Sygeplejersken
Folkesundheden skal forbedres
Videreuddannelse. Ny diplomuddannelse skal sætte sygeplejersker og andre ansatte i sygehusvæsenet i stand til at dokumentere, kvalitetsudvikle og evaluere den forebyggelsesindsats, der allerede nu sker i det danske sundhedsvæsen.
Sygeplejersken 2004 nr. 24, s. 37
Af:
Jens Holm Madsen, sygeplejelærer,
Anne Salter, sygeplejelærer,
Elisabeth Dam, sygeplejelærer
Fra efteråret 2004 er det muligt at tage en diplomuddannelse i sundhedsfremme og forebyggelse i hovedstadsområdet. Målet med uddannelsen er, at sygeplejersker og andre ansatte i sygehusvæsenet skal kunne dokumentere, kvalitetsudvikle og evaluere den forebyggelsesindsats, der allerede nu sker i det danske sundhedsvæsen, og at de kan udvikle nye tiltag inden for folkesundhed.
Sygeplejersker er dagligt involveret i pleje og behandling af patienter og borgere, hvor sundhedsfremme er en selvfølgelig del af målsætningerne. Hidtil har der kun været formaliseret videreuddannelse på børne- og ungeområdet med sundhedsplejerskeuddannelsen, der har eksisteret siden 1938. Nu bliver det muligt at videreuddanne sig i folkesundhed på diplomniveau, en uddannelse, der tematisk spænder over hele sundhedssektoren og mennesket fra vugge til grav.
Dansk Sygeplejeråd vurderer, at der vil være interesse og behov for uddannelsen, og regeringens program for folkesundhed ”Sund hele livet” anbefaler at styrke videreuddannelse for alle personalegrupper i forebyggelse og sundhedsfremme. Udviklingen af sundhedscentre gør en opkvalificering af sygeplejerskerne nødvendig, for at de bedre kan varetage funktionsområdet. Nye folkesygdomme som f.eks. diabetes type 2 og stress gør det tvingende nødvendigt, at sygeplejersker udvikler nye forebyggelsestiltag.
Tid og sted
Uddannelsen udbydes i et samarbejde mellem CVU Øresund og CVU København og Nordsjælland og afholdes på Fælledvej på Nørrebro i København.
Uddannelsen udbydes på hel- og deltid. Den koster 42.000 kroner, og den studerende er berettiget til at søge om SVU under studiet, hvis det tages på heltid.
Efter fuldført studium kan den studerende via Dansk Sygeplejeråd opnå EU-certifikat i folkesundhedssygepleje. Certifikatet giver mulighed for at søge om ansættelse inden for folkesundhedsområdet i hele EU. Uddannelsen er opbygget af seks moduler, baseret på stor studieaktivitet, og alle moduler indeholder en eksamen. Uddannelsen afsluttes med et stort afgangsprojekt.