde. Det er spændende og berigende, det udfordrer både krop og sanser. Men faget er i forandring, og der er problemer med den faglige identitet.”
Mange af de problemer, undersøgelsen har afdækket, er det et klart ledelsesansvar at tage op, tilføjer Betina Dybbroe. Men som sygeplejerskernes organisation har Dansk Sygeplejeråd et ansvar for, at den nødvendige debat om fremtidens sygeplejerolle bliver ført.
”Hos medlemmerne er Dansk Sygeplejeråd kendt for sin linje i spørgsmål om løn og arbejdstid, men ikke for en klar linje i faglige spørgsmål.”
Velkendt. Frederiksborg Amts sygeplejedirektør Bente Ourø Rørth kender udmærket de frustrationer, sygeplejersker på amtets sygehuse giver udtryk for i rapporten.
”De er helt naturlige, for amtet er midt i en langvarig omstruktureringsproces, hvor alles fremtid er usikker,” siger hun.
”Det er en stor ledelsesopgave at rumme de frustrationer på en måde, så de giver vækst. Men det kan på den anden side ikke nytte, at en stor offentlig institution bliver afskrækket fra at gennemføre forandringer, fordi der opstår frustrationer. De skal selvfølgelig håndteres på en ordentlig måde, og personalet skal selv lære at håndtere dem. I vores moderne tid er forandring et livsvilkår, både i privatlivet og på arbejdspladsen. Forudsigelighed og sikkerhed er ikke længere til stede på samme måde som før i tiden.”
Bente Ourø Rørth ønsker ikke at kommentere de beskrevne problemer nærmere, men kan fortælle, at hun har aftalt et møde med amtskredsen og rapportens forfattere.
”Vi skal have arbejdsglæden tilbage, og det skal ske i samarbejde med medarbejderne. Men vilkårene er, som de er. Så det handler om at skabe miljøer, der er udholdelige at være i. Jeg tror ikke på, at vilkårene bliver meget anderledes. Umiddelbart kommer der ikke flere penge i sundhedsvæsenet, og der er en stigende efterspørgsel på sundhedsvæsenets ydelser.”
Hvordan kan man lave faglig udvikling, hvis sygeplejersker opfatter alt papirarbejde som uvedkommende og meningsløst?
”Det mener jeg heller ikke, at rapporten beskriver. Sygeplejerskerne synes, de sidder for meget på kontoret, og det har vi hørt de sidste 15-20 år. Men man er nødt til at forstå, at dokumentationen er en lige så vigtig del af sygeplejen som at være hos patienterne. Det er nødvendigt for at udvikle plejen, og for at den, der kommer efter én, kan se, hvad man har gjort.
Så det kan ikke nytte, man kun vil være hos patienterne. Man yder dårlig pleje, hvis man ikke dokumenterer.
Men jeg har heller ikke mødt sygeplejersker, der mangler den forståelse. Når de klager over kontorarbejdet, tror jeg snarere, det er en reaktion på arbejdspresset. Det er frustration over, at de ikke kan nå begge dele.”